Mange fine ord, men vil parkering fortsat trumfe alt?

By- og Miljøudvalget skal på mandag vedtage udkast til Bæredygtighedsplan. Den er sådan set meget fin, i det den nævner alle de rigtige ting, såsom FN’s verdensmål, bæredygtig mobilitet, træpolitik og cirkulær økonomi.
 
Det som den behændigt ikke nævner er at det aktuelle parkeringsforlig altid overtrumfer. Eksempelvis:
Så uanset de fine ord, er det tydeligt at det er i de løbende beslutninger at bæredygtighedsplanen skal stå sin prøve.
Jeg håber derfor at den nye kommunalbestyrelse – på trods af at flertallet ikke tippede denne gang – er klar til at lade parkering blive sekundært. 23.000 pladser må være rigeligt.
Udgivet i Bæredygtig transport, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Mange fine ord, men vil parkering fortsat trumfe alt?

Alternativet og mobilitet på landet

Facebook-post fra 21. juli 2017.


Som opvokset på landet er jeg meget bevidst om at mulighederne og udfordringerne ved at bo udenfor de større byer er anderledes end de udfordringer og muligheder jeg og andre på Frederiksberg har.
Dette gælder særligt mobilitet, som jeg selv arbejder med*.

Derfor er jeg også rigtig glad for at mobilitet fylder så meget i Alternativets nye udspil om ‘Et Sammenhængende Danmark’. Og at der netop gribes fat i ting der passer ind på landet:
– Elbiler: Udenfor byerne har bilen sin klare berettigelse. Trængslen er meget mindre og det kan være svært at få volumen i den kollektive trafik. Og selv for el(lad)cykler kan afstandene og logistikken være svær. Bilen skal så bare være miljøvenlig.
– Cyklisme: Enig i at Cykelpuljen bør forlænges – den har virkelig gjort en forskel lokalt og der er generelt rigtig god samfundsøkonomi i cykelprojekter
– Sammehængende mobilitet / Mobility as a Service: Selvom meget af hypen mht Mobility as a Service (‘Mobilitet på abonnement’) har været relateret til storbyerne**, så er der også stort potentiale på landet, som også eksemplet med NT og GoMore viser***. MaaS kan give en omkostningseffektiv udvidelse/redefinering af kollektiv transport. Hvilket stadig er nødvendigt til de som ikke kan cykle og/eller køre bil. Og samkørsel er det helt rigtige sted at starte, da det både bygger på lokal engagement og fremmer samtalen. Og dermed også fremmer den sociale sammenhængskraft.

Udover mobilitetsområdet, indeholder udspillet også mange gode forslag som også er relevante for en kommune som Frederiksberg, fx: Borgerdrevne forslag (1), Borgerbudgetter (2), Sæt skoler og uddannelsessteder fri (22), Større fleksibilitet i budgetloven (34), Experimentalzoner (36)

Og så selvfølgelig: Internet til alle (27). Tænk at skulle sige det, i 2017.

Læs hele udspillet her: https://alternativet.dk/application/files/5314/9977/4314/Et_sammenhaengende_Danmark.pdf

*: Læs evt lidt om mine tanker om mobilitet på landet i dette blog-indlæg.https://www.sorenhave.dk/blog/2015/11/om-taxiloven-og-uber/

**: Jeg har også selv arbejdet med Mobility as a Service, fokuseret på Storkøbenhavn – læs mere her: http://www.ramboll.com/projects/rm/dk-2017-movia

***: Og som NT helt fortjent har fået en UITP pris for: http://www.uitp.org/news/awards-NT-denmark

Udgivet i Alternativet, Bæredygtig transport, Politik | Kommentarer lukket til Alternativet og mobilitet på landet

Smart City på Frederiksberg

Facebook-post fra 3. september 2017.


