Høringssvar til Kommuneplan 2021

Da jeg igen er uden for parti, har jeg – ligesom i 2014 – skrevet et høringssvar om parkeringsreglerne til Kommuneplan 2021. Det følger nedenfor.


Høringsvar til Kommuneplan 2021 – dokumentet ‘Rammer og Retningslinjer’.

Side 64: Jf Frederiksbergstrategiens side 2 er visionen i 2030 at “..bilerne fylder mindre i gadebilledet”.
Det kan derfor ikke være rigtigt i kommuneplanen at arbejde for 1600-600 yderligere parkeringspladser på terræn. Det hænger ikke sammen. Frederiksbergstrategien må være rammesættende for Kommuneplanen.

Side 65: De nuværende normer i tabellen er alle minimumsnormer. De bør alle suppleres med maksimumsnormer, som sætter grænse på hvor meget parkering en bygherre må etablere (da mere parkering giver mere trafik og bilejerskab), uanset om det er på terræn eller i anlæg. P-max-normen bør generelt være under den de facto nuværende (antal boliger divideret med antal biler). Jeg kender ikke antallet af boliger på Frederiksberg, men forvaltningen må kunne finde antal boliger og antallet af biler og regne forholdet ud.
Der bør endvidere kunne gives lavere (helt ned til 0) normer til byggerier som kan dokumentere/sandsynliggøre at boligernes beboere kun i meget begrænset omfang kommer til at have egne biler (hvis man fx etablerer forudbetalt medlemskab af en delebilsordning som integreret del af lejen/fællesudgifterne).

Side 66: Nr 2 bullet må – i lyset af Frederiksbergs mål om at være elbilby nr 1 – skulle skærpes, fx med tilføjelse af “…ud over hvad øvrig regulering (fx ladestanderbekendtgørelsen) måtte kræve.”

Side 66: Kravene om anlæg af P under terræn bør droppes. Dels da P-kældre er CO2-tunge og fordyrende (så boligerne bliver dyrere end nødvendigt), dels da det støber bilkulturen i cement. Det skal derfor stå bygherre frit om man vil anlægge den krævede P iht normen på niveau eller i P-hus (iht generelle krav herom) eller i P-kælder, eller indbetale til P-fond, eller ansøge om dispensation om nedsættelse/bortfald af P-krav med baggrund i beboersammensætning og/eller andre mobilitetsmæssige tiltag.

Derudover: i) I lyset af at der er kommet en uskik med at villaejere holder deres bil på vejen i stedet for i egen indkørsel/garage (fordi en P-licens er så billig, så kan man lige så godt få det ekstra areal), så kan det forventes at villaejere snart vil have opsat ladere på villavejene (som ofte er smalle i forvejen). Det bør kommunen ikke understøtte. Man bør derfor indføje følgende i kommuneplanen/forudsætningsnotatet et passende sted: I villaområder kan der ikke etableres ladere til elbiler på offentlig vej. (Så folk må rydde indkørslen og sætte en lader op selv, eller køre til lynladeren fx ved Rådhuset).
ii) Det bør indføjes at der kun er ret til een beboerlicens per husstand. Hvis man vil have yderligere biler, findes private udbydere af parkering.

Udgivet i Bæredygtig transport, Frederiksberg, Politik | Kommentarer lukket til Høringssvar til Kommuneplan 2021

Transportsektorens eufemismer

På et tidspunkt i 2020 blev jeg opmærksom på hvor ofte det sker at der i rapporter står noget i stil med “udvidelsen af motorvejsstrækning X vil (ud over anlæg) føre til en årlig merudledning af XX.000 tons CO2. Set … Læs resten

Flere gallerier | Kommentarer lukket til Transportsektorens eufemismer

Flyskatter er både fornuftige og retfærdige

Indlæg bragt i Altinget d. 10. december 2018 (medforfattere: Andreas Børresen Hvilsom, Ole Bigum Nielsen, Jonas Holm, Jesper Theilgaard)


Både politikere og luftfartsbranchen er imod flyskatter, fordi de er uretfærdige. Men er der noget, der er uretfærdigt ved en dansk flyskat, så er det, at vi slet ikke har nogen, skriver mændene bag borgerforslaget om flyskat i Danmark. 

Af Andreas Børresen Hvilsom, Ole Bigum Nielsen, Jonas Holm, Jesper Theilgaard og Søren Have
Stillere af borgerforslaget ‘Indfør flyskat i Danmark efter svensk forbillede’

Som stillere af borgerforslaget ’Indfør flyskat i Danmark efter svensk forbillede’ har vi med glæde fulgt den seneste debat om flyvningens skadelige klimapåvirkning. Særligt hvordan mange dels begynder at overveje egne rejsemønstre, dels efterspørger politisk handling.

For folk vil i stigende grad gerne gøre noget: Ifølge en nylig undersøgelse svarer 59 procent, at de er helt enige eller overvejende enige i, at det vil være i orden, hvis alle flyrejser blev pålagt en ekstra klimaafgift på cirka 50 kroner. I foråret var det 46 procent. Folk svarer i samme undersøgelse, at de ikke ønsker at betale klimaafgift frivilligt – kun 8 procent vil gøre det.

Det er konsistent med ny svensk forskning, der netop viser, at 1) folk ikke ønsker at betale frivillige flyskatter, men gerne, hvis de er obligatoriske, og 2) særligt hvis skatten er øremærket klimarelaterede udgifter.

Udover at det støtter vores forslag både med hensyn til skattedelen og provenuanvendelsen til forskning i bæredygtig flytransport, så tager denne forskning (og Megafon-undersøgelsen) også luften ud af flyselskabernes vanlige modargument om, at “folk ikke går nok op i klimaet – næsten ingen vælger jo den frivillige klimakompensation, vi tilbyder” (en klimakompensation af tvivlsom karakter, jf. Ingeniørens undersøgelser, men lad nu det ligge).

Dansk flyskat er helt retfærdig
Flertallet af politikerne taler desværre stadig imod flyafgifter. Ofte med begrundelsen om, at de er uretfærdige. Lad os undersøge det lidt. Hvem kunne de være uretfærdige for?

Borgerne? Det er ofte fremført, at en flad flyskat er fordelingsmæssigt problematisk. Her er det værd indledningsvis at bemærke, at folk flyver mere, jo rigere de er (se figur 1). Folk med høj indkomst vil altså komme til at betale mest i skat.

Danskernes Transportforbrug 2016

Figur 1: Husstandenes forbrug af tog- og flytransport. Det forholdsvist høje forbrug for de helt lave indkomster skyldes formentlig studerende som rejse forholdsvist mere.

Men eventuelle fordelingsmæssige effekter kan desuden sagtens håndteres, for eksempel med en øget grøn check. Det fremgår også af vores borgerforslag.

Luftfartsbranchen? Den danske luftfartsbranche modsætter sig flyskatter med den argumentation, at det svækker danske luftfartsselskaber og danske lufthavne i den internationale konkurrence. Og det er da helt rigtigt, for i øjeblikket er det os, som kører på frihjul i forhold til vores naboer, som alle har en flyskat (se figur 2).

Passagerafgifter i nabolande

Figur 2: Vores nabolande har alle flyskatter. England endda ret høje. (Kilde: Transport & Environment)

Så en tilsvarende dansk flyskat ville faktisk være helt retfærdig. Også over for andre transportformer, som med misundelse kan se på momsfritagelsen af flybilletter, som ikke bare skævvrider konkurrencen mellem forskellige transportformer, men også skævvrider konkurrencen mellem ferieformer. Eksempelvis har momsbelagt campingferie sværere ved at konkurrere med taxfree flyrejser.

Udvis lederskab
Så hvis der er noget, der er uretfærdigt med hensyn til en dansk flyskat, så er det altså, at vi ikke har nogen flyskat. Det er totalt uretfærdigt i forhold til vores naboer, resten af verden og vores børn.

Flytrafikken er en kraftigt stigende bidragsyder til den globale opvarmning. For at tage klimaudfordringen seriøst er vi derfor nødt til at adressere det problem, at flytrafik i dag er massivt økonomisk favoriseret ved kun at betale småpenge for sin store klimabelastning og samtidig være momsfritaget.

Der er behov for økonomiske incitamenter til at udvikle mere bæredygtige løsninger. Ideelt skulle dette være med en global CO2-skat på brændstoffet, men det tillader internationale konventioner desværre ikke p.t. Så her og nu vil en flyafgift være et vigtigt skridt, der kan rette op på den nuværende skævvridning, der favoriserer klimabelastende flytransport.

Det er både fornuftigt og retfærdigt. Så kom nu, kære politikere. Udvis det lederskab, som borgerne efterspørger, og indfør den flyskat.

Udgivet i Bæredygtig transport, Politik | Kommentarer lukket til Flyskatter er både fornuftige og retfærdige

Principper for fremtidens mobilitet

Nedenstående indlæg er også bragt i Altinget d. 13. januar 2021.


DEBAT: Der er ikke formuleret en strategi inden forhandlingerne om en ny mobilitetsplan, skriver Søren Have, der her fremlægger en stribe principper, som politikerne bør orientere sig efter. 

Borgmestre, erhvervsorganisationer og folketingsmedlemmer taler meget om at det nu er tid til at bygge mere infrastruktur. Det er meget forståeligt, for borgmestre skal på valg til november og infrastruktur er meget håndgribelige eksempler på at man gør noget for sin kommune. Og erhvervsorganisationer vil naturligvis gerne have at medlemmerne, hvad enten det er virksomheder eller lønmodtagere, har noget at lave. Men selvom man kunne argumentere for at folketingsmedlemmer også skal varetage deres kreds’ interesser, så bør de være dem som – eventuelt med hjælp fra transportministerens embedsværk – hæver sig over denne form for sognerådspolitik, og i stedet varetager et helhedssyn.

Ideelt set havde vi en bredt vedtaget national strategi for transport og mobilitet, hvori politikerne kunne støtte sig til dels nogle strategiske mål, dels nogle styringsprincipper for transportsystemet. Jeg foreslog i marts 2014 at lave en sådan strategi og herefter en plan over relevante projekter, til afløsning af 2009-forliget. Men på trods af tilløb fx med ‘Mobilitet for Fremtiden’-ekspertgruppen, har vi desværre ikke en sådan strategi. Samtidig rykker stærke interessenter som nævnt for store investeringer.

I erkendelse af at der nok ikke formuleres en egentlig strategi inden de nært forestående forhandlinger om (grøn?) mobilitetsplan, vil jeg gerne byde ind med hvad jeg mener må være et basalt fundament for forhandlingerne.

Transportsystemets mål        

Allerførst bør man være enige om hvorfor transportsystemet er vigtigt. Det kan lyde banalt, men det altid en god ide at starte med at sætte ord på det potentielt indlysende. Hvis det er indlysende for alle, så fint. Ellers er det en god anledning til diskussion. En mulig, samlende formulering af formålet med transportsystemet kunne være som følger:

Danmarks transportsystem har til formål at understøtte danske borgere og virksomheders behov for mobilitet til helt overordnet at opnå:

  • Basale livsfornødenheder (mad, bolig, energi, råvarer, ..)
  • Indtægter (arbejde, arbejdskraft, …)
  • Interaktion (innovation, kultur, …)
  • … det gode liv. Nu og fremover.

Konsekvenser heraf er at infrastruktur er ikke et mål i sig selv, men et af flere mulige midler. Som fx også kan inkludere fremme af distribuerede arbejdspladser, hvorved behovet for transport helt undgås. Samt at det ikke er relevant hvor mange et givent infrastrukturprojekt kan holde beskæftigede.

Styringsprincipper

Transportsystemet er selvfølgelig underlagt dels nogle historiske beslutninger (fx etableringen af motorvejs-H’et), dels nogle fysiske rammer (fx landets geografi). Men der bør også være nogle politiske rammer til at afgrænse spillepladen. I min optik bør transportsystemets videre udvikling ske under hensyntagen til følgende styringsprincipper:

Stop arealforbruget: Vi mangler i Danmark plads til naturen. Og i byerne plads til boliger. Samtidig er der stigende støjgener fra trafik, både i byerne og på landet. Mobilitetsrelaterede projekter bør derfor ikke kræve mere areal, og skal ideelt set mindske transportsystemets areal.

Fordelingen af Danmarks arealFigur 1: For hver asfalt-m2 har vi kun 1,5 m2 natur. Kilde: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=30807

Til dem, som måtte tale imod dette princip, vil jeg gerne spørge: Hvis ikke arealaftrykket skal toppe nu, hvornår så? I 1995 brugte vi 2,1% af vores areal på infrastruktur. I 2016 var det 3,4% og nu er det 6%.

Skru ned for CO2’en: Transportsystemets CO2-emissioner har været stigende i flere år, på trods af målsætninger om at de skulle falde. Med tiden vil konverteringen til elbiler reducere emissionerne fra persontransporten, men ikke nok til at nå 70%-målet. Og slet ikke hvis der køres flere km i flere biler. Derfor må det forudsættes at mobilitetsrelaterede projekter bidrager – eller er som minimum er klimaneutrale – i forhold til 2030-målet, og understøtter det vedtagne mål om klimagasneutralitet i 2050. Dette har som konsekvens bl.a. at anlægsprojekter besluttede i 2021 skal have en positiv CO2-tilbagebetalingstid inden 2030, uanset hvor mange minutter projektet kan spare trafikanterne for.

Sundhedsfremmende frem for sundhedsskadeligt: Transportsystemet skal fremme aktiv mobilitet, så man går fra at transport er sundhedsskadeligt til at det faktisk er sundshedsfremmende. Det vil fx konkret betyde at år for år skal antallet af korte bilture falde.

Indtænk ligebehandling: Man skal, uanset køn, alder, bopæl, … kunne få løst sine basale mobilitetsmæssige behov. Dette betyder fx at man skal gøre sig umage for at forstå at en ung kvinde uden kørekort kan have andre behov end en ditto mand. Og at løsningen kan være anderledes.  

Ingen studehandler – flertal for hvert enkelt projekt: I tidligere politiske aftaler har der typisk været elementer af studehandel. Nogen har været indlysende tåbelige, fx omfartsvejen ved Mariager, men andre har levet videre, selvom tiden løb fra dem. Fordi ellers skulle forliget genforhandles. Denne type af bindinger skal vi væk fra. Både fordi det forhindrer os i at agere på ny viden, som også problematiseret af forskerne Mogens Fosgerau og Harry Lahrmann, og fordi det ikke giver mening at beslutte enkeltstående projekter 10 år ude i tiden – hvis det drejede sig om at fx at realisere motorvejs-H’et gennem en række af enkeltprojekter, så kunne det give mening, men det er vi altså forbi. Derfor må hvert enkelt projekt give god mening for et flertal, således at det ikke er forligsbrud hvis et enkelt trafikalt uafhængigt projekt droppes.

Mange vil sikkert sige at principperne ikke muliggør udvikling som hidtil. Det har de helt ret i. For der er jo en bred forståelse i såvel befolkning som i Folketinget om at udvikling som hidtil, hverken er ønskeligt eller muligt. Det kan dog være svært at dreje kursen, uden noget at styre efter. Derfor håber jeg at man fra politisk hold vil se nysgerrigt på principperne, og gerne vedtage noget tilsvarende inden man begynder at sætte penge af til projekter. For ellers frygter jeg at projekterne vil være mere af det samme. Og, som Einstein angiveligt skulle have sagt, så er definitionen på vanvid at gøre det samme igen og igen, men forvente anderledes resultater.

Udgivet i Bæredygtig transport | Kommentarer lukket til Principper for fremtidens mobilitet

Her er det positive og det negative i klimaaftalen for transport

Indlæg bragt i KlimaMonitor, 6. december 2020.


Selv om Folketingets transportaftale skaber ro om elbilerne, så er den alligevel utilstrækkelig. Blandt andet fordi elementer i aftalen øger transporttrykket og bilsalget, skriver Søren Have, selvstændig rådgiver om grøn transport, i dette debatindlæg.

Med aftalen mellem S, SF, R og EL om grøn omstilling af vejtransporten sker der dels en række konkrete ændringer, dels lægges der spor ud til mulige senere tiltag.

Samtidig sker der også andre udviklinger, der påvirker transportens emissioner. Det kan derfor være svært at vurdere de langsigtede konsekvenser af aftalen.

Umiddelbart forekommer aftalen fornuftig, om end utilstrækkelig, givet behovet for hurtige og radikale reduktioner af forureningen fra transportsektoren. Men the devil is in the detail.

Positive elementer

Ud over det overordnet set positive i, at aftalen vil skubbe vejtransporten i en retning, som er sundere for borgerne og for kloden, ser jeg følgende positive effekter af aftalen:

Skaber tryghed: Det mest positive ved aftalens fastlæggelse af det fremtidige afgiftssystem for biler og for strømmen til opladning af elbiler er, at reglerne rækker langt ud i tiden. Dette skaber tryghed for bilkøbere og forhandlere, som kan disponere i tillid til at for eksempel ladning ikke pludseligt bliver dyrere.

(Det kan dog bekymre at en kattelem for ændring indføres med afsnittet: »Aftalepartierne noterer sig, at kommissionen for grøn omstilling af personbiler i sin 2. delrapport ventes at komme med anbefalinger vedrørende afgiften på el til opladning. Aftalepartierne vil i forlængelse af offentliggørelse af kommissionens 2. delrapport drøfte kommissionens anbefalinger.«)

Frigiver politisk båndbredde: Et næsten lige så vigtigt aspekt er, at man nu slipper for den årlige feber-redning af elbilerne, som vi har haft hvert år siden 2014. Dette gør, at politikere, embedsværk og grønne interesseorganisationer kan bruge energien på andre omstillingselementer, både inden for transportsektoren (for eksempel at få flere fra bil over på cykel) og i andre sektorer, for eksempel landbruget.

Bedre købssignaler for mindre elbiler: Selv om flere elbiler allerede med nuværende beskatning er billigere over en årrække, så har det længe været en udfordring at den relative prisforskel i de mindre og mellemstore bilklasser har været meget stor på grund af den generelle lempelse af afgifterne i 2007.

Dette rettes der lidt op på (og så kan jeg godt leve med, at de helt store elbiler bliver lidt dyrere end nu – de er jo stadig forholdsvist billige).

Omstillingspulje: Der indføres en pulje på 210 millioner kroner over de næste tre år, med hovedvægten på 2021 (150 millioner kroner) til initiativer, der kan bidrage til den grønne omstilling. Det store beløb og den brede anvendelsesmulighed er rigtig positivt.

Lige nu er mange af teknologierne der, og det drejer sig om at få dem rullet ud. Det kan for eksempel bestå i opsætning af ladestandere, afmystificering af at køre i elbil, test af pendle på elcykel, …

Roadpricing: Aftalen indfører fra 2025 en CO2-afhængig km-afgift for lastbiler (og forhåbentlig også varebiler, så lasterne ikke bare splittes op), og afsætter i 2022 20 millioner kroner til forsøg med generel roadpricing, med fokus på eksternaliteterne (trængsel og emissioner).

Selv om jeg gerne havde set det ske tidligere, og selv om jeg belært af bitter erfaring på egen krop ved, hvor let man igen kan droppe planerne, så er det rigtig positivt.

En vigtig pointe bør dog tilføjes: Gevinsten ved roadpricing er det trængselsregulerende og kan skubbe folk til andre transportmidler (også med hensyn til gods).

Men den gevinst kommer først for alvor, når personbilerne omfattes. Så hvis ikke det er tanken, at roadpricing for lastbiler skal udvides til personbilerne, så har branchen ret i at det er en dyr skat, som bedre kunne opnås gennem øgede dieselafgifter og/eller dyrere vignetordning.

Fremmer bedre udnyttelse af bilerne: Gennem en række (mindre) tiltag fremmes deling af bilerne, både med hensyn til ejerskab og brug. Dette sker ved kampagner for delebiler og samkørsel, fradrag for privatudlejning af delebiler og så skal der analyseres på, hvad der yderligere kan gøres for at fremme samkørsel (selv om der allerede er masser af viden, jævnfør for eksempel ‘Mobilitet for Fremtiden’-ekspertgruppens klare anbefaling af et ’opstarts’-fradrag).

Derudover skal der ses på, om der kan hentes effektiviseringer på endnu større lastvognstog.

Retning for udfasning af fossilbiler: Gennem bekræftelse af ambitionen om skærpede miljøzoner og indsatsen for, at man på EU-plan vil forbyde salg af biler med forbrændingsmotor fra 2030, gives et signal til købere af fossilbiler om, at de skal tænke sig om to gange, fordi man vil købe en teknologi som er på vej ud.

Fjernelse af overbeskatning af elektriske firmabiler: Beskatningen af fri bil baserer sig primært på bilens købspris. Men da elbiler er dyrere i køb og billigere i brug, har det hidtil ført til en forholdsmæssig overbeskatning af firmabiler. Samtidig har der været en uhensigtsmæssig beskatning af opstillet lader.

Dette ændres nu, så man ikke beskattes af at få installeret ladestander og kan overtage den skattefrit, selv om ens firmabilsordning ophører. Hvilket jo giver god mening – når først en ladestander er sat op, er det jo samfundsøkonomisk dumt at fjerne den igen.

Boost af cykling: Der afsættes betydelige midler til anlæg af cykelstier og en pulje til offentlig ladning af elcykler (som dog først er i 2024, underligt nok). Dette kan potentielt flytte en del bilister fra bil til (el)cykel.

Marked for PtX: CO2-fortrængningskravet, som med aftalen indføres i de kommende år, vil generere efterspørgsel efter brændstoffer fremstillet fra el, såkaldte electrofuels. Selv om personbilerne på sigt alle skal elektrificeres, og det mest er den svært elektrificerbare tunge transport (især fly og skibe), der har brug for electrofuels, så er det svært at løbe markedet i gang. Aftalens krav kan derfor være et skub i rigtig retning.

Skrotningpræmie: I 2021 vil man kunne få højere skrotningspræmie for dieselbiler fra før 2006. Ideelt set havde den være højere, og så forudsat for eksempel at man året før havde kørt et vist antal km.

Robusthed: Reglerne har flere steder indbygget indeksering, således at den relativt hårdere beskatning af fossilbiler ikke udvandes over tid (i modsætning til den hidtidige beregningsmetode).

Negative elementer

Desværre rummer aftalen også både vigtige udeladelser og decideret klimaskadelige elementer.

Flere biler på grund af underbeskatning: På grund af en i mine øjne forkert forudsætning om at ’alle skal have råd til at købe en ny bil’, er der bred politisk uvilje mod generelt at øge bilbeskatningen.

Aftalen indebærer derfor at en ellers kommende afgiftsstigning, som følge af at EU har indført mere retvisende målinger af energiforbruget per kilometer i forhold til den såkaldte WLTP-standard, ikke bliver til noget.

Som resultat heraf, og af fritagelsen for elafgift, falder bilbeskatningen med cirka 2,5 milliarder kroner årligt. Hvilket er medvirkende til den estimerede stigning i bilparken på yderligere 100.000 (udover de allerede forventede 600.000).

Dertil kommer, at omlægningen som konsekvens faktisk gør nogle fossilbiler billigere (som for eksempel en diesel Skoda Octavia) – det er jo et helt forkert signal at sende!

Hybridbiler slipper for billigt: Hybridbiler har reelt meget højere emissioner end de officielle tal, som de pt. bliver beskattet efter. Dette fortsætter desværre, selv om hybridbilernes afgiftsrabat udfases en anelse hurtigere end elbilernes.

Biobrændstof presser naturen: Selv om der er en række tiltag for at begrænse brugen af de typer af biobrændstoffer, som skader økosystemer og reelt kan være mere klimaskadelige end klimavenlige, så er det reelt først fra 2025, at der for alvor sættes ind over for dette. Det, mener jeg, er for sent.

Ingen bredere skatteomlægning: Det havde været hensigtsmæssigt, at man, blandt andet på baggrund af Eldrup-kommissionens arbejde, havde ryddet op i virvaret af skatteregler for transport. For eksempel havde det været naturligt at:

Ingen kobling til infrastrukturen: Hvor det i foråret var tanken at have en samlet grøn mobilitetsplan, hvori man både fremmede mobiliteten (med anlæg, digitalisering og kampagner) og sænkede emissionerne, så blev tingene splittet op her i efteråret. Det er derfor mange borgmestres og lobbyorganisationers håb, at der kommer en separat infrastrukturaftale, indeholdende en række anlægsprojekter for motorveje, broer, tunneller, BRT, (let)baner, stationer …

Og selv om nogle af disse projekter kan give mening ud fra et mobilitetsmæssigt synspunkt, så vil de ud over at koste mange milliarder typisk føre til øgede emissioner, både i anlæg og som følge af øget trafik (som på trods af nærværende aftale vil øge emissionerne).

Jeg har af samme grund advokeret for ikke at skille tingene ad, og for i det hele taget at undlade at lave projekter, som ikke har en CO2-tilbagebetalingstid på under 10 år.

Konklusion

Vi ved endnu ikke, hvor meget betydning aftalen får, ud over at den skaber klarhed.

På den ene side kan skiftet til elbiler ske meget hurtigere end de officielle fremskrivninger forudsiger. Det tror jeg personligt vil ske nu, hvor rammerne er klare, og da priserne fra producenterne vil falde løbende.

På den anden side er der på grund af det forøgede antal biler og fravalget af øget beskatning af selve kørslen (indtil roadpricing måtte blive indført) risiko for, at gevinsten ved mere klimavenlige drivmidler tabes som følge af flere kørte kilometer.

En risiko som meget nemt kan blive til virkelighed, hvis der i starten af det nye år kommer en aftale om at udbygge vejnettet og anlægge CO2-tunge broer og tunneller. Og så vil det bare gå som hidtil: Emissionerne fra transporten stiger, fordi mens der lappes med venstre hånd, skruer højre hånd op for hanen.

Udgivet i Bæredygtig transport | Kommentarer lukket til Her er det positive og det negative i klimaaftalen for transport

Var klimaloven bare en narresut

Indlæg bragt i Ræson, 25. november 2020.


Der var store forhåbninger til, hvordan klimaloven skulle sætte fart på den grønne omstilling, da den blev aftalt sidste år. Men regeringens skuffende ”grønne” skatteudspil sætter spørgsmålstegn ved, om loven overhovedet betyder noget. I sidste ende hænger overholdelsen af 70 pct.-målet nemlig ene og alene på Folketinget og det til hver en tid gældende parlamentariske flertal.

Kommentar af Søren Have

NÅR MAN ER KLIMAKRIGER, skuffes man ofte over det politiske systems mangel på tilstrækkelig klimahandling. Og fra gentagne skuffelser er der ikke langt til kynisme og sortsyn. Som regel vinder min egen optimisme igen efter noget tid, men denne uges udspil fra regeringen til en såkaldt ‘grøn skattereform’ har skubbet mig godt over i den kyniske side.

For udspillet var hverken grønt eller i nærheden af at være en reform. Dels var afgiftsomlægningen jo meget beskeden, og dels var forøgelsen nogle år ude i tiden ikke koblet til CO2 men kun til energiforbrug. Dette koblet med et generelt investeringsfradrag kan gøre, at tiltaget – hvis ikke virksomhederne af egen drift investerer grønnere end hidtil – ender med samlet set at øge udledningerne.

I mit dystre humør så jeg flere kommentere situationen med varianter af ’så er det jo godt at vi har klimaloven, for den tvinger regeringen til handling’, og tænkte uvilkårligt så: Gør den nu det?

DET ER VELKENDT, at i modsætning til andre lande som fx Norge og Holland, så kan vi som borgere ikke trække Folketinget i retten for ikke at overholde de love, de selv har vedtaget. ’Ingen over og ingen ved siden af Folketinget’, hedder det og betyder, at Folketinget – så længe de ikke bryder Grundloven på en måde, så nogen får søgsmålskompetence – kan gøre, som et flertal i Folketinget beslutter.

Det betyder bl.a. at ministre kan overtræde ministeransvarlighedsloven uden konsekvenser, hvis ikke Folketinget vælger at rejser anklage. Og altså også at en regering kan sidde en lov som klimaloven overhørig, hvis ikke den har et flertal imod sig.

For det er det springende punkt ift. klimalovens betydning for at kunne ’tvinge’ regeringen til handling: Reelt er klimaloven ikke mere end en proces for at generere en næse til klimaministeren. Og det bliver kun aktuelt, hvis ikke denne enten har ”anskueliggjort,” at man kan nå de nationale klimamål eller fremlagt ”nye initiativer med reduktionseffekt på kortere sigt og initiativer med reduktionseffekt på længere sigt, som viser vejen mod opfyldelse af de nationale klimamål,” som det står i klimalovens afsnit om den såkaldte handlepligt.

Spørgsmålet er, hvad konsekvensen af en manglende overholdelse skal være, hvilket er suverænt op til Folketinget at bestemme. Skal ministeren gå af? Skal regeringen gå af, hvis ikke man finder at de nye initiativer viser vejen? Det hænger ene og alene på Folketinget og det til hver en tid gældende parlamentariske flertal – der er ingen lovmæssig automatik.

DERMED IKKE SAGT, at klimaloven og kampen for den ikke har gjort meget godt for klimasagen. De grønne kræfter har haft noget at samles om, og den har afstedkommet en styrkelse af Klimarådet, hvilket allerede har sat sig aftryk i den måde, hvorpå rådet både producerer flere analyser og kommenterer skarpere, som fx set med den foreløbige kommentering på regeringens klimaprogram. Helt i tråd med det styrkede mandat.

Spørgsmålet er dog, om man kunne have fået mere grøn omstilling for indsatsen, hvis vi grønne aktivister, organisationer og partier i stedet havde brugt energien på at agitere for en håndfuld egentlige omstillingsinitiativer, fx miljøzoner for personbiler eller kødafgifter. Og om nogen af de aktører som indædt er imod sådanne tiltag, faktisk i det stille har været fint tilfredse med klimaloven, for så gik tiden jo med proces-snak, hvor regeringen fx kunne sige, ’først skal vi have en klimalov, og så derefter skal vi have en klimaplan’. Vi ved det ikke, og det står jo ikke at ændre. Men tanken nager mig. Særligt når jeg som nu er i det sorte hjørne. ■

Udgivet i Politik | Kommentarer lukket til Var klimaloven bare en narresut

De selvstyrende biler kan blive en pestilens

Nedenstående blev bragt i MobilityTech 16 november 2020.


Selvkørende biler kan øge trængslen på vejene. Det problem kan kørselsafgifter være med til at løse, skriver ekspert i grøn transport Søren Have i dette synspunkt.

Hypen for fuldt selvkørende biler har lagt sig noget. Men mere afgrænsede funktionaliteter er her allerede, for eksempel avancerede fartpiloter og egentlig selvstyring under visse forhold.

Noget er lovligt og andet bruges mere, end loven aktuelt tillader. Derfor arbejdes der i nogle lande (fx UK) også på at lovliggøre det, som allerede/snart virker teknisk set, og de japanske myndigheder har netop godkendt Hondas software til kø-kørsel.

Den oftest nævnte gevinst ved selvkørende biler, nemlig at man kan lave noget andet undervejs, begynder derfor at nærme sig. Man kan således se Netflix, Facebook, avis, … lovligt i bilen, når man snegler sig ind ad Køgebugt-motorvejen. Det er jo rart.

For den som sidder i bilen, altså. For alle andre på vejen, som ikke har tilsvarende avancerede biler, vil det bare betyde at man spilder endnu mere tid i trafikken. 

Selvkørende biler øger trængslen

Vejdirektoratet har tidligere estimeret, at trængslen vil stige med ca. 15%. Transportforsker og ekspert i værdisætning af tid i trafikken Mogens Fosgerau vurderede også i 2019, at folk i selvkørende biler vil være mindre villige til at betale for at spare transporttid (som i parentes bemærket, vil reducere tidsgevinsterne fra vejudvidelser), samt at den ændrede adfærd fører til længerevarende trængselsperioder.

Derudover er det sandsynligt at bilerne, i det mindste i starten, vil holde en meget stor sikkerhedsafstand til forankørende. Dette reducerer vejkapaciteten, og øger dermed trængslen. (Og nej, bilerne vil sandsynligvis ikke koble sig på hinanden, så de kan køre helt tæt – selvom de teknisk set måske godt kan, så skal der være en ’forhandling’, om den forankørende bil vil have dig på slæb, og vil du i det hele taget ønske at din bil kører ekstremt tæt på en ukendt bil – jeg ville ikke.)

Løsningen er kørselsafgifter

Hidtil har trængslen nogenlunde reguleret sig selv, da alle blev ramt ens, og betalte med sin egen tid. Men sådan er det altså ikke mere. Løsningen er, siger transportforskerne samstemmende, kørselsafgifter, så man betaler for den trængsel, man påtrykker andre, uanset om man selv er ligeglad, fordi man sidder og ser Netflix.

Så, hvis ikke de (delvist) selvkørende biler skal blive en samfundsmæssig pestilens, så haster det altså med – også af denne grund – at få implementeret roadpricing.

PS. Og så skal det selvfølgelig også gøres krystalklart, at godkendelse af software til selvstyring kræver, at softwaren overholder loven. Mange biler kender, enten via kameraer eller kortdata, den lokale hastighedsgrænse. Den skal de selvfølgelig overholde.

Tesla gjorde det faktisk en overgang, men så klagede kunderne, så nu kan man igen sætte fartpiloten til at køre mere end den hastighed, den godt ved, at den burde holde sig under. Det kan vi altså ikke have. Meningen var jo, at bilerne skulle være sikrere – den gevinst kan hurtigt gå i fløjten, hvis det ekstra ’langsyn’ bruges til højere fart.

Udgivet i Bæredygtig transport | Kommentarer lukket til De selvstyrende biler kan blive en pestilens

Brug for takstændring i den kollektive trafik

Helt enig i Hjalmars pointer i dette fremragende indlæg.

Transportvaneundersøgeksen om transportens CO2 emissioner Hjalmar Christensen

Udgivet i Bæredygtig transport | Kommentarer lukket til Brug for takstændring i den kollektive trafik

Lad os få åbnet for beregningsmodellerne!

Indlæg bragt i MobilityTech 21. oktober 2020.


Særligt i kølvandet på Eldrup-kommissionens delrapport om grøn afgiftsreform på personbilområdet er det blevet tydeligt, at brugen af beregningsmodeller har stor betydning for den politiske debat og dermed efterfølgende beslutninger. Både på grund af modellernes udformning og værdierne af de parametre, som de fodres med.

I dette indlæg vil jeg affødt heraf argumentere for en åbning af beregningsmodellerne, så der dels kan komme en bredere, kritisk debat om deres udformning, dels en mere åben og demokratisk anvendelse af dem.

Konkret mht. Eldrup-kommissionen gik forvirringen på, at man var kommet til at omtale den beregnede samfundsomkostning på 5,7 mia. kr. som en samfundsøkonomisk beregning. Men i samfundsøkonomiske beregninger medtages også gevinsterne, her i form af værdien af mindre CO2. Og alt efter, om man bruger Finansministeriets pris på CO2 eller den af Klimarådet anbefalede meget højere sats, giver det gevinster på op til 2,2 mia. kr. Som altså skal trækkes fra omkostningerne, hvilket kan ændre billedet en del.

Samtidig er det for uindviede – og dermed formentlig også for mange politikere – lidt dunkelt, hvor de 5,7 mia. kr. i omkostninger kommer fra. Hvis man på baggrund af fx rapporten fra Det Miljøøkonomiske Råd om reduktion af CO2 fra personbiler graver lidt i, hvordan de opstår, så ses, at det egentlig ikke alle er ’rigtige’ omkostninger, men udtryk for et såkaldt velfærdstab (side 118). I den aktuelle situation med at fremme et skifte til elbiler (fx med afgifter) er der overordnet set følgende tre typer af velfærdstab:

  1. Mindre kørsel i eksisterende bil pga. fx øget brændstofafgift.
  2. Køb af en anden bil end man ellers havde tænkt sig pga. fx øget registreringsafgift på fossile SUV’er.
  3. Salg/undladelse af køb af bil, fordi den bliver for dyr at eje fx pga. øget ejerafgift for fossilbiler.

Selvom ændringerne ved pkt. 1 og 3 potentielt kan ske ved, at forbrugeren fx finder ud af, at det faktisk er både billigere og federe at elcykle, så det reelt slet ikke er et velfærdstab, så kan jeg godt følge, at man indregner disse, da det potentielt er mobilitetshæmmende.

Men pkt. 2 er mere tvivlsom, synes jeg: Hvorfor skal det være et tab (og noget, samfundet skal værdisætte og dermed styre udenom), at man måske køber en lidt mindre bil, hvis den faktisk løser behovet? Eller at man ’tvinges’ til at betale mere for en diesel-Golf end en eGolf, bare fordi man ikke kan overskue en sjælden gang at skulle lade på farten?

Hvordan opstår omkostninger?

Dette kan diskuteres både økonomifagligt og politisk, men uanset hvad tydeliggør det behovet for at få det frem i lyset, hvordan disse ’omkostninger’ både opstår, og hvordan de fordeler sig på de tre kategorier. Særligt i forhold til at træffe oplyste politiske beslutninger.

Samtidig er der brug for flere opklarende og alternative beregninger. De store forandringer, som den grønne omstilling kræver, afføder (heldigvis) en masse ideer og ’hvad nu hvis’-spørgsmål, som det er nødvendigt hurtigt at kunne regne på. Fx synes jeg, at det er naturligt at få regnet på:

  • Hvad er effekten af Eldrup-kommissionens forskellige afgiftspakker (model 1-4) ud, hvis man i stedet for en lineær udrulning af offentlig ladeinfrastruktur frem mod 2035 forudsætter en meget mere aggressiv udrulning?
  • Hvordan ændres allerede gennemførte samfundsøkonomiske analyser af infrastrukturprojekter hvis man bruger en CO2-pris i tråd med den af Klimarådet anbefalede, uanset om de er politisk besluttede eller ej?
  • Hvordan ændres bilparken, trafikken og emissionerne med forskellige kørselsafgiftssatser og/eller betalingsmiljøzoner, som man har i fx London?
  • Hvad vil det betyde for trængslen, hvis fx hver 10. pendlertur som følge af covid-19-erfaringerne med hjemmearbejde forsvinder?

Helt barokt i 2020

Men sådanne beregninger kan man ikke nemt skyde afsted, som det ser ud lige nu. Som det fremgik af Transportministerens svar tidligere i år om konsekvenserne af nedsatte hastigheder på motorvejen, så havde man ikke lavet en egentlig beregning, fordi der kun er »et begrænset antal beregningsmaskiner til rådighed, og deres kapacitet aktuelt anvendes til igangværende trafikale analyser af andre infrastrukturprojekter besluttet af Folketingets partier«.

Mangel på serverkapacitet lyder jo helt barokt i år 2020. Det er et problem for både nytænkning og for demokratiet, da politiske mindretal, interesseorganisationer, borgergrupper, …  så ikke kan få lavet de ’officielle’ beregninger, som ellers er nødvendige for at kunne argumentere på den form, dvs. med brug af samfundsøkonomiske analyser, som flertallet har fastlagt.

