Naturen, det billige skidt

I 2012 var jeg begejstret da jeg så at Vismændene arbejdede med ægte opsparing. Det var derfor med interesse at jeg for lidt siden skrålæste den nye rapport fra Vismændene om ægte opsparing. Desværre er jeg ikke lige så begejstret denne gang. Dette skyldes nok mest at jeg er blevet klogere og dermed mere kritisk, mere end ændringer i rapportens tilgang og resultater.

Min primære anke er, som rapporten også er inde på, at aktiveter som egentlig ikke kan substitueres alligevel sammenstilles:

En korrekt prissætning af ændringen i de forskellige aktiver er afgørende for, at opgørelsen af den ægte opsparing er retvisende. Her udgør aktiver, der vanskeligt kan substitueres med andre, en særlig udfordring. …

Nogle natur- og miljøgoder kan potentielt nærme sig kritiske grænser, der ikke kan overskrides uden betydelig og uoprettelig skade på velfærden. Formandskabet vurderer, at der især er en risiko for dette for udledningen af drivhusgasser og forringelsen af biodiversitet.

Dette gør at man kan forledes til at tro at alt bare er fint, når man ser på denne oversigtstabel – i hvert tilfælde virker den student/kommunikationsmedarbejder som har skrevet tweetet til at tro dette:

Men det som tabellen jo reelt siger er:

Kære børnebørn.

Vi har drastisk forøget CO2-niveauet, så I vil skulle døje med følgerne af klimaforandringer. Og vi har købt og kørt i flere dieselbiler så luften er blevet ringere. For at betale for dette har vi stort set tømt Nordsøen for olie og gas. Og vi har behandlet naturen på en måde så biodiversiteten er under stort pres.

Til gengæld har vi bygget en del og pustet værdien af finansielle aktiver op gennem pengetrykning og opfindsomme låneformer.

Men alt det er slet, slet ikke noget problem. Dels fordi vi også har brugt meget tid og mange penge på jeres forældres uddannelse. Eller, det vil sige, på administration og kontrol af uddannelsessystemet. Dels fordi vi regner med at I alligevel er ret ligeglade med ren luft og andre naturressourcer. Så derfor regner vi med at naturressourcer har 3% lavere værdi for hvert år ude i fremtiden. Så om 50 år regner vi med at ren luft mm. kun har en værdi for jer der svarer til 20% af den den værdi vi tilskriver naturen.

På den måde kan vi give jer en rigtig, ægte opsparing. I behøver ikke at sige tak. Fornøjelsen er på vores side.

Kærlig hilsen,

Jeres Generation X bedsteforældre.

Opdatering 11 marts 2017: Ret skal være ret. Jeg er blevet gjort opmærksom på at hvis man nærlæser, så fremgår det at 3% diskonteringen sker for skov, fisk, grundvand, sundhedskapital og humankapital. Så det er ikke helt så slemt som jeg antog.

Dette indlæg blev udgivet i Politik. Bogmærk permalinket.