Handling bag håbet om en bedre by

Debatindlæg (med Uffe Elbæk), bragt (forkortet af red.) i Frederiksbergbladet d. 16. maj 2017.


I disse dage springer bøgen ud, i sin flotte lysegrønne farve. Meget lig Alternativets farve. Det er en farve, vi håber, vil komme til at fylde meget på Frederiksberg. Ikke bare på træerne, men også politisk. I Alternativet ønsker vi nemlig en seriøs bæredygtig omstilling og et langt mere involverede og engagerende politisk system. Og megen forandring starter i det nære, dvs. i vores egen by, Frederiksberg.

Alternativet er et håbefuldt parti. Og da Frederiksberg er en ressourcestærk kommune nærer vi særligt store forhåbninger.  Vi håber for det første, at Alternativet bliver stærkt repræsenteret i kommunalbestyrelsen efter efterårets kommunalvalg, så vi dels kan løse op for de senere års tendenser til blokpolitik og fremme det brede politiske samarbejde til gavn for alle Frederiksbergborgere, og dels kan involvere borgerne meget mere i udviklingen af både politik og løsninger.

Vi håber, at Frederiksberg vil gå foran med at finde løsninger på den fremtid, vi ser ind i, hvor mange af de jobs, vi kender i dag, vil forsvinde som følge af automatisering. Det kan fx være med tilbud om 30-timers uge til kommunens ansatte og med ’borgerløn-light’ i form af kontanthjælp uden modkrav.

Vi håber, at Frederiksberg – på trods af Christiansborgs stadige indskrænkninger af det kommunale selvstyre med budgetlove og lignende – vil prioritere skoler og andre velfærdsområder før skattelettelser, og i givet fald lette skatten på arbejde frem for på jord (herunder parkering).

Vi håber, at selvom Frederiksberg er en ret grøn by allerede, så vil Frederiksberg hæve overliggeren, så vi fx gør os CO2-neutrale (mindst) lige så hurtige som København. Og hvor vi sætter handling bag de flotte ord i Frederiksberg-strategien, så hvis eksempelvis et 100-årigt bøgetræ må lade livet, så er det ikke for at skabe plads til parkering, men fordi der skal være en cykelsti.

Dette er nogle af vores håb for, hvordan Frederiksberg kan blive til en endnu bedre by. Ikke bare for os borgere, men for Danmark. Så Danmark kan blive det bedste land for verden. For det behøver verden. Sidste år vedtog alle FN’s 193 lande 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling hen imod 2030. Målene vedrører os alle og går på tværs af social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Så for at omsætte håb til handling, inviterer Alternativet Frederiksberg derfor til møde om FN’s verdensmål i en lokal kontekst, d. 1. juni 2017 kl 19-21 i Medborgerhuset på Danasvej. På mødet vil Steen Hildebrandt indledningsvist holde et indlæg om verdensmålene og deres relevans i en lokal kontekst, hvorefter der vil blive tematiske diskussioner i mindre grupper om, hvordan vi på Frederiksberg kan arbejde med verdensmålene, til gavn for både os selv, og for verdenssamfundet. Vi ved, at mange på Frederiksberg ønsker meget mere skub på den bæredygtige omstilling, og derfor giver vi nu alle mulighed for at være med til skabe den konkrete politik, der skal føre til dette. Vi håber, at mange – uanset politisk ståsted – vil være med, netop fordi verdensmålene handler om at samle mennesker i en håbefuld fremtid.

 

Alternativet synes træer er vigtige

Debatindlæg, bragt i Frederiksbergbladet d. 7. juli 2017.


Svar til Niels Sejersen, som i Frederiksbergbladet 27. juni 2017 desværre har misforstået hvad vi i Alternativet Frederiksberg mener om træer.

Først og fremmest: Vi finder helt generelt træer utroligt vigtige, både af klimagrunde og af miljøårsager. Og i byer som Frederiksberg er de derudover særligt vigtige for at suge vand, rense luften, give skygge (og dermed køle storbyen), og i øvrigt være “kilde til meget stor glæde” som også Niels Sejersen skriver.

Derfor har jeg også tidligere i Frederiksbergbladet (2. februar 2016: ‘Hvad er en træpolitik værd når et gammelt træ fældes’) argumenteret mod at det omtalte bøgetræ ved Åboulevard skulle fældes.

