Naturen, det billige skidt

I 2012 var jeg begejstret da jeg så at Vismændene arbejdede med ægte opsparing. Det var derfor med interesse at jeg for lidt siden skrålæste den nye rapport fra Vismændene om ægte opsparing. Desværre er jeg ikke lige så begejstret denne gang. Dette skyldes nok mest at jeg er blevet klogere og dermed mere kritisk, mere end ændringer i rapportens tilgang og resultater.

Min primære anke er, som rapporten også er inde på, at aktiveter som egentlig ikke kan substitueres alligevel sammenstilles:

En korrekt prissætning af ændringen i de forskellige aktiver er afgørende for, at opgørelsen af den ægte opsparing er retvisende. Her udgør aktiver, der vanskeligt kan substitueres med andre, en særlig udfordring. …

Nogle natur- og miljøgoder kan potentielt nærme sig kritiske grænser, der ikke kan overskrides uden betydelig og uoprettelig skade på velfærden. Formandskabet vurderer, at der især er en risiko for dette for udledningen af drivhusgasser og forringelsen af biodiversitet.

Dette gør at man kan forledes til at tro at alt bare er fint, når man ser på denne oversigtstabel – i hvert tilfælde virker den student/kommunikationsmedarbejder som har skrevet tweetet til at tro dette:

Men det som tabellen jo reelt siger er:

Kære børnebørn.

Vi har drastisk forøget CO2-niveauet, så I vil skulle døje med følgerne af klimaforandringer. Og vi har købt og kørt i flere dieselbiler så luften er blevet ringere. For at betale for dette har vi stort set tømt Nordsøen for olie og gas. Og vi har behandlet naturen på en måde så biodiversiteten er under stort pres.

Til gengæld har vi bygget en del og pustet værdien af finansielle aktiver op gennem pengetrykning og opfindsomme låneformer.

Men alt det er slet, slet ikke noget problem. Dels fordi vi også har brugt meget tid og mange penge på jeres forældres uddannelse. Eller, det vil sige, på administration og kontrol af uddannelsessystemet. Dels fordi vi regner med at I alligevel er ret ligeglade med ren luft og andre naturressourcer. Så derfor regner vi med at naturressourcer har 3% lavere værdi for hvert år ude i fremtiden. Så om 50 år regner vi med at ren luft mm. kun har en værdi for jer der svarer til 20% af den den værdi vi tilskriver naturen.

På den måde kan vi give jer en rigtig, ægte opsparing. I behøver ikke at sige tak. Fornøjelsen er på vores side.

Kærlig hilsen,

Jeres Generation X bedsteforældre.

Opdatering 11 marts 2017: Ret skal være ret. Jeg er blevet gjort opmærksom på at hvis man nærlæser, så fremgår det at 3% diskonteringen sker for skov, fisk, grundvand, sundhedskapital og humankapital. Så det er ikke helt så slemt som jeg antog.

Om motivation

Som kommunalpolitiker er man også implicit arbejdsgiver for alle kommunens ansatte. ‘Hvordan vil du håndtere dette?’ er et spørgsmål som allerede har mødt mig som kandidat til det kommende kommunalvalg.
Det kan være svært at sige noget konkret om dette før jeg forhåbentlig står i det. Men jeg kan sige noget om hvilke principper jeg vil prøve at lægge til grund, baseret på mine egne erfaringer som leder og hvad jeg ellers har samlet til mig af indsigt og erfaringer fra andre.

1. Jeg tror på at langt hovedparten af alle mennesker gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Det skal ledelsen arbejde for kan lade sig gøre.
2. Hellere nære den indre motivation hos medarbejderne, end bruge eksterne mål og eller belønningsystemer. Forskning viser at folk som drives af indre motivation (lærere der brænder for at lære børnene noget, SOSU-assistenter som vil hjælpe de ældre, …) faktisk demotiveres af ydre mål. Se mere om dette i links nedenfor.
3. Decentral ledelse, under ansvar. Dvs fuld uddelegering, ikke bare af opgave, men også beslutningskompetence.
4. Det er OK at fremhæve det gode eksempel og give en anerkendelse. Den skal dog være målrettet den enkelte, så anerkendelsen for nogen vil være ros i plenum hvor det for andre vil være ekstra fri til uddannelse. Og det skal være åbenlyst for alle at personen fortjener denne anerkendelse.
Og nej, dette konflikter ikke med pkt 2: Pointen er at den personlige anerkendelse styrker den indre motivation. Den har ikke til formål at udgøre en ydre motivation, og er derfor heller ikke aftalt på forhånd.

Jeg er med på at en række eksisterende regler og politikker nok ikke spiller så godt sammen med disse principper. Men derfor kan man jo godt prøve. Det vil jeg i hvert tilfælde gøre, hvis jeg får muligheden.

Hvis du vil vide mere om indre/ydre motivation, så anbefaler jeg følgende links som har inspireret mig:
– Fremragende animation fra RSA om Daniel Pinks tese om at det er ‘Purpose, mastery and autonomy’ som giver indre motivation: https://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc&sns=tw
(Bemærk i øvrigt hvordan jeg ovenfor er inspireret: Punkt 1 = Mastery; punkt 2 = purpose; punkt 3 = autonomy.)
– Glimrende Zetland-artikel om lidt de samme emner: https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-aeQEmzaB-210dc
– Børsenartikel om hvordan Nobelprisbelønnet forskning argumenterer for at “hvis man slet ikke kan vurdere kvaliteten af det udførte arbejde, skal man ende på en fast løn og helt opgive incitamentsaflønningen.”: http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/153087/artikel.html
Dette gør sig jo ofte gældende med offentlige ydelser. Det er først mange år efter at den reelle kvalitet kan aflæses i diverse statistikker.
– Fremragende interview med en af skaberne af styringstænkningen i det offentlige. Han siger bl.a.: “Professor Lotte Bøgh Andersens forskning viser, at det ikke er egennytte, der betyder noget for offentligt ansatte, men at der også er et meget stort element af ’kald’. Det, som de offentligt ansatte går efter, er mening, glæden ved at hjælpe andre og det at gøre en forskel. Problemet med styringen er, at hvis der fastlægges forsimplede mål og lægges økonomiske incitamenter ind, smadrer du de offentligt ansattes motivation.” http://politiken.dk/debat/art5619213/Vi-smadrer-de-offentligt-ansattes-arbejdsgl%C3%A6de

(Se evt også hvad jeg skriver på Twitter om indre motivation.)

Galimatias i 2 etager

Jeg ser lige at Magistraten skal behandle en redegørelse om byggeriet ved Skolen på Grundtvigsvej.

Det kan jeg godt forstå, for det er en skandale. Ikke så meget forsinkelsen og fordyrelsen (som nok er grunden til Magistraten har bedt om redegørelsen) – sådant kan ske ved byggerier. Men på grund af det skyldes en beslutning om at bygge en P-kælder i to etager. Under skolegården. Til 425.000 kr pr plads!

Denne beslutning har unødigt forsinket skolegårdens færdiggørelse, så børnene har måttet lege på gaden, givet farlige skoleveje og generet trafik og beboere i området i øvrigt.

Nu er Magistratsmøder desværre ikke åbne for spørgsmål, men hvis de var ville jeg spørge om følgende:

1. Hvorfor fandt et flertal af Kommunalbestyrelsen det nødvendigt at bruge så mange penge på parkering? Det er vel ikke et krav at en skole skal have egen parkering? (Det har Skolen på Bulowsvej fx ikke)
2. Og hvorfor blev kun ca 3½ af de 30 mio kr for parkeringskælderen betalt af parkeringsfonden?
3. Skolen har været åben i 1½ år uden parkeringskælder. Samtidig har der det sidste halve år været opgravet på Alhambravej. Alligevel går det – Vil I indrømme at parkeringskælderen reelt er unødvendig?
4. Hvordan vil I (og By- og Miljøudvalget) lære af dette?

Er empatikrisen nøglen?

Da jeg i aftes genså TV2’s suveræne reklame fordi den var gået viralt udenlands, læste diverse tweets om Trump og samtidig læste denne artikel om folks komplet uacceptable (og ulovlige) opførsel mht deling af andres private billeder, slog det mig: Har alle de kriser vi ser faktisk rod i empatikrisen?

  • Økonomisk ulighed: Vi kan ikke sætte os ind i de svages udfordringer, så vi vil ikke dele med dem – ‘de kan jo tage sig sammen’
  • Flygtninge og konventioner: Vi kan ikke forestille os hvad de flygter fra, så vi vil ikke en gang tage imod kvote-flygtninge og vi overvejer at opsige konventioner  – ‘de må jo blive og tage kampen op’
  • Klima: Vi føler ingen forpligtelser for kommende generationer, så vi vil ikke ændre adfærd for deres skyld- ‘vi sikrer vores egne børn, det kan andre vel også gøre’
  • Politisk kultur: Vi kan ikke forstå hinandens visioner og mistror derfor hinanden og forfalder til motiv-tænkning – ‘det må være fordi de meler deres egen eller støtters kage’
  • …Hvis empatikrisen virkelig er nøglen, hvordan kan vi så højne empatien? Det vil jeg tænke lidt over…

Strategi eller benlås?

