Flyskatter er både fornuftige og retfærdige

Indlæg bragt i Altinget d. 10. december 2018 (medforfattere: Andreas Børresen Hvilsom, Ole Bigum Nielsen, Jonas Holm, Jesper Theilgaard)


Både politikere og luftfartsbranchen er imod flyskatter, fordi de er uretfærdige. Men er der noget, der er uretfærdigt ved en dansk flyskat, så er det, at vi slet ikke har nogen, skriver mændene bag borgerforslaget om flyskat i Danmark. 

Af Andreas Børresen Hvilsom, Ole Bigum Nielsen, Jonas Holm, Jesper Theilgaard og Søren Have
Stillere af borgerforslaget ‘Indfør flyskat i Danmark efter svensk forbillede’

Som stillere af borgerforslaget ’Indfør flyskat i Danmark efter svensk forbillede’ har vi med glæde fulgt den seneste debat om flyvningens skadelige klimapåvirkning. Særligt hvordan mange dels begynder at overveje egne rejsemønstre, dels efterspørger politisk handling.

For folk vil i stigende grad gerne gøre noget: Ifølge en nylig undersøgelse svarer 59 procent, at de er helt enige eller overvejende enige i, at det vil være i orden, hvis alle flyrejser blev pålagt en ekstra klimaafgift på cirka 50 kroner. I foråret var det 46 procent. Folk svarer i samme undersøgelse, at de ikke ønsker at betale klimaafgift frivilligt – kun 8 procent vil gøre det.

Det er konsistent med ny svensk forskning, der netop viser, at 1) folk ikke ønsker at betale frivillige flyskatter, men gerne, hvis de er obligatoriske, og 2) særligt hvis skatten er øremærket klimarelaterede udgifter.

Udover at det støtter vores forslag både med hensyn til skattedelen og provenuanvendelsen til forskning i bæredygtig flytransport, så tager denne forskning (og Megafon-undersøgelsen) også luften ud af flyselskabernes vanlige modargument om, at “folk ikke går nok op i klimaet – næsten ingen vælger jo den frivillige klimakompensation, vi tilbyder” (en klimakompensation af tvivlsom karakter, jf. Ingeniørens undersøgelser, men lad nu det ligge).

Dansk flyskat er helt retfærdig
Flertallet af politikerne taler desværre stadig imod flyafgifter. Ofte med begrundelsen om, at de er uretfærdige. Lad os undersøge det lidt. Hvem kunne de være uretfærdige for?

Borgerne? Det er ofte fremført, at en flad flyskat er fordelingsmæssigt problematisk. Her er det værd indledningsvis at bemærke, at folk flyver mere, jo rigere de er (se figur 1). Folk med høj indkomst vil altså komme til at betale mest i skat.

Danskernes Transportforbrug 2016

Figur 1: Husstandenes forbrug af tog- og flytransport. Det forholdsvist høje forbrug for de helt lave indkomster skyldes formentlig studerende som rejse forholdsvist mere.

Men eventuelle fordelingsmæssige effekter kan desuden sagtens håndteres, for eksempel med en øget grøn check. Det fremgår også af vores borgerforslag.

Luftfartsbranchen? Den danske luftfartsbranche modsætter sig flyskatter med den argumentation, at det svækker danske luftfartsselskaber og danske lufthavne i den internationale konkurrence. Og det er da helt rigtigt, for i øjeblikket er det os, som kører på frihjul i forhold til vores naboer, som alle har en flyskat (se figur 2).

Passagerafgifter i nabolande

Figur 2: Vores nabolande har alle flyskatter. England endda ret høje. (Kilde: Transport & Environment)

Så en tilsvarende dansk flyskat ville faktisk være helt retfærdig. Også over for andre transportformer, som med misundelse kan se på momsfritagelsen af flybilletter, som ikke bare skævvrider konkurrencen mellem forskellige transportformer, men også skævvrider konkurrencen mellem ferieformer. Eksempelvis har momsbelagt campingferie sværere ved at konkurrere med taxfree flyrejser.

Udvis lederskab
Så hvis der er noget, der er uretfærdigt med hensyn til en dansk flyskat, så er det altså, at vi ikke har nogen flyskat. Det er totalt uretfærdigt i forhold til vores naboer, resten af verden og vores børn.

Flytrafikken er en kraftigt stigende bidragsyder til den globale opvarmning. For at tage klimaudfordringen seriøst er vi derfor nødt til at adressere det problem, at flytrafik i dag er massivt økonomisk favoriseret ved kun at betale småpenge for sin store klimabelastning og samtidig være momsfritaget.

Der er behov for økonomiske incitamenter til at udvikle mere bæredygtige løsninger. Ideelt skulle dette være med en global CO2-skat på brændstoffet, men det tillader internationale konventioner desværre ikke p.t. Så her og nu vil en flyafgift være et vigtigt skridt, der kan rette op på den nuværende skævvridning, der favoriserer klimabelastende flytransport.

Det er både fornuftigt og retfærdigt. Så kom nu, kære politikere. Udvis det lederskab, som borgerne efterspørger, og indfør den flyskat.

Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtig transport, Politik. Bogmærk permalinket.