Og derfor er det ekstra ærgerligt at Niels Sejersen misforstår mit og Uffe Elbæks fælles indlæg. Hvad vi mener om træer, er: 1. Gamle træer skal bevares. 2. Hvis der skal gås på kompromis med dette, så skal det være af andre, vigtigere bæredygtighedshensyn. Og hertil hører ikke parkering. Tværtimod kunne mange træer – f.eks. lindetræet på Alhambravej – bevares på trods af cykelsti, hvis man var villig til at undvære nogle parkeringspladser.

Så da det omtalte bøgetræ skal fældes netop pga. parkering mener vi ikke det er gyldig grund for fældning. Jeg håber dette opklarede misforståelsen.

 

Byerne må gå forrest i den grønne omstilling

Kronik (med Fanny Broholm), bragt i kommunen.dk d. 22. oktober 2017.


Det er første gang Alternativet stiller op til kommunalvalg, og på tværs af kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg har vi fundet sammen om vores store politiske engagement for på grønneste vis at omstille vores to kommuner, så vi ikke overforbruger klodens ressourcer. Derfor er det også smerteligt når tingene går den forkerte vej. Som f.eks. når Præsident Trump dropper USA’s opbakning til Parisaftalen, og når vores egen regering helt ureflekteret øger vores CO2-udledning ved blandt andet at spare på kollektiv transport og samtidig fremme biltrafikken. Dermed får vi med sikkerhed endnu flere dieselbiler på vejene, hvor vi ellers burde udfase dem i en fart.

Men ligesom mange amerikanske byer trodser Trump og fortsætter den grønne omstilling i Paris-aftalens ånd under parolen ’We are still in’, lige sådan kan danske, progressive byer gå forrest i den grønne omstilling. Københavns Kommune har allerede taget et stort skridt ved at sætte et mål om at være CO2-neutral i 2025. På Frederiksberg er målet noget mere uambitiøst, hvilket Alternativet selvfølgelig vil arbejde for at rette op på.

Urimelige begrænsninger

I modsætning amerikanske byer er danske byer på mange væsentlige områder detailreguleret af staten og dermed underlagt en række urimelige begrænsninger, der gør det unødvendigt svært at gå forrest i den grønne omstilling. Transportsektoren er på klimaområdet en sten i skoen for København, idet den står for en stor og stigende del af CO2-udledningen og samtidig er et af de sværeste områder at regulere både strukturelt og menneskeligt. Men vi vil i Alternativet tage udfordringen op og bryde det politiske tabu om, at fossildrevet privatbilisme ikke er vejen frem.

Allerhelst ville Alternativet bruge roadpricing til at fremme en bæredygtig omstilling af transportsystemet, fordi det på en teknologisk elegant måde kan regulere vejtransporten ud fra trængsel og miljøpåvirkning. Men København og Frederiksberg må endnu ikke selv indføre hverken roadpricing eller miljøzoner.

Mens vi venter på et flertal i Folketinget for disse tiltag, peger eksperter (herunder Trængselskommissionen) på, at parkeringsafgifter et godt stykke ad vejen kan give samme incitamenter til et bæredygtigt transportvalg som roadpricing og miljøzoner. Så selvom kommunerne også på parkeringsområdet er underlagt en forældet og træg statslig regulering, har vi fundet en mulighed for, at vi i kommunerne alligevel kan tage sagen i egen hånd.

Staten tager kommuners P-overskud

Staten regulerer parkering i kommunerne ved at tage det økonomiske overskud, der er fra kommunernes parkeringsindtægter på nær de penge, der bruges på bilparkering. Det betyder konkret, at hverken Frederiksberg eller København kan hæve parkeringsafgifterne og på den måde få samme indtjening fra færre parkeringspladser og dermed begrænse den klimaskadelige privatbilisme. Derudover styrer staten også kommunernes parkeringsregulering ved at lægge loft over, hvor meget parkeringsrabat der må gives til elbiler (pt. 5.000 kr.). Det betyder, at vi som kommunalpolitikere ikke i tilstrækkelig grad kan sørge for, at det er en fordel for borgerne at udfase privat bil eller købe en klimavenlig en af slagsen.

Sammen med vores forvaltninger skal vi arbejde endnu hårdere og meget mere opfindsomt for at fremme bæredygtige tiltag uden at bryde landets love. I forhold til parkering kan vi i kommunerne lave en meget mere grundig opgørelse af udgifterne til parkeringspladser, for så kan vi som nævn beholde indtjeningen fra færre pladser med øgede parkeringsafgifter og herudover sørge for, at parkeringen placeres favorable steder. Vi kan også være fremsynede ved at undersøge, om der med passende varsel kan sættes begrænsninger på antal parkeringslicenser pr husstand. Vi kan også lave servicemål for adgang til ladningsinfrastruktur (for eksempel at man skal kunne lade højest 250 meter væk, senest to måneder efter man har købt en elbil-P-licens), så det bliver nemmere at være elbilist end fossilbilist. Med sådan nogle tiltag tænker vi ud af boksen, og det er dybt nødvendigt, hvis vi skal nå at omstille vores kommuner tids nok til at bidrage til at mindske uoprettelige klimaforandringer.

Vi skal nok tage kampen. Og vi håber at få mange med os i kommunerne landet over. Men vi krydser også fingre for, at der snart kommer et grønt flertal i Folketinget, så den grønne omstilling lokalt ikke skal ske på trods.

Lav midlertidig klub i forladte bygninger

Debatindlæg (med Daniel Panduro), bragt i Frederiksbergbladet d. 31. oktober 2017.


Som det vil være FrederiksbergBladets læsere bekendt, og tæt inde på livet af mange forældre, så kæmper skolerne på Grundtvigsvej og Bülowsvej med pladsproblemer.

På Grundtvigsvej har det stået på i mange år og har kunnet forudses pga. overoptag, men er aktualiseret af at der meget snart behøves klubbygninger. Som bekendt har det ført til ønske om tidligere end planlagt at overtage bygningen på Bülowsvej som Tempeltræet, hvilket dog ikke bliver til noget.

Samtidig har en af bygningerne på Skolen på Bülowsvej været lukket siden ultimo september, pga. skimmelsvampangreb. Dette rammer idræt, sløjd, metalsløjd, håndarbejde, billedkunst, musik, drama, Tempeltræets sportsaktiviteter samt linjehold i både udskoling og på mellemtrinnet.

Der er således akut brug for at tænke lidt ud af boksen, så vores børn kan få nogle ordentlige rammer for deres indlæring og opvækst.

Vi foreslår derfor at kommunen undersøgerne mulighederne for midlertidigt at benytte de lokaler som KU har fraflyttet på Rolighedsvej 21. Lokalerne har været benyttet til undervisning og kontorer indtil for nyligt, og der er endvidere godt med udenomsplads til brug for klub-aktiviteter.

Hvis perspektiverne er til det, kunne man endvidere undersøge permanent overtagelse af området, hvorved byggeri af ny klubbygning ved Skolen på Bülowsvej kunne undgås.

Hvem er uansvarlige?

Debatindlæg (sammen med Uffe Elbæk), bragt i Frederiksbergbladet 7. november 2017.


Fra dag 1 og nu senest i KV17-debatten er Alternativet ofte blevet mødt med paroler om at vores politik er uansvarlig, og at den bæredygtige omstilling vi arbejder for, næsten vil lægge landet i økonomisk ruin. Derfor har vi også gjort en del ud af at udarbejde et økonomiske sammenhængende forslag til finanslov, og senest har vi lanceret konkrete forslag til, hvordan vi sikrer plus på alle tre bundlinjer: den miljømæssige, den sociale og den økonomiske.

For det er det vi arbejder for: Plus på alle tre bundlinjer. Den ensidige fokus på den økonomiske bundlinje har bragt os og kloden i den klima- og empatikrise vi er i nu. Og at fortsætte ad denne kurs vil netop være uansvarligt overfor vores børn og børnebørn. Vi er nødt til at ændre kurs. Alt andet vil ikke være rettidigt omhu.

Dette gælder også lokalt her på Frederiksberg. Selvfølgelig skal vi fortsat have styr på økonomien, men den skal i langt højere grad tage det lange lys på, i forhold til grøn omstilling og social bæredygtighed. Eksempelvis ved fokus på grønne indkøb og bedre rammer for børnenes læring. Dette vil både komme Frederiksbergs borgere til gavn, og samtidig vise resten af verden at der ingen konflikt er mellem det gode, bæredygtige liv og en sund økonomi.

Plads til mennesker og natur

Debatindlæg, bragt i Lokalavisen Frederiksberg 9. november 2017.