Som led i Frederiksbergs ‘Smart City’ strategi [1] har Frederiksberg Forsyning henover sommeren opsat et wifi-netværk. De skriver [2] at netværket bl.a. kan gøre at “indsamlingen af data ved fjernaflæsning bliver langt mere effektiv, kunderne slipper for selv at aflæse vandmålerne – og på længere sigt får de bedre muligheder for at følge deres forbrug af vand og varme.”
Samt at nettet også vil kunne bruges til at informere om “trafik, vejr og parkeringsmuligheder på Frederiksberg.”

I kraft af mit arbejde ved jeg at det nogen gange kan være svært at komme op med meget konkrete eksempler på hvordan teknologi kan give en smart by. Derfor vil jeg nu, helt kvit og frit, give Frederiksberg Forsyning et godt eksempel på hvordan de kan bruge det nye netværk til at vi får en grøn og smart by.

Casen drejer sig om elbilers adgang til offentlige ladepladser: Selvom begge de førende lade-operatører Clever.dk og E.On Danmark har apps hvor man se se ladestandere, og om de bliver brugt, så kan kan de ikke vise om *pladsen* er optaget. Jeg har således mange gange prøvet at måtte køre fra ladestander til ladestander for at finde en plads hvor der ikke bare holdt en bil og blokerede uden at lade.
Her kommer Smart City teknologien ind: Det regnes typisk for dyrt at sætte følere på alle P-pladser, men lige på de hvor der er ladestandere kunne det give mening. Så kunne de informere wifi-netværket om ‘ledig/optaget’, som så ladeoperatøren kunne vise i deres apps. Så ville man ikke køre forgæves. *Det* ville være smart city!

[1] https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_201_Bilag_1_Smart_City…

[2[ http://www.frb-forsyning.dk/Default.aspx?ID=4654

Udgivet i Alternativet, Bæredygtig transport, Elbiler, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Smart City på Frederiksberg

By til biler eller for mennesker?

UPDATE 5. februar 2018: By- og Miljøudvalget behandler i aften projektet. Der er både godt og skidt nyt:

Skidt:

  • Der er stadig alt for meget parkering – der skulle, som har har argumenteret for nedenfor, slet ikke være parkering i øst-siden (nærmest skolen).

Godt:

  • Der er fundet penge til at lave rigtige cykelstier. Det er rigtig godt.
  • Der er lavet udstigningszone ved parkeringspladserne langs KVL/KU – men hvorfor ikke begge sider, og hvis der kun er plads til een sådan, hvorfor så ikke i skole-siden? [Det prøver jeg at finde ud af]

Facebook-post fra 18. september 2017.


I morges så jeg opslag om at træerne på Bülowsvej alle skal fældes (se billede med opslag). Angiveligt skyldes det dels at træerne er syge, dels at der skal laves et klimasikringsprojekt: https://www.frederiksberg.dk/skybrudsprojekter

Det er med blandede følelser jeg læser kommunens argumentation. Der er nemlig både plusser og minusser:
– Jeg kan godt se at træerne ikke er i topform – særligt ikke på den side hvor KVL’s byggeri har presset dem (se billeder, samt min rapport herom i denne Twitter-tråd: https://twitter.com/SorenHave/status/598810360930512896 )
+ Det ser ud til at projektet (se skitse) inkluderer cykelstier. Altså ikke cykelbaner som pt, men *ægte* cykelstier.
+ Der kommer totalt set flere træer (hvis altså de overlever, men det er Frederiksberg blevet ret gode til at sikre)
– Der kommer FLERE parkeringspladser end der er i dag.

I min bog vægter det sidste minus ret meget nedad: Mere parkering giver mere trafik, og kan gøre bilkaoset ved skolen endnu mere utrygt.
Og under byggeriet på KVL var næsten alle P-pladserne på vestsiden jo alligevel optaget (se billeder), uden at verden gik i stå.

Jeg foreslår derfor i stedet at:
1. Gøre vejen så trafiksikker som overhovedet muligt, dvs med cykelstier (uden parkerede biler hvor børn/voksne åbner døre ud i hovedet på andre børn)

2. At bruge den ekstra plads på små byrum og/eller byhaver (evt skolehave for Skolen på Bulowsvej). Vedhæftede midlertidige P-haver fra Nørrebro illustrerer hvad der faktisk er muligt på bare een P-plads.

Jeg vil i morgen (nåede det ikke inden kl 14 i dag) kontakte kommunen, dels for at få seneste plan, dels for at indlevere mine forslag.
Men lad mig endelig vide hvis nogen af jer har endnu bedre forslag!

OPDATERING 4 OKTOBER 2017: INGEN CYKELSTI ALLIGEVEL

Argh!! Har fået talt med forvaltningen: Det viser sig at der faktisk ikke kommer cykelsti. Men bare cykelbane som nu. Og arbejdet er allerede i gang.
Så det vi får er:
– Nye (mindre, men flere) træer
– Nye fortove
– Klimasikringstiltag
– Parkeringspladser som genererer både mere biltrafik og flere farlige afleveringssitationer på denne skolevej.

Øv, øv og øv! Så løbet er nok kørt mht ideen med skolehave/byhave. Men jeg vil stadig kæmpe mod den farlige parkering. Jeg vil nu skrive til forvaltningen.

OPDATERING JANUAR 201(

Sådan så der ud en overgang. Snøft. Nu er der bare en masse fliser – nogen steder i 5 rækkers bredde.

Udgivet i Alternativet, Bæredygtig transport, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til By til biler eller for mennesker?

Blød ikke op på Fingerplanen!

Facebook-post fra 22. september 2017.


Fingerplanen (oprindeligt fra 1947; se https://da.wikipedia.org/wiki/Fingerplanen ) har været en ekstremt vigtigt faktor i hovedstadsområdets udvikling, og vi kan takke dens fremsynede ‘faddere’ for at vi i dag har forholdsvist effektive transportårer og grønne kiler imellem fingrene.

Den nuværende regering pønser på at bløde Fingerplanen op, for at skabe vækst. Dette kan give mere sprawl og mindre natur. Så det synes jeg man meget skal passe på med.

Jeg er derfor også glad for at Frederiksberg Kommunes forvaltning har skrevet dette *udkast* til høringssvar vedrørende eventuel ændring af Fingerplanen. Jeg håber meget at By- og Miljøudvalget godkender udtalelsen på mandag.
https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_332_Bilag_1_Hoeringssv…

“Frederiksberg Kommune bakker om at værne om såvel de grønne bykiler som de øvrige grønne kiler i Fingerplanen, som Frederiksberg Kommune gennem tiden som amtskommune har været med til at investere i.”

PS. Man kan faktisk se fingrene fra rummet, om natten: https://twitter.com/SorenHave/status/604308035742355456

Udgivet i Alternativet, Bæredygtig transport, Frederiksberg, Politik | 1 kommentar

Bilfri Frederiksberg Alle i pinsen 2018?

Facebook-post fra 20. oktober 2018.


I anledningen af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag bliver der 2. pinsedag 2018 arrangeret ‘Royal Run’. Arrangørerne ønsker – selvfølgelig – at løbet starter og slutter på Frederiksberg. Og har derfor søgt om lukning af Gl. Kongevej/Smallegade, Frederiksberg Alle og Pile Alle/Falconer Alle.

Selvom det er noget af et ønske, så vil jeg tro at kommunalbestyrelsens borgerlige partier vil efterkomme det. Det er jo til ære for Kronprinsen.

Det har den gode sidegevinst at vi vil se at verden ikke går i stå fordi man fx lukker Frederiksberg Alle en dag. Og det har vi jo gjort før, med cykelløb, marathon, pride, etc.

Men hvorfor ikke udnytte muligheden for også at borgerne på Frederiksberg kan boltre sig på Frederiksberg Alle: Lad os lukke Frederiksberg Alle HELE pinsen. Når de i Paris kan holde bilfrie søndage på Champs Élysées, så kan vi vel også på vores lokale version.

Måske Michael Vindfeldt eller Thyge Enevoldsen vil foreslå dette på mandag?

Udgivet i Alternativet, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Bilfri Frederiksberg Alle i pinsen 2018?

Trojanske Torvehaller på Frederiksberg?

Facebook-post fra 27. oktober 2017.


I dag blev det annonceret [1] at By- og Miljøudvalget nu har besluttet at undersøge muligheden for at etablere et nyt, grønt byrum og herunder etablere Torvehaller bag Rådhuset, inspireret af de som er på Israels Plads [2].

Dette lyder jo umiddelbart besnærende. Hvem kan være i mod mere liv på den P-plads som kun bruges til noget på lørdagene i sommerhalvåret. Men i Alternativet mener vi der er adskillige tidsler i projektet der skal luges ud, før vi eventuelt kan støtte projektet.

Parkering – hvorfor?
• For det første er projektets primære formål ikke at skabe nyt, grønt byrum og Torvehaller, men at etablere en parkeringskælder. I By- og Miljøudvalgets materiale [3] står der at ”I forbindelse med beslutning om udpegning af pladsen bag Rådhuset som muligt sted for parkeringskælder, blev der på By- og Miljøudvalgsmødet den 23. november 2015 stillet forslag om at undersøge muligheden for at anlægge en torvehal bag Frederiksberg Rådhus.”
• Simon Aggesen oplyser således også på Facebook [4] at der netto vil komme 200 flere parkeringspladser.
• Optællinger viser at den nærliggende P-kælder ved Sylows Plads har ledig kapacitet [5]
• Det koster typisk 3-500.000 kr pr plads at etablere en parkeringsplads i P-kælder. Den investering skal jo forrentes på den ene eller anden måde, og da den nuværende politik er at det ikke må koste mere for borgere at holde i P-kælder, så forslår de 155 kr om året jo ikke. Er det så med kommunale (skatte-)penge, eller skal investor bag de potentielle Torvehaller betale (hvorved stande og varer derved fordyres unødigt)?
• Og det tager jo noget tid at etablere en sådan P-kælder. Særligt når det drejer sig om 400 pladser i 5 (!) dæk [6] – Den (også unødvendige [7]) P-kælder på Skolen på Grundtvigs har jo taget en krig at lave, til gene for alle involverede. I den periode kan der ikke afholdes loppemarkeder. Og der kan ikke parkeres – så i den periode vil det blive helt tydeligt at de eksisterende parkeringspladser kan man klare sig uden (ligesom om lørdagen).
• Læg dertil at alle fremsynede eksperter anbefaler varsomhed med at investere i dyre parkeringsanlæg som med stor sandsynlig kan overflødiggøres om 10-20 år når de selvkørende biler også kan håndtere bytrafik.

Grønt byrum?
• I By- og Miljøudvalgets materiale [3] beskrives det om pladsen at den ”helt tilbage til omkring Rådhusets opførelse aldrig var tænkt som parkering, men egentlig var tænkt primært som en grøn rådhushave”
• Derfor giver det rigtig god mening at sløjfe de eksisterende parkeringspladser og lave den grønne kobling til Frederiksberg Have, som der også nævnes.
• Men, men. Der kan ikke gro træer ovenpå P-kælderen: I arkitektmaterialet fremgår det at ”etablering af parkeringskælder giver ikke mulighed for at plante tæer over kælderen pga. lille afstand til den underliggende konstruktion.”
• Så hvor grønt et byrum vil det reelt blive?

