Dette indlæg har været bragt i Ræson, 21. juni 2021.
Siden 1990 har vi på bare én generation udledt flere drivhusgasser end i hele menneskehedens historie før det, og vi står nu på kanten af afgrunden. Det er voldsomt uansvarligt, og der er brug for modige politikere, der ligesom nu afdøde Poul Schlüter siger det direkte: Det bliver “syv magre år”, hvor forbruget af CO2 skal bankes helt i bund. Det er på tide at tage CO2-budgettet ligeså alvorligt som vores økonomiske budget.
Mikkel Bahl, medstifter Momentum, & Søren Have, konsulent
I slut maj døde tidligere statsminister Poul Schlüter, og aviser og sociale medier var selvfølgelig fyldt med mindeord om den konservative politiker, der stod i spidsen for Danmark i et årti.
Mange steder blev hans reformer og ansvarlige økonomiske politik fremhævet som hans vigtigste eftermæle, fordi han overtog landet efter Anker Jørgensens socialdemokratiske regering og ifølge mange ligefrem reddede Danmark fra afgrunden.
Poul Schlüter blev statsminister i 1982, da renten var over 15 pct., inflationen over 10 pct. og arbejdsløsheden over 300.000 danskere. Noget måtte gøres, og Schlüter-regeringen igangsatte en række økonomiske reformer, der i 1986 kulminerede med den såkaldte kartoffelkur, der skulle blive nærmest synonymt med hans regeringsperiode.
Kartoffelkuren var i sig selv ikke et stort indgreb, da de fleste af tiltagene kun varede i kort tid, men symbolsk og psykologisk skulle den få stor betydning. Kartoffelkuren markerede starten på de såkaldte “syv magre år”, hvor danskerne for alvor blev tvunget til at skrue ned for privatforbruget i en periode med lav vækst og stigende ledighed.
Røde tal på bundlinjen
Som engageret i klimadebatten er det interessant at se Poul Schlüter blive hyldet for sin økonomiske ansvarlighed, fordi han valgte at føre stram økonomisk politik og holde Danmarks nationaløkonomi indenfor budgettet.
Det er interessant, fordi der er en nærmest 1:1 sammenligning i dag, hvor klimakrisen buldrer derudaf. År efter år er der røde tal på bundlinjen og klimamæssig gældsætning af fremtidige generationer, men alligevel bilder vores politikere os ind, at vi bare kan fortsætte uden at foretage store ændringer af vores livsstil.
Poul Schlüter bliver hyldet for at sige direkte til danskerne, at nu skal bæltet strammes ind, men de samme politikere, der hylder Poul Schlüters mod, vælger at ignorere vores CO2-budget, fordi de ikke tør sige til danskerne, at nu skal der spares. Hvis vi mener 1,5 grader alvorligt, så kræver det meget store ændringer i vores livsstil nærmest øjeblikkeligt.
CO2-budgettet
I Danmark har vi hængt klimahandling op på klimaloven. Og det skaber forvirring. Videnskaben arbejder nemlig ikke med drivhusgasreduktioner ift. til 1990, som klimaloven gør, men tager i stedet udgangspunkt i et CO2-budget, der illustrerer, hvor mange CO2-ækvivalenter vi kan udlede for at holde temperaturen under et bestemt antal grader (med en vis sandsynlighed). Klimaet er kort sagt fuldstændig ligeglad med, om vi når 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030 ift. udledningen i 1990, hvis vi undervejs har opbrugt vores budget.
Den pointe kræver forståelse for videnskaben bag klimaforandringerne, så her er en kort baggrund. Hver gang vi udleder drivhusgasser, så bruger vi af vores CO2-budget, som bliver mindre og mindre. I FN’s Klimapanels seneste rapport fra 2018 beskrives det, at hvis vi ønsker minimum 66 pct. sandsynlighed for at holde den globale opvarmning på under 1,5 grader, så har vi i alt 420-570 gigaton CO2 tilbage i CO2-budgettet. Forskellen mellem 420 og 570 skyldes forskellige opgørelsesmetoder (og de tal er siden blevet mindre i opdaterede analyser).
Det var ved indgangen til 2018, og vi udleder globalt i øjeblikket ca. 40 gigaton CO2 om året (og ca. 60 gigaton CO2-ækvivalenter (CO2e)). Et tal, der fortsætter med at stige i stedet for at falde. Det betyder, at hvis vi ikke ændrer kurs, så vil CO2-budgettet og dermed muligheden for at holde temperaturen under 1,5 grader, være opbrugt allerede mellem 2028 og 2032. Vi har altså under ti år.
Ifølge forskerne er det afgørende at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader, hvis vi vil undgå alvorlige konsekvenser som vandstandsstigning, tørke, fødevaremangel, pandemier og stigende geopolitisk ustabilitet med væbnede konflikter.
I det store hele giver FN’s Klimapanel (IPCC) os et simpelt regnestykke: Alle verdens borgere havde i 2018 tilsammen 420-570 gigaton CO2 tilbage at udlede. Ligeligt fordelt betyder det, at hver verdensborger ved indgangen til 2018 havde et CO2-budget på i alt 54-73 ton pr. person.
Følges princippet om lige fordeling, giver det et CO2-budget for Danmark på ca. 325-425 mio. ton CO2 i 2018 ifølge de seneste tal fra Klimarådet. Danmark udleder ca. 40 mio. ton CO2 (og ca. 50 mio. ton CO2e) om året, og dermed er vores budget ved indgangen til 2021 allerede skrumpet ind til 205-305 mio. ton CO2. Disse tal inkluderer ikke hensyntagen til vores betragtelige historiske ansvar for verdens aktuelle klimakrise.
Karbonkur
Det simple regnestykke fortæller også en simpel sandhed: Nemlig at vi ikke fører ansvarlig politik og ikke lever indenfor vores budget. På samme måde, som Schlüter valgte at være ansvarlig omkring vores økonomiske budget, er vi nu tvunget til at stramme bæltet ind og føre ansvarlig klimapolitik, der overholder budgettet. Det er med andre ord tid til en karbonkur, hvor vi alle sammen skal skære drastisk ned på vores forbrug af CO2-belastende produkter. Vores overforbrug kan simpelthen ikke fortsætte.
Siden 1990 har vi på bare én generation udledt flere drivhusgasser end i hele menneskehedens historie før det, og vi står nu på kanten af afgrunden. Det er voldsomt uansvarligt, og der er brug for modige politikere, der siger det direkte: Det bliver “syv magre år”, hvor privatforbruget af CO2 skal bankes helt i bund. Det er stop for flyrejser, røde bøffer og store biler i en periode, indtil vi har udviklet grønnere teknologier.
På den måde bliver karbonkuren også en kartoffelkur, fordi vi passende kunne starte med at udskifte vores store kødforbrug med flere klimavenlige kartofler.
Det er tid til et opgør med uansvarlige politikere, der lader som om vi kan løse klimakrisen med business as usual og teknologiske løsninger en gang ude i fremtiden. Det er ikke sådan, man arbejder med budgetter, og hvis det var et økonomisk budget, så ville alle kunne se vanviddet med det samme.
Det er på tide at betragte klimakrisen som et budget, vi skal overholde. Når man gør det, bliver det tydeligt, at vi har kurs mod afgrunden som i starten af 1980’erne, og at det er på høje tid med en ditto karbonkur. ■