I sidste nummer af Lokalavisen skriver Peter Fjerring (V) om parkering og nævner her at Alternativet gerne vil indføre restriktioner og gebyrer. Det har han helt ret i. Vi vil nemlig også gerne have fremkommelighed, for gående, cykler, kollektiv trafik og biler. I den rækkefølge – ikke alt kan jo være lige vigtigt. Samtidig prioriterer vi at bruge vores knappe plads på mennesker og natur (fx træer eller skolehaver), frem for på endnu flere parkeringspladser end de 23.000 vi allerede har.

Og nej, det er ikke en god løsning at bygge flere parkeringskældre. Dels fordi mere parkering bare giver flere biler, som så giver mere biltrafik – også når man trækker mindsket søgetrafik fra. Dels fordi underjordiske parkeringspladser koster 250-500.000 kr. at anlægge pr plads (!), ifølge en rapport fra Realdania. Det vil ingen jo betale for. Så kommunen, dvs. de ca. 2/3 skatteydere uden bil, må derfor betale, som vi så det ske med P-kælderen ved Frederiksberg Gymnasium.

Vi vil derfor hellere gøre som fx San Francisco har gjort, og optimere brugen af de parkeringspladser vi allerede har, gennem en (over tid) mere markedsbaseret prissætning, for både gadeparkering og parkeringshuse. Det må da tiltale det ellers normalt markedsorienterede Venstre. Også fordi det er det mest omkostningseffektive.

Kilder:

Realdania: https://realdania.dk/publikationer/realdania-by-og-byg/parkering-og-bykvalitet—inspirationsh%C3%A6fte-og-eksempelsamling  (side 51)

P-kælder Frederiksberg Gymnasium: https://www.frederiksberg.dk/sites/default/files/meetings-appendices/439/Punkt_180_Bilag_3_Evaluering_af_den_nye_pordning.pdf

San Francisco: http://sfpark.org/how-it-works/pricing/

Den gode åbne dialog

Debatindlæg, bragt i Frederiksbergbladet 16. november 2017.


I sidste uge var jeg til en række debatmøder, som klart manede den fordom til jorden, at borgerne hverken har tid eller lyst til at involvere sig i den demokratiske proces. Mest spektakulært så vi det med debatten på Rådhuset, hvor rådhusbetjentene måtte bære flere stole ind, og balkonen måtte tages i brug. Og ikke bare mødte folk op, de besøgte nysgerrigt partiernes stande og stillede gode, vedkommende spørgsmål til os politikere.

Et mindre, men mindst lige så opmuntrende eksempel, var et debatmøde som naboer til et planlagt byggeri havde arrangereret. I et telt opstillet til lejligheden kom 80-100 beboere og 8 politikere. Og vi havde en sober og åben dialog, hvor borgerne fortalte både om bekymringer og løsninger, og hvor vi politikere vedstod os ansvaret for nogle gange at skulle træffe beslutninger hvor ikke alle vinder.

Det har virkelig styrket min tro på, at vi skal involvere borgerne, både mere og tidligere. Det har allerede været nævnt stort set samstemmende at borgerne skal involveres i udviklingen af hospitalsgrunden. Men hvornår ellers? Skulle borgerne fx have været mere involveret i udformningen af det planlagte CBS-byggeri ved Solbjerg Plads?

I Frederiksberg-strategien er et af principperne ’Vi skaber løsninger sammen’. Men hvordan? Jeg og Alternativet foreslår at dette foldes mere ud, eksempelvis ved, at der sammen med borgerne formuleres en politik for borgerinddragelse, som man f.eks. har gjort det i Albertslund Kommune. På den måde kan vi forhåbentlig sikre, at den gode dialog vi har i disse dage kan leve videre.

Kilder:

http://albertslund.dk/media/147891/Politik-for-borgerinddragelse.pdf

Hvad skal vi svare?

Læsere af denne blog vil vide at jeg har kredset en del om det moralske / etiske spørgsmål om det personlige ansvar for at (forsøge at) bremse klimaforandringerne. Jeg blev derfor også ekstremt nysgerrig da jeg læste Informations omtale af en ny bog af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig, med titlen Hvad skal vi svare:

Sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen har skrevet en nådesløs bog om, hvad vi skal sige til vore børn, når de spørger, hvad vi egentlig gjorde for at redde den verden, de skal arve. Der er ikke brug for letkøbt optimisme – situationen kalder på modstand, mener de.

Det er stærke ord. Så jeg bestilte bogen i mandags, fik den onsdag og blev færdig med den i går. I det følgende vil jeg kort ridse lidt tanker op som jeg gjorde mens jeg læste den (første gang; jeg skal læse den igen, for jeg speedlæste nok lidt for meget af nysgerrighed 🙂 )

Bogen åbner med en god metafor på hvordan vi mennesker på forskellige måder har drevet og driver os selv mod ragnarok, og gennemgår i de følgende 9 kapitler disse fælder (ruser).

De første fælder (teknologi-fix, social medie distraktion og konsulent-forandringslitani) forekom nogenlunde ligetil, nok fordi nogle af budskaberne er hørt før (og bl.a. bygger på klummer af Rasmus Willig, som jeg havde læst). Dog havde jeg det liiidt stramt med sparket over konsulent-skinnebenet (som forfatterne dog undskylder senere i bogen), da jeg jo netop prøver også som konsulent at drive den forandring jeg mener der skal til. Både i mit valg af arbejdsplads, og i valg af projekter.

De næste 6 kapitler gav mig dog anledning til en del refleksioner, og det var her jeg virkelig fandt bogen værdifuld. Her følger nogle enkelte nedslag.

Lokal vs. Global. Bogen beskriver (ligesom jeg selv) hvordan ens handlinger i den antropocene tidsalder får globale konsekvenser. Og siger at vi både må handle lokalt for at ændre tingenes tilstand, og samtidigt arbejde politisk og aktivistisk for at ændre systemet. Jeg er helt enig.

Naturen. Bogen plæderer for at vi har tabt koblingen til naturen, og at det er essentielt vi får den tilbage, da kærligheden til alt levende kan være drivkraften for den krævede handling. Det fik mig til at tænke: Har jeg denne kærlighed til alt levende? Nej, ikke rigtigt, faktisk. Jeg må tilstå at jeg ser ret instrumentelt på naturen. Har jeg haft kærligheden til naturen – jeg er jo opvokset på landet? Det tror jeg ikke. Kunne jeg få den? Det tror jeg heller ikke.
Men hvad er det så der driver mig til at arbejde så meget for den grønne omstilling? Jeg tror det er noget med at jeg finder det umenneskeligt – eller måske rettere, uværdigt for menneskeheden – at vi ikke agerer på den viden vi har. Og at det er dybt uansvarligt overfor vores efterkommere.

Hvorfor gøre noget? Bogen gav mig også en aha-oplevelse i gennemgangen af hvad der kan motivere folk til ændre adfærd. Selvfølgelig er der en cost-benefit-tilgang, i familie med konsekvensetik (du er ansvarlig for dine konsekvenser). Og en pligtetik, som udspringer af den gode vilje. Men, argumenterer bogen, der er også en dyds-etik: At “det er et gode at praktisere et sådant sammenfald mellem ord og handling, selv i de tilfælde, hvor det kan påpeges, at handlingen ikke betyder alverden, når regnskabet gøres op”.
Jeg tror det, med den forklaring, i høj grad er dydsetikken som driver mig.

Håb vs alarmisme. I et kapitel laves en rigtig god analyse af optimisme, håb og alarmisme.  Konklusionen, som jeg er enig i, er at håb uden handling ikke er nok.  Så – konkluderer bogen videre – det som der er brug for er reel modstand.

Så, til spørgsmålet ‘Det går da meget godt, ikke Far?’ vil jeg svare: “Nogen ting går i den rigtige retning. Men meget går i den forkerte retning. Og det kan give dig og dine børn nogle rigtig svære problemer, hvis ikke vi sørger for at ændre retningen. Og det sker ikke af sig selv, så derfor gør vi i vores familie nogle ting anderledes end i andre familier. Og jeg arbejder for at få flere til at gøre det samme*.”

Tak til forfatterne for at læne sig ud og potentielt risikere statustab med at skrive et sådant kampskrift. Det er der virkelig brug for. Anbefalet læsning, i hvert tilfælde som kilde til refleksion og opildning for de som allerede er positivt stemte overfor omstilling. De som endnu er skeptiske tror jeg skal have bogen i mindre doser.

*: Og dermed kan jeg, ligesom bogens forfattere, nemt fremstå “som en hellig fanatiker, og herved miste status”. So be it. Noget må ske.