Mangfoldigt handels- og kulturliv?
• I Alternativet går vi ind for et mangfoldigt erhvervsliv. Vi ønsker ikke at de mange små specialbutikker – som jo netop er en af de særlige kvaliteter ved Frederiksberg – uddør som følge af etablering af et ’mini-Frederiksberg-center’.
• På Israels Plads har Torvehallerne udviklet sig til mere at være et dyrt snack-food sted end et indkøbssted – er det det vi gerne vil have også?
• Vi ser hellere at eventuelle Torvehaller tilfører byen noget andet og mere, eksempelvis et egentligt økologisk marked med varer fra oplandet og gerne kombineret med fællesspisningsaktiviteter. Og gerne andre kulturelle aktiviteter.

Vi håber derfor det kommende analysearbejdedels vil belyse aspekter som nævnt ovenfor, dels meget mere aktivt vil involvere Frederiksbergs borgere – og ikke kun naboer – i arbejdet med at afklare hvad vi egentlig ønsker at bruge pladsen bag Rådhuset til. For, som vi siger i Alternativet: Flere ved mere.

[1] https://www.frederiksberg.dk/…/frederiksberg-ser-pa-torveha…
[2] http://politiken.dk/…/Nu-vil-Frederiksberg-ogs%C3%A5-have-t…
[3] https://www.frederiksberg.dk/referat-til-modet-i-og-miljoud…
[4] https://www.facebook.com/…/26…/permalink/10154704856665989/…
[5] https://twitter.com/SorenHave/status/868039641634656257
[6] https://www.frederiksberg.dk/…/Punkt_282_Bilag_1_Bilag_1_Pl…
[7] https://www.sorenhave.dk/blog/2017/02/galimatias-i-2-etager/

Udgivet i Alternativet, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Trojanske Torvehaller på Frederiksberg?

Handling bag håbet om en bedre by

Debatindlæg (med Uffe Elbæk), bragt (forkortet af red.) i Frederiksbergbladet d. 16. maj 2017.


I disse dage springer bøgen ud, i sin flotte lysegrønne farve. Meget lig Alternativets farve. Det er en farve, vi håber, vil komme til at fylde meget på Frederiksberg. Ikke bare på træerne, men også politisk. I Alternativet ønsker vi nemlig en seriøs bæredygtig omstilling og et langt mere involverede og engagerende politisk system. Og megen forandring starter i det nære, dvs. i vores egen by, Frederiksberg.

Alternativet er et håbefuldt parti. Og da Frederiksberg er en ressourcestærk kommune nærer vi særligt store forhåbninger.  Vi håber for det første, at Alternativet bliver stærkt repræsenteret i kommunalbestyrelsen efter efterårets kommunalvalg, så vi dels kan løse op for de senere års tendenser til blokpolitik og fremme det brede politiske samarbejde til gavn for alle Frederiksbergborgere, og dels kan involvere borgerne meget mere i udviklingen af både politik og løsninger.

Vi håber, at Frederiksberg vil gå foran med at finde løsninger på den fremtid, vi ser ind i, hvor mange af de jobs, vi kender i dag, vil forsvinde som følge af automatisering. Det kan fx være med tilbud om 30-timers uge til kommunens ansatte og med ’borgerløn-light’ i form af kontanthjælp uden modkrav.

Vi håber, at Frederiksberg – på trods af Christiansborgs stadige indskrænkninger af det kommunale selvstyre med budgetlove og lignende – vil prioritere skoler og andre velfærdsområder før skattelettelser, og i givet fald lette skatten på arbejde frem for på jord (herunder parkering).

Vi håber, at selvom Frederiksberg er en ret grøn by allerede, så vil Frederiksberg hæve overliggeren, så vi fx gør os CO2-neutrale (mindst) lige så hurtige som København. Og hvor vi sætter handling bag de flotte ord i Frederiksberg-strategien, så hvis eksempelvis et 100-årigt bøgetræ må lade livet, så er det ikke for at skabe plads til parkering, men fordi der skal være en cykelsti.

Dette er nogle af vores håb for, hvordan Frederiksberg kan blive til en endnu bedre by. Ikke bare for os borgere, men for Danmark. Så Danmark kan blive det bedste land for verden. For det behøver verden. Sidste år vedtog alle FN’s 193 lande 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling hen imod 2030. Målene vedrører os alle og går på tværs af social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Så for at omsætte håb til handling, inviterer Alternativet Frederiksberg derfor til møde om FN’s verdensmål i en lokal kontekst, d. 1. juni 2017 kl 19-21 i Medborgerhuset på Danasvej. På mødet vil Steen Hildebrandt indledningsvist holde et indlæg om verdensmålene og deres relevans i en lokal kontekst, hvorefter der vil blive tematiske diskussioner i mindre grupper om, hvordan vi på Frederiksberg kan arbejde med verdensmålene, til gavn for både os selv, og for verdenssamfundet. Vi ved, at mange på Frederiksberg ønsker meget mere skub på den bæredygtige omstilling, og derfor giver vi nu alle mulighed for at være med til skabe den konkrete politik, der skal føre til dette. Vi håber, at mange – uanset politisk ståsted – vil være med, netop fordi verdensmålene handler om at samle mennesker i en håbefuld fremtid.

 

Udgivet i Alternativet, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Handling bag håbet om en bedre by

Alternativet synes træer er vigtige

Debatindlæg, bragt i Frederiksbergbladet d. 7. juli 2017.


Svar til Niels Sejersen, som i Frederiksbergbladet 27. juni 2017 desværre har misforstået hvad vi i Alternativet Frederiksberg mener om træer.

Først og fremmest: Vi finder helt generelt træer utroligt vigtige, både af klimagrunde og af miljøårsager. Og i byer som Frederiksberg er de derudover særligt vigtige for at suge vand, rense luften, give skygge (og dermed køle storbyen), og i øvrigt være “kilde til meget stor glæde” som også Niels Sejersen skriver.

Derfor har jeg også tidligere i Frederiksbergbladet (2. februar 2016: ‘Hvad er en træpolitik værd når et gammelt træ fældes’) argumenteret mod at det omtalte bøgetræ ved Åboulevard skulle fældes.

Og derfor er det ekstra ærgerligt at Niels Sejersen misforstår mit og Uffe Elbæks fælles indlæg. Hvad vi mener om træer, er: 1. Gamle træer skal bevares. 2. Hvis der skal gås på kompromis med dette, så skal det være af andre, vigtigere bæredygtighedshensyn. Og hertil hører ikke parkering. Tværtimod kunne mange træer – f.eks. lindetræet på Alhambravej – bevares på trods af cykelsti, hvis man var villig til at undvære nogle parkeringspladser.

Så da det omtalte bøgetræ skal fældes netop pga. parkering mener vi ikke det er gyldig grund for fældning. Jeg håber dette opklarede misforståelsen.

 

Udgivet i Alternativet, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Alternativet synes træer er vigtige

Byerne må gå forrest i den grønne omstilling

Kronik (med Fanny Broholm), bragt i kommunen.dk d. 22. oktober 2017.


Det er første gang Alternativet stiller op til kommunalvalg, og på tværs af kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg har vi fundet sammen om vores store politiske engagement for på grønneste vis at omstille vores to kommuner, så vi ikke overforbruger klodens ressourcer. Derfor er det også smerteligt når tingene går den forkerte vej. Som f.eks. når Præsident Trump dropper USA’s opbakning til Parisaftalen, og når vores egen regering helt ureflekteret øger vores CO2-udledning ved blandt andet at spare på kollektiv transport og samtidig fremme biltrafikken. Dermed får vi med sikkerhed endnu flere dieselbiler på vejene, hvor vi ellers burde udfase dem i en fart.

