Læsere af denne blog vil vide at jeg har kredset en del om det moralske / etiske spørgsmål om det personlige ansvar for at (forsøge at) bremse klimaforandringerne. Jeg blev derfor også ekstremt nysgerrig da jeg læste Informations omtale af en ny bog af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig, med titlen Hvad skal vi svare:
Sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen har skrevet en nådesløs bog om, hvad vi skal sige til vore børn, når de spørger, hvad vi egentlig gjorde for at redde den verden, de skal arve. Der er ikke brug for letkøbt optimisme – situationen kalder på modstand, mener de.
Det er stærke ord. Så jeg bestilte bogen i mandags, fik den onsdag og blev færdig med den i går. I det følgende vil jeg kort ridse lidt tanker op som jeg gjorde mens jeg læste den (første gang; jeg skal læse den igen, for jeg speedlæste nok lidt for meget af nysgerrighed 🙂 )
Bogen åbner med en god metafor på hvordan vi mennesker på forskellige måder har drevet og driver os selv mod ragnarok, og gennemgår i de følgende 9 kapitler disse fælder (ruser).
De første fælder (teknologi-fix, social medie distraktion og konsulent-forandringslitani) forekom nogenlunde ligetil, nok fordi nogle af budskaberne er hørt før (og bl.a. bygger på klummer af Rasmus Willig, som jeg havde læst). Dog havde jeg det liiidt stramt med sparket over konsulent-skinnebenet (som forfatterne dog undskylder senere i bogen), da jeg jo netop prøver også som konsulent at drive den forandring jeg mener der skal til. Både i mit valg af arbejdsplads, og i valg af projekter.
De næste 6 kapitler gav mig dog anledning til en del refleksioner, og det var her jeg virkelig fandt bogen værdifuld. Her følger nogle enkelte nedslag.
Lokal vs. Global. Bogen beskriver (ligesom jeg selv) hvordan ens handlinger i den antropocene tidsalder får globale konsekvenser. Og siger at vi både må handle lokalt for at ændre tingenes tilstand, og samtidigt arbejde politisk og aktivistisk for at ændre systemet. Jeg er helt enig.
Naturen. Bogen plæderer for at vi har tabt koblingen til naturen, og at det er essentielt vi får den tilbage, da kærligheden til alt levende kan være drivkraften for den krævede handling. Det fik mig til at tænke: Har jeg denne kærlighed til alt levende? Nej, ikke rigtigt, faktisk. Jeg må tilstå at jeg ser ret instrumentelt på naturen. Har jeg haft kærligheden til naturen – jeg er jo opvokset på landet? Det tror jeg ikke. Kunne jeg få den? Det tror jeg heller ikke.
Men hvad er det så der driver mig til at arbejde så meget for den grønne omstilling? Jeg tror det er noget med at jeg finder det umenneskeligt – eller måske rettere, uværdigt for menneskeheden – at vi ikke agerer på den viden vi har. Og at det er dybt uansvarligt overfor vores efterkommere.
Hvorfor gøre noget? Bogen gav mig også en aha-oplevelse i gennemgangen af hvad der kan motivere folk til ændre adfærd. Selvfølgelig er der en cost-benefit-tilgang, i familie med konsekvensetik (du er ansvarlig for dine konsekvenser). Og en pligtetik, som udspringer af den gode vilje. Men, argumenterer bogen, der er også en dyds-etik: At “det er et gode at praktisere et sådant sammenfald mellem ord og handling, selv i de tilfælde, hvor det kan påpeges, at handlingen ikke betyder alverden, når regnskabet gøres op”.
Jeg tror det, med den forklaring, i høj grad er dydsetikken som driver mig.
Håb vs alarmisme. I et kapitel laves en rigtig god analyse af optimisme, håb og alarmisme. Konklusionen, som jeg er enig i, er at håb uden handling ikke er nok. Så – konkluderer bogen videre – det som der er brug for er reel modstand.
—
Så, til spørgsmålet ‘Det går da meget godt, ikke Far?’ vil jeg svare: “Nogen ting går i den rigtige retning. Men meget går i den forkerte retning. Og det kan give dig og dine børn nogle rigtig svære problemer, hvis ikke vi sørger for at ændre retningen. Og det sker ikke af sig selv, så derfor gør vi i vores familie nogle ting anderledes end i andre familier. Og jeg arbejder for at få flere til at gøre det samme*.”
Tak til forfatterne for at læne sig ud og potentielt risikere statustab med at skrive et sådant kampskrift. Det er der virkelig brug for. Anbefalet læsning, i hvert tilfælde som kilde til refleksion og opildning for de som allerede er positivt stemte overfor omstilling. De som endnu er skeptiske tror jeg skal have bogen i mindre doser.
—
*: Og dermed kan jeg, ligesom bogens forfattere, nemt fremstå “som en hellig fanatiker, og herved miste status”. So be it. Noget må ske.
Her kommer Smart City teknologien ind: Det regnes typisk for dyrt at sætte følere på alle P-pladser, men lige på de hvor der er ladestandere kunne det give mening. Så kunne de informere wifi-netværket om ‘ledig/optaget’, som så ladeoperatøren kunne vise i deres apps. Så ville man ikke køre forgæves. *Det* ville være smart city!