Den grønne Have

De Økonomiske Råd (‘Vismændene’) har for nylig i en spændende artikel i Information argumenteret for at Danmarks ageren de sidste mange år godt kan karakteriseres som ‘bæredygtig’.

Dette skyldes at vores samlede ‘ægte opsparing’ årligt udgør ca. 7% af BNP, hvor ‘ægte opsparing’ skal forstås som:

• Opsparing i fysiske aktiver (ca. +5%)
• Forskning og øget uddannelsesniveau (ca. +10-11%)
• ‘Slid’ på naturressourcer (ca. -2%)
• Bedring/forværring af miljø og klimaeffekter (ca. -7-8%)

Jeg har tidligere været uenig med Vismændene, men her synes jeg de har fat i det rigtige. Det er så muligt at opgørelsesmetoderne skal raffineres så usikkerhederne kan nedbringes (øges vores uddannelsesniveau eksempelvis stadig med 10% årligt?), men det kan der vel arbejdes med.

Jeg er derfor helt enig i deres indspark til politikerne:

I Norge beregnes en form for ægte opsparing systematisk hvert år som led i en bredere opgørelse af forskellige bæredygtighedsindikatorer. Det betyder, at de norske politikere løbende kan blive målt på, om udviklingen skønnes at være bæredygtig. Den danske regeringen vil udvikle en bæredygtighedsstrategi med tilhørende indikatorer og overvågning. Ægte opsparing bør være en naturlig del af den strategi.

Vi skylder de kommende generationer det.

Forleden skrev jeg et indlæg i Polikens analysesektion, om de muligheder og udfordringer deleøkonomien giver for både virksomheder, staten og kommunerne. En af de afstikkere der ikke blev plads til at forfølge i artiklen var deleøkonomiens kobling til BNP og andre gængse mål for økonomisk vækst. Pointen var at jo mere deleøkonomi, des mindre ‘traditionel’ økonomisk aktivitet, og dermed potentiel fald i BNP.

Fremkomsten af deleøkonomi er dermed endnu et eksempel* på at sund fornuft ikke spiller godt sammen med det pt. vigtigste mål for de nationale økonomiers sundhedstilstand: BNP. Af samme grund har EU og andre organisationer også siden Stieglitz-rapporten arbejdet på at udvikle yderligere indikatorer som også tager sociale og miljømæssige hensyn. Dette arbejde støttes af både Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, og efterspørges især også af klimakommisær Connie Hedegaard.

Hvis man sammenligner med hvordan virksomheders sundhedstilstand måles, ser man der heller ikke kun på omsætning (svarende til BNP) men selvfølgelig også på profitgrad. Og en tilsvarende diskussion om en ny form for kapitalisme finder sted blandt ledelsesguruer som Gary Hamel og Michael Porter. De gennemgående temaer er: Hav virksomhedernes formål for øje og tænk værdiskabelse bredere.

Dette er klassisk strategisk analyse, og vi er dermed inde ved kernen af problematikken: De enkelte nationalstaters formål er ikke økonomisk vækst. Det er at give deres borgere (og deres efterkommere) de rette rammer for udfoldelse af et godt liv. I nogen situationer er økonomisk vækst så et godt middel til dette, i andre ikke.

Det svære er at kvalificere ordene ‘rette rammer’ og ‘godt liv’. Dette vil i sagens natur være meget individuelt, hvorfor det også vil være underlagt demokratiske beslutningsprocesser. Dvs., tilsvarende virksomheder der skal formulere strategier og handlingsplaner, således må staterne også tage tingene i rigtig rækkefølge:

1. Definer formål
2. Sæt en retning og mål
3. Definer KPI’er i relation til målene.

Det første punkt burde være hurtigt klaret ud fra grundloven, og nogenlunde uafhængigt af partiskel. Punkterne 2 og 3 vil afhænge af den aktuelle regerings politiske overbevisning, men der findes gode eksempler på at konsensus er mulig (jf. det seneste energiforlig).

Det er værd at bemærke at når bare 1 og 2 er på plads kan vi – som vi også gjorde mere førhen – begynde at tale om ‘fremskridt’. Det er mere forpligtende, da det kræver at man ved hvor man skal hen. Men langt mere relevant end bare fortsat at tale om vækst, vækst, vækst.