Jeg så i dag at Frederiksbergstrategien nu omsættes til Kommuneplan. Udover at vi fra Alternativets side har kommenteret at vi synes Frederiksbergstrategien er lidt et skønmaleri, så kom jeg til at tænke på en anden ting vi burde have påtalt: Den vedtages på det helt forkerte tidspunkt.

Som det fremgår, skal alle kommuner hvert 4. år vedtage en kommuneplan. Men hvorfor gøre det i det sidste år af valgperioden, så den næste kommunalbestyrelse bindes? Hvorfor ikke gøre som fx i Guldborgsund Kommune (link kræver desværre abonnement – jeg nåede at læse da det var gratis), hvor man har konstateret at det øger engagementet både blandt folkevalgte og borgere hvis kommuneplanen (strategien) vedtages i starten af valgperioden. Dvs. i det første år efter valget.

Det synes jeg vi skulle arbejde henimod her på Frederiksberg. Da planerne koster penge at lave, kunne det evt foregå ved at de kommende planer bliver 3-årige. Så vil det passe om et par perioder.

3 berigende år som Alternativist

I går var jeg til Alternativets halvårsmøde, hvor Uffe som afslutning reflekterede over de præcis 3 år der er gået siden Alternativet blev lanceret ‘overfor en verdenspresse bestående af 2 journalister’, som Uffe sagde det.

Det fik også mig til at reflektere. Og da jeg samtidig håber snart at træde ind på den (kommunal)politiske scene, tænkte jeg at det var en god anledning til at fortælle lidt om min vej ind i Alternativet, og hvorfor jeg har valgt at blive og engagere mig mere og mere.

Som barn af selvstændige forældre og opvokset i Schlüters velmagtsdage, satte jeg mit første kryds ved Konservative. Og da jeg i 2000 flyttede til højborgen Frederiksberg meldte jeg mig også ind i Konservatives vælgerforening på Frederiksberg.

Selvom jeg nok altid havde været miljø- og ressourcebevidst, så havde jeg i 2007 fattet interesse for klimaudfordringen, og med Connie Hedegaard til at tage sig af det og med Konservatives fokus på ikke også at smide miljøregningen i børneværelset følte jeg mig godt hjemme til og med valget i 2010. Men så begyndte tingene at skride. Den grønne profil svækkedes. Socialkonservatismen blev mindre social. Og jeg ændrede mig også. Jeg blev mere kritisk overfor vækst som mål i sig selv, i lyset af klimaudfordringen. Og så kom også det med offentlighedsloven. Så i april 2013 meldte jeg mig ud af Konservative.

Det naturlige andet parti at se hen for en borger som gerne ville fremme grøn omstilling fra en midter-position, var Radikale. Så jeg begyndte se mere på hvad de lavede og stod for. Og Radikale stod i høj grad for grøn omstilling. Og lavede rigtig mange gode og rigtige ting desangående. Men jeg oplevede at Radikale, når hårdt stod mod hårdt, prioriterede god, gammeldags vækst over grøn omstilling. Nødvendighedens politik, altså. Det skyldtes måske krydspres fra regeringssamarbejdet med S og SF, og er muligvis en uretfærdig fremstilling, men det er ikke desto mindre min oplevelse. Jeg følte mig dermed politisk hjemløs.

Så da Uffe efter ministerstormen etablerede Under Radaren, trådte ud af Radikale og i sensommeren 2013 begyndte at skrive mere om vækstkritik og behovet for en radikal bæredygtig omstilling var interessen vakt.

Derfor var der heller ikke langt fra tanke til handling, da Uffe og JosepIndmeldelse i Alternativethine Fock d. 27 november 2013 lancerede Alternativet. Efter at have set det tænkte jeg: “Det kan være det!” Jeg tror jeg læste manifestet samme aften, men er ikke helt sikker. Men sikkert er det at jeg meldte mig ind samme aften.

Jeg var med til nogle af de første møder på Vesterbrogade, men gik også med jobskifte-tanker og var midt i flytning, og kunne derfor ikke overskue at skrue helt op for aktivismen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var strukturerne nok også dengang lidt for løse til min natur.

