Lad os gøre banen mere robust

Jeg skulle i dag have været til konferencen Fremtidens Transport V, som IDA, TØF m.fl. arrangerer på årlig basis. Da der dels var mange spændende emner på programmet, dels mange deltagere jeg gerne ville sparre med, ærger det mig meget at min yngste lige netop i dag lægger sig med høj feber, så jeg må blive hjemme.

Men det giver så lejlighed til at nedfælde nogle tanker jeg har gjort den seneste tid om prioriteringer – eller mangel på samme – for så vidt angår vores jernbaner.

Omend DSB (angiveligt) har brugt metoder der ikke hører hjemme i en statslig virksomhed, kan man ikke fortænke DSB i at forsøge at påvirke beslutningstagere til at støtte forbedringer af vilkårene for jernbanen. For det er der behov for. Både for nogen til at tale sagen, og for forbedringer. Lad mig uddybe.

Ingen talerør: Vejtransporten har interesseorganisationer der taler både de privates sag (FDM) og erhvervenes (DTL, Dansk Erhverv, DI m.fl). Ikke noget odiøst i det – det er som det skal være. Problemet er at der ikke er tilsvarende organisationer for brugerne af banen. I det mindste ikke med samme gennemslagskraft – det tætteste man kommer er vel pendlerklubben for kystbanependlerne (som jo repræsenterer en del mennesker med beslutningskraft).

Behov for forbedringer: Selv med de vedtagne forbedringer af banen (signalprogrammet, København-Ringsted banen, mm.) er der vigtige udeståender som f.eks. ekstra kapacitet i ‘røret’ mellem Nørreport (alternativt en ‘Landex-tunnel’) og i Øresunds-tunnelen, og så selvfølgelig den alt for længe udskudte elektrificering.

Disse store investeringer skal ske i konkurrence med andre noble formål. Og sker ofte i en god proces gennem Transportministeriets strategiske analyser og med deltagelse af indsigtsfulde forskere. Så det går nok endda. Men hvad jeg synes er værre er at det lader til den fraværende interessevaretagelse gør at vi i det daglige lever med en række udfald af den eksisterende bane-infrastruktur. Udfald som påvirker rigtig mange mennesker/erhverv, og som  vi aldrig ville acceptere hvis det tilsvarende fandt sted på vejene:

  • Signalproblemer på S-togsnettet – sker ret jævnligt. Tænk hvis de Københavnske lyssignaler på indfaldsvejene faldt ud lige så ofte…
  • Kabeltyverier som lukker hele linier ned: Det sker gang på gang:

    Kun sjældent fanges tyvene:


    Tyskerne har forsøgt sig med at mærke kablerne med UV-væske, og der er initiativer på vej til at bruge andre aluminium i stedet, men spørgsmålet er om nissen ikke bare flytter med. Og hvis tilsvarende kriminalitet påvirkede vejene ville der sikkert ikke mangle lovforslag om at hæve strafferammer…

  • Afsporing: Et godstog blev afsporet i Jylland og meget af Sveriges eksport måtte omdirigeres til færgerne Rødby-Puttgarden. Tør slet ikke tænke på hvad der ville være sket hvis Øst-Storebæltsbroen lukkede lige så længe…   
  • Broer: Først var der problemerne med revner i Storstrømsbroen og nu er jernbanebroen over Limfjorden lukket på 10. måned (!) efter påsejlingen sidste forår. Hvis det havde været bilbroer der var lukket ville vi have set relevante borgmestre barrikaderne…

Mange af ovenstående problemer skyldes i høj grad at vores bane-infrastruktur er opbygget med mange single-point-of-failure, hvor en enkelt fejl – modsat vejene – har omfattende konsekvenser.

Fra mine egne erfaringer med at hjælpe godstransportfirmaer og fra undersøgelser om hvad der betyder noget for valg/fravalg af offentlig transport ved jeg at pålidelighed rangerer helt i top.

Derfor: Lad os tale banens sag noget mere. Og lad os se om ikke vi kan komme op med nogen ideer til  hurtigt (og ikke alt for dyrt) at gøre banen mere robust overfor de fejl der uundgåeligt opstår, som også DI foreslog i december. Og så måske vente lidt med nye spor (og veje / havnetunneller).

Update 11. Marts 2013: Så er den gal igen:

 

Og svenskerne overvejer meget a propos at lave deres egen tunnel til Tyskland. Det forstår man godt.

Update 18 juni 2013: Emnet var igen oppe at vende til DI Transports årsmøde, hvor formanden for Svensk Näringslivs Transportråd åbnede med at vise billeder af hvor skrøbelig banen er. Og nævnte hvor meget det betyder for svensk industri:

 

Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtig transport, Politik. Bogmærk permalinket.

8 Responses to Lad os gøre banen mere robust

  1. Søren Have skriver:

    Super! Det lader til at en kommende høring på Christiansborg faktisk vil se på problemerne: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/01/24/155541.htm

    “- Generelt har jernbanen i Danmark det problem, at vi i 100 år ikke har investeret nok i den. Vi har en helt uopdateret jernbane i forhold til andre lande i Europa, siger Andreas Steenberg.”

  2. Søren Have skriver:

    Et par a propos links:
    – Ørn får køreledning til at falde ned: http://www.b.dk/nationalt/oern-skyld-i-lukket-lillebaeltsforbindelse
    – Kun et spor ledigt på Nørreport skaber kaos: http://www.b.dk/nationalt/aflyste-tog-skaber-kaos-i-trafikken

  3. Søren Have skriver:

    Og så skal det da også med at der er afsat 27½ mia kr til forbedringer af jernbanen: http://ing.dk/artikel/statsministeren-nu-elektrificerer-vi-den-danske-jernbane-156636

  4. Søren Have skriver:

    Transportministeren er enig: »Jernbanen skal løftes nu, hvis ikke Danmark skal blive et tog-uland«
    http://ing.dk/artikel/transportministeren-om-storstilet-togplan-jernbanen-skal-loeftes-nu-hvis-ikke-danmark-skal

  5. Søren Have skriver:

    Måske skal el-togene være batteri-drevne, med lade-/accelerationsskinner på stationerne?
    http://ing.dk/artikel/dong-selskab-saet-batterier-i-lokomotiverne-og-drop-elmasterne-156834

  6. Søren Have skriver:

    Idag var så hele S-togsnettet nede, grundet signal fejl:
    http://ing.dk/artikel/historisk-nedbrud-vi-kunne-ikke-finde-s-togene-167020

  7. Søren Have skriver:

    Og så var der igen en påsejling som stoppede jernbanetrafikken (ikke bilerne). Denne gang Masnedø-broen.
    Heldigvis varede det denne gang kun nogle få dage: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/16/0416153906.htm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *