Regeringens klimaplan er helt utilstrækkelig symptombehandling

Følgende indlæg har været bragt som en kommentar på Ræson.dk d. 19. oktober 2018.


Henover sommeren havde regeringen stillet en ambitiøs klimaplan i udsigt. Det står klart for et bredt flertal, at ambitiøs handling er nødvendig, særligt i lyset af den seneste IPCC rapport. Men klimaplanen er desværre mestendels utilstrækkelig symptombehandling.

Kommentar af Søren Have

SIDSTE mandag udkom IPCC’s seneste rapport. Som ventet var meldingen dyster: Vi ser ind i omfattende og skadelige klimaforandringer, hvis ikke der sættes ind. Kraftigt og nu. I min forrige Ræson-kommentar ’5 spørgsmål til klimafodslæberne’ argumenterede jeg for klimahandling og for, hvorfor Danmark både kan og skal gå forrest. I indlægget brugte jeg klimaminister Lars C. Lilleholt som eksempel på en klima-fodslæber: Personer, som giver udtryk for, at vi skal gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer men som vedholder, at vi heller ikke skal gøre for meget eller for hurtigt, for så bliver det for dyrt, besværligt, etc.

Jeg blev derfor lidt bekymret for, om jeg havde gjort klimaministeren uret, da han efter sommerens skræmmende lange hedebølge udtalte: ”Jeg tror på, at vi skal gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt. Det har vi en forpligtelse til i forhold til at give en jord og en verden videre til vores børn og børnebørn, som er i en forsvarlig stand. Der er vi simpelthen forpligtiget til at gøre alt, hvad vi overhovedet kan. Det er den danske regering indstillet på”. For det var jo lige præcis den indsigt, jeg længe har efterlyst hos regeringen (og S). Dette, i kombination med mange udtalelser der stillede en ambitiøs klimaplan i udsigt, gjorde, at jeg helt ærligt glædede mig til at se regeringens klimaplan. Ikke for at skyde den ned. Men fordi der er brug for handling.

Og derfor blev jeg så usigeligt skuffet over planens indhold. Og endnu mere over hvad den ikke indeholder.

Først om indholdet. Som flere medier hurtigt konstaterede, består indsatsen frem til 2030 mestendels af kvotedestruktion og brug af en tvivlsom indregning af CO2-optag i jorden og skovbunden. Som Altinget så fiffigt formulerede det: ”Den største CO2-gevinst fås, uden at nogen skal ændre noget som helst”. Så man kan rettelig undre sig over den megen ståhej.

Og selvom regeringen med statsministeren i spidsen skal have stor ros for overhovedet at begynde at tale om udfasning af fossil-biler, så er den udmeldte frist 5 år for sent. Flere sætter også spørgsmålstegn ved, hvor helhjertet det egentlig er, når den langsigtede finansiering skydes til hjørne i en kommission, og der på den korte banen kun indregnes tiltag for op til 10.000 elbiler. Umiddelbart har de mange udmeldinger om at fremme elbilerne således kun givet potentielle købere usikkerhed om, hvorvidt det er bedre at vente lidt med at købe elbil.

Det bringer mig til, hvad planen manglede. Det var selvfølgelig et simpelt løfte om, at eventuelle økonomiske gulerødder, der måtte blive vedtaget for at fremme elbiler, også ville gælde tilbagevirkende fra og med fx 10. oktober 2018. Så hvis man stod og overvejede (firma-)elbil, så var der ingen grund til at vente.

Selvfølgelig skulle planen også have sat ind overfor landbruget. Vi gør erhvervet en bjørnetjeneste ved at trække pinen ud. Og efter sommerens tørke var der bogstaveligt talt en brændende platform som havde gjort det klart for alle, at noget skal ske. Både Klimarådet og landbrugsforskerne havde kommet med gode forslag som glimrede ved deres fravær i planen.

Planen indeholder heller ikke forslag om at indføre en flyskat, ligesom vores nabolande har, for at kompensere for underbeskatningen af luftfart og for at dæmpe stigningen i emissioner fra luftfarten. Regeringen kunne endda bare have kopieret det borgerforslag, jeg og andre gode kræfter har stillet, om at indføre en flyskat efter svensk forbillede og bruge indtægterne til forskning i bæredygtig flyvning. Tværtimod arbejder regeringen for at udvide Kastrup Lufthavn, så den kan gå fra 26 til 40 mio. årlige rejsende, hvilket bare vil øge emissionerne.

Dette sidste eksempel bringer mig frem til min største anke i forhold til klimaplanen: Den mangler den helt essentielle kobling til den øvrige førte politik. Der vedtages næsten dagligt tiltag i Folketinget som påvirker CO2-udledningen – typisk i opadgående retning. Planen skulle derfor have indeholdt en passus i stil med følgende: For at sikre en konsistent indsats skal alle ministeriers lovforslag screenes for eventuelle CO2-emissionsmæssige konsekvenser. Kun undtagelsesvist kan en lov, som fører til stigende emissioner, vedtages, og da kun mod kompensation i form af kvotedestruktion eller egentlige lagringstiltag som fx træplantning. Dette ville gøre diverse tiltags klimamæssige konsekvenser synlige fra start og dermed mindske risikoen for skadelige beslutninger som senere skal afbødes med endnu en utilstrækkelig klimaplan. Og det ville være klart, at en minister ikke ville kunne sige ”klima er ikke mit bord”, som Ole Birk Olesen sagde i 2017, da ændrede bilbeskatningsregler øgede CO2-udledningen.

Så længe skiftende regeringer ikke tager dette brede syn på klimaindsatsen, vil vores klimaindsats være symptombehandling. Udover at det er dyrt, er det også utilstrækkeligt. Derfor vil jeg slutte med en appel: Uanset partifarve, hvis du mener der er behov for en gennemgribende klimaindsats, så spørg det folketingsmedlem, du har stemt på eller planlægger at stemme på, hvordan de vil sikre den brede, konsistente indsats på tværs af ressortområder. ■

Dette indlæg blev udgivet i Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *