Er der en moralfilosof til stede?

Forestil dig at du er ombord på Titanic. Du har mødt nogle is-eksperter som forgæves har forsøgt at få kaptajnen til at enten sætte farten ned eller lægge kursen om.

Du forsøger i restauranten at forklare folk at det er på vej til at gå helt galt, men folk enten ignorerer dig eller tysser på dig – nu går det lige så godt, så skal du ikke komme og ødelægge den gode stemning.

Hvor længe prøver du fortsat på at få folk til at forstå alvoren, og derved hjælpe med at få kaptajnen i tale? Hvornår begynder du i stedet at sikre dig forsyninger, værdier og de bedste pladser i bådene?

Jeg er ikke filosof, så jeg ved ikke om dette er et moralsk eller etisk dilemma. Men et dilemma er det i hvert tilfælde.

Og selvom tidsaspekterne ikke er helt sammenlignelige, er det på en måde sådan jeg nogen gange har det med mit engagement i grøn omstilling (herunder afbødning af klimaforandring): Hvor længe skal jeg forsøge at gøre mit til at kursen rettes op? Hvornår skal jeg i stedet hellere bare sørge for at sikre mine allernærmeste? Hvad er det rigtige svar?

Gad vide om jeg er den eneste der tænker sådan? Er der en moralfilosof til stede?

Elsker danskerne overvågning?

Det skulle man i det mindste tro når hvis man læste aviser (Politiken, BT, JP, …) forleden, hvor en rapport om danskernes syn på overvågning blev offentliggjort og refereret som “Danskerne elsker overvågning”. Og dog. Som Information også var inde på, kunne man med lige stor ret have valgt at vinkle historien meget anderledes, så overskriften i stedet havde fokuseret på den fundne viden om årsagerne til utryghed, fremfor  overvågning som (universal-)midlet. (Og retfærdigvis skal det siges at det ikke er PET som lægger op til den valgte vinkling. Overskriften på PET’s pressemeddelelse lyder: “Synlig sikkerhed skræmmer ikke danskerne”.)

Rapporten er bestilt af PET, støttet fra TrygFonden og udarbejdet af konsulentfirmaet Relation-Lab A/S.

Jeg har skimmet rapporten og nærlæst afsnittet med hovedkonklusioner, og har ingen grund til at anfægte rapportens metode og konklusioner (jeg kender også fra arbejdsmæssig sammenhæng Relation-Lab som et professionelt arbejdende konsulentfirma).

Problemet er at journalisterne øjensynligt ikke er opmærksomme på at rapporten er bestilt med baggrund i PET’s opgave med at forhindre terroraktioner i Danmark:

Hos PET vurderer Center for Terroranalyse, CTA, at der fortsat er en terrortrussel mod Danmark. Erfaringer fra udlandet viser, at fx offentlige pladser er let tilgængelige mål, hvor mange mennesker er samlet. PET har derfor initieret en omfattende undersøgelse af både virksomheder og borgeres opfattelse af sikkerhed og tryghed på befærdede steder. Danskerne er blevet spurgt om, hvad der gør dem trygge og utrygge, når de færdes i det offentlige rum. Virksomheder, der er beliggende på og omkring befærdede steder, er blevet spurgt om, hvordan de vurderer og arbejder med sikkerhed.

Fokus har altså implicit være terrorbekæmpelse, og ikke f.eks. forebyggelse/opklaring af voldskriminalitet. Som justitsminister Morten Bødskov også er inde på skal man holde sig for øje hvilket behov overvågning i givet fald skal imødekomme.

Det er altså med denne præmis at undersøgelsen skal læses. Og hvad står der så faktisk?

Undersøgelsen opererer med den interessante (og intuitivt rigtige) karakterisering af tryghed som et stadie af ubekymrethed (som vi kender det fra børn, og altså ikke en selvstændig følelse man kan sætte ord på).

Når ubekymretheden går tabt sætter utrygheden altså ind. Problemet er at det er meget forskelligt hvad folk har behov for, for at bevare ubekymretheden (er du f.eks. mest ubekymret ved at gå alene fredag nat på Strøget (med kameraer) eller hen over Langebro sammen med 50 andre som du ikke kender?).

Undersøgelsen har interessant nok fundet at danskerne deler sig i stort set tre lige store dele efter hvad der påvirker deres tryghed/ubekymrethedsfølelse:

  • De myndighedsfikserede er fokuserede på det internationale efterretningssamarbejde og politiets rolle bag linjerne
  • De sikkerhedsorienterede har mere fokus på de fysiske og taktiske sikkerhedstiltag på selve pladsen eller stedet
  • De tolerancesøgende adskiller sig væsentligt fra de andre ved det at de “måler trygheden ud fra en følelse af fællesskab og medborgerskab i samfundet. De søger at forstå årsager og handlinger. De ønsker forklaringer. Og ser allerhelst, at der slet ikke er nogen trussel”

Jeg kan konstatere at jeg klart hører til den sidste kategori, i og med jeg foretrækker at bekæmpe årsagen til utryghed fremfor  f.eks. at indføre overvågning som afhjælpning. Med andre ord: at nå tilbage til ubekymretheden frem for med skilte eller andre symboler  at signalere “du behøver ikke være bange, vi passer på dig”.

Og hvad konkluderer rapporten så? Det konkluderes først og fremmest at:

Borgernes tillid til, at Danmark har et ressourcestærkt og kompetent politi og terrorberedskab, er det, der skaber størst tryghed.

[…] ifølge undersøgelsen måler borgerne generelt trygheden ud fra, om de er blandt mennesker, de kan ’læse’. Når de fx befinder sig på en station eller andre offentlige steder og ser mennesker, der ser anderledes ud end dem selv, bliver de usikre.

Rapporten bør således følges op af analyser og politisk diskussion af emner som:

  • Givet befolkningens meget forskellige behov, hvordan kommunikerer PET bedst til borgerne om terrortruslen og forebyggende tiltag?
  • Hvordan er sammenhængen mellem faktisk tryghed (dvs. sikkerhed) og oplevet utryghed (eksempel: ældres frygt for overfald kontra reel risiko)?
  • Hvilke tiltag skal det offentlige prioritere at bruge midler på? Flere betjente på gaden / bemandet overvågning / præventive tiltag / … – midlerne er ikke uendelige, så vi bør sætte ind der hvor vi får mest tryghed for pengene
  • I hvilket omfang kan rapportens konklusioner udvides til at gælde danskernes generelle syn på utryghed (og ikke kun utryghed relateret til terrortrusler)?

Og så til sidst. Avisernes overskrifter kunne således lige så godt have lydt: “2/3 af danskerne foretrækker synlige terrorbekæmpelsestiltag”. Eller hvis den skulle vinkles helt over i den anden grøft: “Danskerne er bange for det fremmede”. Hvilket også ville være en overfortolkning af undersøgelsens resultater.