*: Andre eksempler: En uopmærksom kaptajn påsejler jernbanebroen over Limfjorden – genererer en masse arbejde og dermed bidrag til BNP; oprydning efter miljøforurening; overproduktion; etc.

—

Opdatering 5. januar 2014: For noget tid siden gjorde Michael Minter mig opmærksom på at Danske Bank i deres investormagasin allerede tilbage i oktober 2011 beskrev “Vækstens forbandelse” (side 18-21). Det er læseværdigt. Det beskrives også hvordan BNP er et dårligt mål for fremskridt. Et alternativ er ‘Genuine Progress Index’, som lyder til at være mere i tråd med hvad jeg søgte i mit indlæg nedenfor.

—

Jeg ved det godt – for et medlem af Konservative* med en god løn tenderer det til hari-kiri : Men jeg tror altså ikke på at en lempelse af topskatten vil få højtuddannede til at arbejde mere.

Og det på trods af at vismændene har sagt det, CEPOS har sagt det [selvfølgelig] og nu selveste Politiken (ved Tage Otkjær, d. 19 januar 2012) fremfører at “der er en risiko for, at meget værdifulde – og dermed højt betalte – lønmodtagere fravælger at yde mere på arbejdsmarkedet til glæde for hele samfundet og i stedet opprioriterer fritid”.

For ja, den risiko er der. Men er det reelt topskatten som påvirker den? Jeg tror det ikke. For hvem er det egenlig som betaler topskat? Det gør typisk :

1. Mange faglærte timelønnede
2. Akademikere på fast månedsløn
3. Akademikere på fast månedsløn + bonusaflønning
4. … samt udenlandske (eller hjemvendte danske) specialister som har været her længere end de 5 år hvor de kan nøjes med at betale en flat rate på (mener jeg) 33% bruttoskat.

Jeg kan godt forstå at timelønnede (1) kan ‘lokkes’ til at at give den en ekstra skalle hvis man får mere ud af overtidsbetalingen – det husker jeg selv fra da jeg var lastbilchauffør.

Men det er typisk ikke dem økonomerne taler om. Det er derimod de højtuddannede, dvs 2+3+4. For de som er på fast månedsløn (2) kan er ikke være meget incitament – det kan højst dreje sig om man måske kan fristes af at gå på deltid hvis skatten på de sidste kroner er for høj. De som har kombination af fast løn og bonus (som jeg selv) arbejder typisk noget mere end 37 timer i forvejen og det er ikke 5-10% mere eller mindre udbetalt som afgør om man strækker den endnu mere – det er mere arbejdets karakter. De udenlandske specialister (4) skal vi ikke bekymre os nævneværdigt om – 5 år er en rimelig tilvænningsperiode til den danske ‘pakke-løsning’.

Selvfølgelig skal det kunne betale sig at yde en ekstra indsats. Og for langt, langt de fleste på arbejdsmarkedet er det da også sådan allerede. Det kunne selvfølgelig blive bedre endnu med skattelettelser, men jeg tror bare ikke på at det reelt vil øge de højtuddannedes arbejdsudbud.**

Jeg hører derfor gerne fra dig hvis du a) er akademiker, og b) en lettelse i topskatten vil få dig til at arbejde mere. Angiv hvilken kategori du hører i, og hvor mange (produktive) timer du vil arbejde mere mod en lempelse af topskatten på hhv 5% og 10%.

Du er også velkommen til at skrive hvis noget andet kunne motivere dig til at arbejde mere, f.eks. spændende opgaver, bedre børnepasning, højere faste udgifter, kollegial anerkendelse / arbejdsmiljø, … .

*: Update 5 august 2013: Jeg er dog ikke længere medlem af Konservative. Meldte mig ud i foråret.

**: Det er lidt på samme måde som diskussionen om studietiden for videregående studerende, hvor der har været tale om en bonus for at gøre sig hurtigt færdig. Det betyder bare ikke ret meget. Det som betyder noget – i det mindste for de som en bonus evt. kunne lokke – er om der er et job der trækker i den anden ende.