Men ligesom mange amerikanske byer trodser Trump og fortsætter den grønne omstilling i Paris-aftalens ånd under parolen ’We are still in’, lige sådan kan danske, progressive byer gå forrest i den grønne omstilling. Københavns Kommune har allerede taget et stort skridt ved at sætte et mål om at være CO2-neutral i 2025. På Frederiksberg er målet noget mere uambitiøst, hvilket Alternativet selvfølgelig vil arbejde for at rette op på.

Urimelige begrænsninger

I modsætning amerikanske byer er danske byer på mange væsentlige områder detailreguleret af staten og dermed underlagt en række urimelige begrænsninger, der gør det unødvendigt svært at gå forrest i den grønne omstilling. Transportsektoren er på klimaområdet en sten i skoen for København, idet den står for en stor og stigende del af CO2-udledningen og samtidig er et af de sværeste områder at regulere både strukturelt og menneskeligt. Men vi vil i Alternativet tage udfordringen op og bryde det politiske tabu om, at fossildrevet privatbilisme ikke er vejen frem.

Allerhelst ville Alternativet bruge roadpricing til at fremme en bæredygtig omstilling af transportsystemet, fordi det på en teknologisk elegant måde kan regulere vejtransporten ud fra trængsel og miljøpåvirkning. Men København og Frederiksberg må endnu ikke selv indføre hverken roadpricing eller miljøzoner.

Mens vi venter på et flertal i Folketinget for disse tiltag, peger eksperter (herunder Trængselskommissionen) på, at parkeringsafgifter et godt stykke ad vejen kan give samme incitamenter til et bæredygtigt transportvalg som roadpricing og miljøzoner. Så selvom kommunerne også på parkeringsområdet er underlagt en forældet og træg statslig regulering, har vi fundet en mulighed for, at vi i kommunerne alligevel kan tage sagen i egen hånd.

Staten tager kommuners P-overskud

Staten regulerer parkering i kommunerne ved at tage det økonomiske overskud, der er fra kommunernes parkeringsindtægter på nær de penge, der bruges på bilparkering. Det betyder konkret, at hverken Frederiksberg eller København kan hæve parkeringsafgifterne og på den måde få samme indtjening fra færre parkeringspladser og dermed begrænse den klimaskadelige privatbilisme. Derudover styrer staten også kommunernes parkeringsregulering ved at lægge loft over, hvor meget parkeringsrabat der må gives til elbiler (pt. 5.000 kr.). Det betyder, at vi som kommunalpolitikere ikke i tilstrækkelig grad kan sørge for, at det er en fordel for borgerne at udfase privat bil eller købe en klimavenlig en af slagsen.

Sammen med vores forvaltninger skal vi arbejde endnu hårdere og meget mere opfindsomt for at fremme bæredygtige tiltag uden at bryde landets love. I forhold til parkering kan vi i kommunerne lave en meget mere grundig opgørelse af udgifterne til parkeringspladser, for så kan vi som nævn beholde indtjeningen fra færre pladser med øgede parkeringsafgifter og herudover sørge for, at parkeringen placeres favorable steder. Vi kan også være fremsynede ved at undersøge, om der med passende varsel kan sættes begrænsninger på antal parkeringslicenser pr husstand. Vi kan også lave servicemål for adgang til ladningsinfrastruktur (for eksempel at man skal kunne lade højest 250 meter væk, senest to måneder efter man har købt en elbil-P-licens), så det bliver nemmere at være elbilist end fossilbilist. Med sådan nogle tiltag tænker vi ud af boksen, og det er dybt nødvendigt, hvis vi skal nå at omstille vores kommuner tids nok til at bidrage til at mindske uoprettelige klimaforandringer.

Vi skal nok tage kampen. Og vi håber at få mange med os i kommunerne landet over. Men vi krydser også fingre for, at der snart kommer et grønt flertal i Folketinget, så den grønne omstilling lokalt ikke skal ske på trods.

Udgivet i Alternativet, Bæredygtig transport, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Byerne må gå forrest i den grønne omstilling