 

Sæt H. C. Andersen på skrump

Af Niko Grünfeld og Søren Have, kandidater til kommunalvalget for Alternativet i hhv København og på Frederiksberg.

Nej, det er ikke salig H. C. Andersen vi vil sætte på skrump. Men den 6-sporede vej, H. C. Andersens Boulevard, som han har lagt navn til. Det vil vi komme tilbage til.

Først lidt historie. Inspireret af mange amerikanske storbyer var København tæt på også at få motorveje ind gennem byen i 60’erne og 70’erne. Mange vil vide at der var planer om at lave en hævet motorvej (kaldet ’Søringen’) på 4-8 spor der hvor søerne er i dag. Det fik vi heldigvis ikke, pga. folkelige protester.

Planlagt net af motorgader. Fra: http://www.byplanlab.dk/sites/default/files2/BHU_SKRIFT50.pdf

Men Bispeengbuen, som ender i H. C. Andersens Boulevard nåede at blive bygget desværre, inden at protester og oliekrisen i 1973 satte en stopper for planerne om at fylde København med motorgader. I mange år måtte naboerne til den døje med støjhelvede lige uden for vinduerne, men efter 30 år blev der opsat støjskærm.

City-plan Vest (Vesterbro) illustrer hvad Bispeengbuen bare var forsmagen på. Fra http://videnskab.dk/kultur-samfund/politikere-ville-fylde-byerne-med-beton#&gid=1&pid=2

Der er dog stadig i dag en voldsom støj og forurening, og Bispeengbuen / H.C. Andersens Boulevard (herefter ’vejen’) lægger både et stort beslag på byrummet, og deler byen meget op.

Det er derfor også blevet foreslået af Miljøcenter Nørrebro at grave hele vejen ned i en tunnel, fra Borups Alle til på den anden side af Langebro. Dette har man fx gjort i Boston med ’the big dig’, hvorved et stort område er givet tilbage til byen. Men det var rigtig, rigtig dyrt. Og gav gener i mange år.

Og i København og Frederiksberg vil vi hellere bruge pengene på mennesker end biler. Også selvom vejen er statsvej – pengene skal jo stadig findes. Derfor tænker vi om der ikke var en billigere og mindre big-bang måde hvorpå vi kunne bevare den nuværende mobilitet, og samtidig realisere visionen – som vi helt og holdent deler – om at fjerne miljøgenerne fra vejen, og i stedet at lave den til en – over tid – enkeltsporet vej, i et rarere by/park-miljø. Og stadig med plads til at frilægge åen og klimasikre.

Man kunne passende starte med Bispeengbuen, da den står foran en renovering som vil koste 125 mio. kr. Men i stedet for at bruge milliarder på at grave den ned som senest foreslået af Ida Auken og Jan. E Jørgensen, så foreslår vi i stedet at gøre som i San Francisco. Her fjernede man simpelthen en højbanemotorvej, og anlagde i stedet for en meget mere rolig vej. Og det gør man også andre steder. Byplanlæggere kalder det ’road diet’. Så vi sætter vejen på skrump.

Den generelle forventning er at de selvkørende biler kommer i løbet af 10-20 år. Og at vi med dem kan afvikle mere trafik på samme vejareal. Men så lad os da bruge den ’teknologi-dividende’ på at frigøre noget af arealet. I stedet for at støbe vores nuværende verdensbillede i beton. En dyr beton-tunnel, vel at mærke.

Nedenstående glimrende grafik viser et eksempel på hvordan vejen kunne ende med at blive. Herunder bl.a. hurtigt skabe mere plads til cykler, som også Morten Kabell foreslår i dag.

H. C. Andersen var glad for at rejse og selvom han nok ville synes at det havde været rart med nutidens biler, så tror vi ikke han ville nyde udsigten og larmen hvorfra han sidder i dag. Lad os rette op på det, til gavn for os og kommende generationer.

The Future of Urban Mobility

Yesterday I participated in a really interesting panel debate about the Future of Urban Mobility.

Each panelist had been asked to give brief introduction about themselves and their views. I decided to go old-school and use a flip-over.

Below you’ll find my notes about what I think we should have in mind regarding the future of urban mobility: It should be attractive, sustainable and efficient. Surprisingly that is also my professional mission statement.

And, as I said yesterday: Personally I’m quite sustainable, often efficient and attractive? Maybe when I was younger 🙂