Som nogen måske ved har jeg altid stemt konservativt. Partiets værdier passer godt med mine. Omend omsættelsen af værdier til handling haltede i VK-regeringen. Samarbejdsaftalen med de Radikale var således mit figenblad for også for nylig at give Konservative min stemme.
Flere spurgte mig derfor også efter valget hvordan jeg havde det med det konservative katastrofevalg. Mine svar var lidt tøvende indtil jeg havde læst det nye regeringsgrundlag. Jeg kunne her konstatere at det var et miks af at
- passe på miljøet og opbygge et bæredygtigt samfund (SF)
- have orden i økonomien (R)
- og tage sig af de svageste i samfundet (S)
– hvilket jo i høj grad betegner klassisk konservativ politik. Jeg kunne således svare at det selvfølgelig var ærgerligt at det ikke var de Konservative som skulle føre egen politik, men at det næstbedste må være at andre så fører den. (Det er så bare en stor udfordring for Konservative at bevise sin eksistensberettigelse frem til næste valg. Måske mere om dette i et senere indlæg.)
Og nu til pointen: I Peter Mogensens seneste analyse slutter han med:
Som min ven Kresten Schultz Jørgensen sagde forleden til en festlig komsammen: »Vi får en radikal økonomisk politik, en SF klimapolitik og en socialdemokratisk socialpolitik, den cocktail lyder meget sympatisk hos også mange borgerlige vælgere«. Jeg giver Kresten ret.
Måske skulle jeg bare være lidt hurtigere på tasterne næste gang…