En ting er at regeringen generelt lader til at have forladt især de grønne ambitioner, men det overrasker mig at Miljøminister Ida Auken og Klima- og Energiminister Martin Lidegaard også lader til at være blevet ‘assimilerede’ ind i den fremherskende ‘vækst for enhver pris’-diskurs. (13 maj 2013: Den fulde Mandag Morgen analyse)
Det minder mig lidt om Helge Sanders ‘Fra Forskning til Faktura’: Det skal kunne betale sig! Forskning altså. Og nu skal det også kunne betale (her og nu) at gøre noget for at vi også fremover har en beboelig klode.
Men hvor det var forventelige toner fra venstre-manden Sander, så undres jeg over Aukens og Lidegaards renoncering. Og skuffes. Specielt også fordi resultaterne lader vente på sig.
I min optik er styrken ved en koalitionsregering at man kan have folk som har delt sig efter anskuelser, men som alligevel går sammen for at lave politik. Det muliges kunst, siger nogen. Man gør det også i det private. Når man godt ved at der er vigtige modstridende hensyn at varetage, så sætter man forskellige folk i spidsen for hvert hensyn, og så må der opstå en balance. Men det kræver at folk bliver i rollen, så at sige. Ellers skævvrides både debat og beslutninger.
Så finansministeren fokuserer på at holde budgetterne, skatteministeren på at få pengene ind, vækstministeren på økonomisk vækst og miljø- og klimaministrene på miljø og klima. Jeg mener: Hvis ikke de skulle gøre det, hvem så?
Det får mig mere generelt til at tænke om det i det hele taget er muligt at være både idealist og minister/folketingsmedlem? Det håber jeg. Der er realpolitikere, levebrødspolitikere og embedsmænd nok.