Men interessen var der, og jeg søgte så at støtte  og give indspil på Twitter. Dette førte – på typisk Alternativ-humoristisk vis – til at jeg i efteråret 2014 mødtes med Uffe over en kop kaffe. Her talte vi om vækst som middel i stedet for mål, Jørgen Steen Nielsens bog, vælgererklæringer og alt muligt andet.

Det var en berigende samtale. Som bare gjorde at jeg følte mig endnu mere hjemme i Alternativet.

Siden har jeg til årsmøder, workshops, etc haft mange andre berigende samtaler med Alternativets altid lydhøre folketingsmedlemmer og med andre ‘almindelige’ alternativister som jeg selv. Jeg indgår dermed i det forpligtende fællesskab Alternativet er. Og ja, det er forpligtende, for som Uffe sagde i aftes: “Verden [både i Danmark og i udlandet] ser på os og får håb. Det håb skal vi nære og udbrede.” Det vil jeg gerne være med til. Særligt i denne tid hvor en venstre-ledet regering trækker vores land i hvad jeg synes er en helt forkert retning.

I efteråret 2015 var jeg derfor også med til at stifte Alternativets Kommuneforening på Frederiksberg. Nu var job- og boligskifte faldet på plads, og jeg havde ved flere lejligheder set at den konkrete omstilling sker lokalt. Så selvfølgelig skulle vi også gøre Frederiksberg endnu mere bæredygtig. Og det arbejder vi så på nu, særligt med henblik på at blive klar til kommunalvalget om knap et år. Jeg går efter selv at blive valgt til Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Nu har jeg stået længe nok ude på sidelinien og kloget mig og må ind på banen og tage ansvar. Vil du med?

 

Kommunens ’hjælp’ til elbilerne

Frederiksberg Kommune ønsker at fremme udbredelsen af elbiler, og har derfor besluttet at elbiler ikke behøver at betale for parkering på Frederiksberg. For beboere er støtten dog mest symbolsk, da P-licensen jo ellers kun koster 150 kr årligt. Og administrationen af denne fritagelse er mere til gene end gavn, som jeg vil gøre rede for.

I juli købet vi ny elbil. Til vores tidligere elbil havde vi en tidsubestemt (gratis) beboer-licens, men da kommunen har skiftet system kunne vi ikke få en sådan igen. Svaret i borgerservice var derimod at vi slet ikke behøvede P-licens, for P-vagterne kunne slå op at det var en elbil, og derfor ikke behøvede P-licens. På vej hjem mødte jeg en P-vagt som sagde at det kunne de ikke.

 

Jeg skrev derfor i juli til forvaltningen, om det uhensigtsmæssige i ikke at have en licens, da det sikkert ville give bøder.

Og ganske rigtigt, i starten af oktober kom den første bøde. Den blev så annulleret ved kontakt til kommunen. Og her i sidste uge kom den næste. Men den var anderledes. På Frederiksberg er pladsen knap, så Frederiksberg Kommune har på glimrende vis indgået aftale med KVL/KU Life om at Frederiksbergs borgere må parkere på KVL’s område udenfor arbejdstid, dvs i tidsrummet 16-08. Vi havde derfor parkeret kl 18 på KVL’s område, som flere gange tidligere. Men da vi ikke havde synlig beboerlicens fik vi en bøde på 750 kr. Og da den var udstedt af KU’s private P-vagter, kan kommunen ikke annullere den som den tidligere bøde.

Så: Hvis du som elbilist tager imod kommunens ’hjælp’, så får du bøvl med en masse bøder, og må ikke parkere hvor andre borgere ellers må, fordi du ikke får en beboerlicens.
Så nu har vi købt en almindelig P-licens til 150 kr. Det skulle vi nok bare have gjort fra starten, i stedet for som grøn frontløber at bruge tid (og 750 kr) på at teste kommunens tiltag til fremme af elbiler.

[Efterskrift: Kommunen har meget prisværdigt forsøgt at få det private P-selskab til at annullere bøden – det har de sagt de ville, men vi har endnu ikke set pengene. Fred med det.]

Grøn omstilling af landbruget

Som bekendt har Danmark som alle andre EU-lande fået mål om at reducere CO2-udledningen fra transport, landbrug og byggeri. For byggeriet er der forventning om at meget kan gøres med energieffektivisering, og i transportsektoren kan fossilfrihed også opnås (selvom det vil tage tid), men landbrugets omstilling vil være svært, er der enighed om.

Landbrugets emissionskilder er forskelligartede: Importeret foder, køernes prutter, ammoniak-dampe, strøm til korn-tørring, diesel til maskiner, … . I dette indlæg vil jeg især tage fat i det sidste – man er vel transportnørd, og søn af en landbrugssmed 🙂

Indlægget kommer ud af en tanke for noget tid siden, om at robotisering (evt. sammen med droner) kunne kraftigt bidrage til en grøn omstilling af landbruget. Der kan allerede fås selvkørende traktorer og mejetærskere, så måske kunne disse blive flere og mindre og måske blive suppleret af luge-droner. Som så alle er elektriske, fordi de selv kan tage hjem og lade.

Heldigvis viste det sig at forskere allerede ser på dette:

Jeg har derfor over noget tid samlet følgende links sammen der kunne pege på en ny, grønnere måde at drive landbrug på (mange af disse links via Jette Petersens tweets – mange tak for det, Jette!):

Som med al anden teknologi, skal vi dog tage stilling til hvordan den tages i brug. Bliver den brugt til mere af det samme, eller til mere bæredygtige (i alle ordets betydninger) bedrifter? Det håber jeg vores folkevalgte vil tage aktivt stilling til. Snart. For teknologien kommer rullende, og modsat selvkørende biler er der ikke så mange regler at tage hensyn til. Færdselsloven gælder f.eks. ikke ude på marken.

Er det helt naturligt at den offentlige sektor vokser?

I den offentlige debat bliver det ofte fremført at den offentlige sektor vokser, og at dette burde kunnes stoppes med effektivisering. Men er det nu tilfældet?

For havde jeg (endnu) en god diskussion på Twitter med Thomas Bernt Henriksen om vi måske havde nået grænsen for produktivitetsstigninger:

Dette kobler til følgende generelle overvejelser der er simret i mit hoved noget tid:

  • Arbejdsdelingen mellem det offentlige og det private er typisk som følger:
    • Det private laver produkter og ydelser der ikke bedst løses som et naturligt monopol.
    • Det offentlige producerer som udgangspunkt ikke ting, men leverer ydelser. Nogen ydelser (pleje, sundhed og børnepasningen) kunne godt være private, men i Danmark er de nævnte typisk offentlige. Andre ydelser (lovgivning, politi og forsvar) er naturlige offentlige monopoler.
  • Meget af den automatisering vi har set og forventer at se relaterer sig til produktion af varer (og visse standardardiserede service-ydelser som ikke kræver high-touch interaktion mellem mennesker)
  • Som konsekvens heraf er potentialet for produktivitetsstigninger størst i den private sektor.
  • Og derfor vil den offentlige sektors andel af den samlede produktion naturligt stige (ved uændret opgavefordeling).

Har jeg ret i dette ræsonnement? Hvis ikke, hvorfor da?

Mulige grunde til jeg tager fejl (tilføjes løbende):

  • 21. aug 2016 kl 19.30: Den private sektor skaber nye job hurtigere end automatiseringen fjerner dem (men det tror jeg ikke på, jf div analyser)

Pas på forsyningssektoren

Der er i dag skrevet en del om at en McKinsey-rapport skulle tale for effektivisering og privatisering/liberalisering af forsyningssektoren. El er jo (i teorien) liberaliseret, så nu er turen kommet til vand og varme. (Og vel snart også affald.)

Jeg har i sagens natur ikke læst rapporten, som ministeren indtil videre holder for sig selv. Men hvis der skal pilles ved forsyningssektoren (mere end det allerede er sket), så er her nogle umiddelbare tanker, som jeg håber ministeren og andre politikere vil have in mente:

  • Ja, der kan nok effektiveseres noget (og nogen selskaber bør nok fusionere for at skabe større enheder), men topprioritet bør være forsyningssikkerheden (jf. f.eks. BIOS-sagen), og miljø (jf. fx. blyforureningen i Detroits vandforsyning).
  • Hvis der privatiseres (hvilket jeg ikke principielt er i mod) er det vigtigt at bevare nøgleaktiver under statens eje (som DONG/Energinet, ikke TDC). Dvs retten til vandet er fortsat statens.
  • Offentligt monopol er at foretrække frem for privat monopol.
  • Forsyningssektoren er ofte en drivkraft i den grønne omstilling – dette bør den fortsat være.
  • Der sker mere og mere integration på tværs for at udnytte ressourcerne (affald, spildevand, overskudsvarme/kulde, …), se fx hvordan Lynetten skaber biogas til kraftvarmeværker, ud fra spildevand. Denne integration kan hæmmes af evt. privatisering.
  • (Tilføjer måske mere…)