Jeg vil derfor foreslå, at Folketinget pålægger Transportministeren (dvs. Vejdirektoratet) at:

  • Gøre det muligt for enhver med tilstrækkelig indsigt uden ventetid at lave egen-konfigurerede kørsler på Landstrafikmodellen (og Bilvalgsmodellen), selvfølgelig mod betaling af et beregningsgebyr, som med brug af moderne cloud-løsninger burde kunne bringes ned fra de nuværende satser.
  • Gøre det mere transparent, hvordan gevinst- og omkostningselementer fordeler sig.
  • Lægge koden til modellerne åbent ud (ligesom det fx allerede er sket med TERESA-modellen), så man kan se hvordan beregningerne sker.

Nu om dage bør beregningskapacitet ikke være en reel begrænsning for indsigt i den grønne omstillings muligheder og udfordringer. Og gennemsigtighed i beslutningerne må være givet. Så lad os få åbnet for beregningsmodellerne.

Udgivet i Bæredygtig transport, Politik | Kommentarer lukket til Lad os få åbnet for beregningsmodellerne!

Regeringen er visionsløs, når det kommer til elbiler

Indlæg af Jens Martin Skibsted og Søren Have, bragt Ingeniøren 28. oktober 2020.


Der er lige nu ingen grund til at tro, at vi kommer i mål med at reducere de ca. 7 mio. ton CO2-udledninger fra persontransportsektoren, der skal til for at realisere Parisaftalens mål for Danmark, og der er heller ingen grund til at tro, at vi i samme ombæring får lavet en langvarig sikring mod trængsel i byerne. Desværre.

Årsagen er, at beslutningstagerne – som i dette tilfælde er regeringen og helt aktuelt Eldrup-kommissionen – kun tænker i siloer. Deres løsninger handler om at elektrificere bilparken, men det oplagte spørgsmål de burde svare på er, hvorvidt det nuværende omfang af privatbilisme overhovedet er en del af fremtidens transportmåde, særligt i byerne.

De antager fortsat vækst i bilparken og fokuserer på, hvordan en elektrificering kan finansieres gennem afgifter. Det gør de i stedet for at tænke ud af kassen i forhold til, hvad samfundet kan spare og blive rigere af, hvis nu bilerne slet ikke var der.

I designtænkning opererer man med først at forstå brugerens behov for at skabe en bedre verden og ikke bare problemerne, der skal løses. Man spørger ikke, hvordan får man flere elbiler og bevarer nuværende indtægtskilde for staten. I stedet spørger man: ‘Hvordan opfyldes bilisternes behov, samtidig med at vi reducerer CO2-udledningen kraftigt? Og kan vi finansiere det bedre end vi gør i dag?’.

Herefter prøves forskellige ideer af gennem prototyper og eksperimenter. Man tager ikke bare et problem og løser det på normal vis ved at skrue lidt på en velkendt knap her og der. Man tænker, så at sige, ud af boksen: ‘Hvad nu hvis vi kunne lave noget helt nyt, noget andet, en løsning, der skaber merværdi?’

Anvendes designtænkning på byernes transportsystem, skal man altså først svare på, hvad det er transportsystemet skal gøre for byernes beboere. Et svar kunne være at bringe flest mulige borgere frem og tilbage hurtigst, renest, gladest og mest effektivt med hensyntagen til samfund og klode.

Det står ikke skrevet, at dette behov bedst løses med privatbilisme. Måske giver elbiler mening i forhold til at dække særlige behov, f.eks. sygetransport, pengetransport og lign. Men biler skal nok ikke erstattes én-til-én med elbiler. Nok snarere i en anden udformning og med andre forretningsmodeller.

Det er jo ikke et mål i sig selv at køre bil – eldrevet eller ej. Elbiler med kun en enkelt person i vil jo heller ikke ændre på trængslen, og samfundet vil derfor stadig spilde i størrelsesordenen 20 mio. dyre og langstrakte timer årligt på trængsel. Det er ingen tjent med.

En anden tilgang er absolut nødvendig for at bruge byernes knappe og dyre plads rigtigt. I dag spildes der rigtig meget plads på parkeringspladser. Som vi har set med covid19, er der bud efter parkeringspladserne til udeliv og til de andre transportformer, der vinder stødt frem.

De fleste mobilitetseksperter kan enes om en ting: Fremtiden bliver multimodal, og med det forstås, at borgeren til enhver tid bør anvende den optimale transportform denne kan vælge. Kollektiv transport og cykling er to af dem, som bliver tiltagende vigtigere, og derfor er det vigtigt, at der skabes god plads på cykelstierne. For der er ikke plads til flere biler på vejene.

Der skal måske også i fremtiden skabes plads til flere cykelbaner, da forskellen i hastighed mellem delecykler, liggecykler, løbehjul, elcykler og cargo-cykler er ved at blive for stor.

Derfor er det vigtigt, at både regering og Eldrup-kommission sadler om. De skal tænke i at skabe værdi i fremtiden for alle, og dér er flere biler bestemt ikke løsningen. Vi skal bede om et bredere perspektiv, der leverer en sammenhængende vision for en grøn omstilling af hele transportsektoren. Og ikke det ekstremt uambitiøse udspil, der lige nøjagtigt kravler over prognosen for status quo vækst i elbiler.

Det er fuldstændig tankeløst at påbegynde den slags nye infrastruktur projekter i Danmark før vi får en plan, der giver mening for samfund, erhverv, personer og nok vigtigst klimaet.

Udgivet i Bæredygtig transport | Kommentarer lukket til Regeringen er visionsløs, når det kommer til elbiler