Hvad er det egentlig, omverdenen skal kopiere, Dan Jørgensen?

Indlæg bragt i Klimamonitor 11 august 2021.


Klimaminister Dan Jørgensen (S) fremhæver, at Danmark er og skal være et foregangsland. Men hvis vi skal have en chance for, at resten af verden kommer ind i kampen, så skal de kunne se, at vi mener, hvad vi siger. Det skriver transportrådgiver Søren Have i dette debatindlæg.

Mandag 9. august 2021 kom den første delrapport i IPCC’s sjette statusopgørelse, AR6. Under præsentationen af de danske perspektiver sagde Dan Jørgensen, som så ofte før, at det bedste, Danmark kan gøre, er at vise en vej, som både er ambitiøs, og som andre lande vil ønske at følge. Derved får vores handlinger den største effekt, samlet set. Fokus fra dansk side bør derfor, ifølge ministeren, være at få andre lande til at kopiere os, med hensyn til for eksempel klimaloven og energi-øerne. Ikke på øgede danske ambitioner.

Jeg køber det med ikke at hæve ambitionerne, for lige nu er det ikke højere mål, men mere handling vi har brug for. Og jeg er også helt med på argumentet om, at det for alvor batter, hvis vi er et eksempel til forfølgelse. Et foregangsland.

Men hvad vil det reelt kræve at vise et eksempel, som er ambitiøst, og som andre lande ikke bare bør, men også ønsker at kopiere? I min optik skal vi kunne fremvise:

  1. Målsætninger, der matcher Parisaftalen
  2. Troværdig handling, som ikke taber nogen, og som sikrer, at det omstillede samfund er attraktivt for os selv og for en stor del af verden

Jeg har ved andre lejligheder beskrevet, hvorfor Klimalovens 70-procentsmål ikke i sig selv matcher Parisaftalen, da målet ikke specificerer et CO2-budget til overholdelse. Selv om vi er godt med, kan vi altså ikke sige, at vi er et foregangsland med hensyn til ambitionerne.

Fokus her skal i stedet være på punkt 2.

For når regeringen taler om omstilling, lyder det ofte som om, at ingen må mærke noget til den, og hvis de gør, så vil ingen ønske at kopiere os.

Det, mener jeg, er en forkert præmis.

For ja, det er forståeligt, at slagteriarbejdere er nervøse for deres fremtid. Men løsningen er ikke at håbe på CO2-neutralt kød, men at sikre dem andre – måske endda sundere – jobs og støtte i omstillingen. Måske er slagteriarbejderne faktisk mest søvnløse over, at regeringen stikker hovedet i busken.

Og ja, det er også forståeligt, at nogen borgere med lave indtægter kan få et dyrere liv som følge af stigende CO2-afgifter. Men det er jo kun, hvis ikke de ændrer forbrugsvaner – lad os fokusere på at hjælpe de få, som måske har svært ved det, i stedet for at bruge dem som undskyldning for slet ikke at gøre noget.

Vi kan altså sagtens omstille radikalt. Måske til et mindre forbrugsdrevet og dermed mindre socialdemokratisk samfund. Men ikke et dårligere og mindre attråværdigt samfund for omverdenen.

Derudover halter det gevaldigt med troværdig handling. Ja, det er godt med energi-øerne, forskning i nye løsninger og beslutningen om slutdato for udvinding i Nordsøen, men CO2-reduktioner herfra er langt ude i tiden. På den korte bane er der faktisk flere handlinger, der trækker i modsat retning, for eksempel:

  • Beslutningen om at anlægge en gasledning til Lolland
  • Vores fortsatte enorme anvendelse af biomasse – et eksempel som det vil være decideret katastrofalt både klima- og biodiversitetsmæssigt, hvis resten af verden kopierer
  • Anvendelsen af store summer på at udbygge især vejinfrastrukturen i stedet for på at omstille, og derved de facto aflive 70 procents-målet

Når man dertil lægger, at vi – desværre ligesom mange andre rige lande – ikke lever op til løfterne om additionel klimabistand til udviklingslandene, så kan man godt forstå hvis andre lande – selv om de måske godt kan se, at vores grønne virksomheder har nogle gode teknologiske løsninger – ikke ønsker at købe dem af os. Det er ligesom med forsøget, hvor to mennesker får et beløb – for eksempel 100 kroner til deling:

Den ene person skal fastsætte, hvordan beløbene skal deles. Den anden skal acceptere fordelingen – hvis ikke vedkommende accepterer, får ingen af dem nogen penge. Forsøget viser, at hvis den første person spiller ud med for urimelig fordeling (for eksempel 70 kroner til sig selv, og 30 kroner til den anden), så vil den anden afvise. Og dermed selv gå glip af beløbet. For hellere det end at blive behandlet urimeligt.

Vi skal, synes jeg, være opmærksomme på samme logik i klimakrisen.

Hvis vi skal have en chance for, at resten af verden kommer ind i kampen, så skal de kunne se, at vi mener, hvad vi siger. Og at vi godt vil ofre noget for det. Ikke at det er et mål i sig selv. Men fordi det er et middel til dels at realisere de mål, vi selv har sat os, dels fordi det vil øge chancerne for, at andre vil lytte til os, følge vores eksempel og købe vores løsninger.

Derfor synes jeg, at Dan Jørgensen skal have mere med til Glasgow end en komatøs klimalov og nogle fjerne energiøer. For ellers bør andre lande ikke kopiere os.

Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtig transport, Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *