Hvad skal vi svare?

Læsere af denne blog vil vide at jeg har kredset en del om det moralske / etiske spørgsmål om det personlige ansvar for at (forsøge at) bremse klimaforandringerne. Jeg blev derfor også ekstremt nysgerrig da jeg læste Informations omtale af en ny bog af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig, med titlen Hvad skal vi svare:

Sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen har skrevet en nådesløs bog om, hvad vi skal sige til vore børn, når de spørger, hvad vi egentlig gjorde for at redde den verden, de skal arve. Der er ikke brug for letkøbt optimisme – situationen kalder på modstand, mener de.

Det er stærke ord. Så jeg bestilte bogen i mandags, fik den onsdag og blev færdig med den i går. I det følgende vil jeg kort ridse lidt tanker op som jeg gjorde mens jeg læste den (første gang; jeg skal læse den igen, for jeg speedlæste nok lidt for meget af nysgerrighed 🙂 )

Bogen åbner med en god metafor på hvordan vi mennesker på forskellige måder har drevet og driver os selv mod ragnarok, og gennemgår i de følgende 9 kapitler disse fælder (ruser).

De første fælder (teknologi-fix, social medie distraktion og konsulent-forandringslitani) forekom nogenlunde ligetil, nok fordi nogle af budskaberne er hørt før (og bl.a. bygger på klummer af Rasmus Willig, som jeg havde læst). Dog havde jeg det liiidt stramt med sparket over konsulent-skinnebenet (som forfatterne dog undskylder senere i bogen), da jeg jo netop prøver også som konsulent at drive den forandring jeg mener der skal til. Både i mit valg af arbejdsplads, og i valg af projekter.

De næste 6 kapitler gav mig dog anledning til en del refleksioner, og det var her jeg virkelig fandt bogen værdifuld. Her følger nogle enkelte nedslag.

Lokal vs. Global. Bogen beskriver (ligesom jeg selv) hvordan ens handlinger i den antropocene tidsalder får globale konsekvenser. Og siger at vi både må handle lokalt for at ændre tingenes tilstand, og samtidigt arbejde politisk og aktivistisk for at ændre systemet. Jeg er helt enig.

Naturen. Bogen plæderer for at vi har tabt koblingen til naturen, og at det er essentielt vi får den tilbage, da kærligheden til alt levende kan være drivkraften for den krævede handling. Det fik mig til at tænke: Har jeg denne kærlighed til alt levende? Nej, ikke rigtigt, faktisk. Jeg må tilstå at jeg ser ret instrumentelt på naturen. Har jeg haft kærligheden til naturen – jeg er jo opvokset på landet? Det tror jeg ikke. Kunne jeg få den? Det tror jeg heller ikke.
Men hvad er det så der driver mig til at arbejde så meget for den grønne omstilling? Jeg tror det er noget med at jeg finder det umenneskeligt – eller måske rettere, uværdigt for menneskeheden – at vi ikke agerer på den viden vi har. Og at det er dybt uansvarligt overfor vores efterkommere.

Hvorfor gøre noget? Bogen gav mig også en aha-oplevelse i gennemgangen af hvad der kan motivere folk til ændre adfærd. Selvfølgelig er der en cost-benefit-tilgang, i familie med konsekvensetik (du er ansvarlig for dine konsekvenser). Og en pligtetik, som udspringer af den gode vilje. Men, argumenterer bogen, der er også en dyds-etik: At “det er et gode at praktisere et sådant sammenfald mellem ord og handling, selv i de tilfælde, hvor det kan påpeges, at handlingen ikke betyder alverden, når regnskabet gøres op”.
Jeg tror det, med den forklaring, i høj grad er dydsetikken som driver mig.

Håb vs alarmisme. I et kapitel laves en rigtig god analyse af optimisme, håb og alarmisme.  Konklusionen, som jeg er enig i, er at håb uden handling ikke er nok.  Så – konkluderer bogen videre – det som der er brug for er reel modstand.

Så, til spørgsmålet ‘Det går da meget godt, ikke Far?’ vil jeg svare: “Nogen ting går i den rigtige retning. Men meget går i den forkerte retning. Og det kan give dig og dine børn nogle rigtig svære problemer, hvis ikke vi sørger for at ændre retningen. Og det sker ikke af sig selv, så derfor gør vi i vores familie nogle ting anderledes end i andre familier. Og jeg arbejder for at få flere til at gøre det samme*.”

Tak til forfatterne for at læne sig ud og potentielt risikere statustab med at skrive et sådant kampskrift. Det er der virkelig brug for. Anbefalet læsning, i hvert tilfælde som kilde til refleksion og opildning for de som allerede er positivt stemte overfor omstilling. De som endnu er skeptiske tror jeg skal have bogen i mindre doser.

*: Og dermed kan jeg, ligesom bogens forfattere, nemt fremstå “som en hellig fanatiker, og herved miste status”. So be it. Noget må ske.

 

Sæt H. C. Andersen på skrump

Af Niko Grünfeld og Søren Have, kandidater til kommunalvalget for Alternativet i hhv København og på Frederiksberg.

Nej, det er ikke salig H. C. Andersen vi vil sætte på skrump. Men den 6-sporede vej, H. C. Andersens Boulevard, som han har lagt navn til. Det vil vi komme tilbage til.

Først lidt historie. Inspireret af mange amerikanske storbyer var København tæt på også at få motorveje ind gennem byen i 60’erne og 70’erne. Mange vil vide at der var planer om at lave en hævet motorvej (kaldet ’Søringen’) på 4-8 spor der hvor søerne er i dag. Det fik vi heldigvis ikke, pga. folkelige protester.

Planlagt net af motorgader. Fra: http://www.byplanlab.dk/sites/default/files2/BHU_SKRIFT50.pdf

Men Bispeengbuen, som ender i H. C. Andersens Boulevard nåede at blive bygget desværre, inden at protester og oliekrisen i 1973 satte en stopper for planerne om at fylde København med motorgader. I mange år måtte naboerne til den døje med støjhelvede lige uden for vinduerne, men efter 30 år blev der opsat støjskærm.

City-plan Vest (Vesterbro) illustrer hvad Bispeengbuen bare var forsmagen på. Fra http://videnskab.dk/kultur-samfund/politikere-ville-fylde-byerne-med-beton#&gid=1&pid=2

Der er dog stadig i dag en voldsom støj og forurening, og Bispeengbuen / H.C. Andersens Boulevard (herefter ’vejen’) lægger både et stort beslag på byrummet, og deler byen meget op.

Det er derfor også blevet foreslået af Miljøcenter Nørrebro at grave hele vejen ned i en tunnel, fra Borups Alle til på den anden side af Langebro. Dette har man fx gjort i Boston med ’the big dig’, hvorved et stort område er givet tilbage til byen. Men det var rigtig, rigtig dyrt. Og gav gener i mange år.

Og i København og Frederiksberg vil vi hellere bruge pengene på mennesker end biler. Også selvom vejen er statsvej – pengene skal jo stadig findes. Derfor tænker vi om der ikke var en billigere og mindre big-bang måde hvorpå vi kunne bevare den nuværende mobilitet, og samtidig realisere visionen – som vi helt og holdent deler – om at fjerne miljøgenerne fra vejen, og i stedet at lave den til en – over tid – enkeltsporet vej, i et rarere by/park-miljø. Og stadig med plads til at frilægge åen og klimasikre.

Man kunne passende starte med Bispeengbuen, da den står foran en renovering som vil koste 125 mio. kr. Men i stedet for at bruge milliarder på at grave den ned som senest foreslået af Ida Auken og Jan. E Jørgensen, så foreslår vi i stedet at gøre som i San Francisco. Her fjernede man simpelthen en højbanemotorvej, og anlagde i stedet for en meget mere rolig vej. Og det gør man også andre steder. Byplanlæggere kalder det ’road diet’. Så vi sætter vejen på skrump.

Den generelle forventning er at de selvkørende biler kommer i løbet af 10-20 år. Og at vi med dem kan afvikle mere trafik på samme vejareal. Men så lad os da bruge den ’teknologi-dividende’ på at frigøre noget af arealet. I stedet for at støbe vores nuværende verdensbillede i beton. En dyr beton-tunnel, vel at mærke.

Nedenstående glimrende grafik viser et eksempel på hvordan vejen kunne ende med at blive. Herunder bl.a. hurtigt skabe mere plads til cykler, som også Morten Kabell foreslår i dag.

H. C. Andersen var glad for at rejse og selvom han nok ville synes at det havde været rart med nutidens biler, så tror vi ikke han ville nyde udsigten og larmen hvorfra han sidder i dag. Lad os rette op på det, til gavn for os og kommende generationer.

Om motivation

Som kommunalpolitiker er man også implicit arbejdsgiver for alle kommunens ansatte. ‘Hvordan vil du håndtere dette?’ er et spørgsmål som allerede har mødt mig som kandidat til det kommende kommunalvalg.
Det kan være svært at sige noget konkret om dette før jeg forhåbentlig står i det. Men jeg kan sige noget om hvilke principper jeg vil prøve at lægge til grund, baseret på mine egne erfaringer som leder og hvad jeg ellers har samlet til mig af indsigt og erfaringer fra andre.

1. Jeg tror på at langt hovedparten af alle mennesker gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Det skal ledelsen arbejde for kan lade sig gøre.
2. Hellere nære den indre motivation hos medarbejderne, end bruge eksterne mål og eller belønningsystemer. Forskning viser at folk som drives af indre motivation (lærere der brænder for at lære børnene noget, SOSU-assistenter som vil hjælpe de ældre, …) faktisk demotiveres af ydre mål. Se mere om dette i links nedenfor.
3. Decentral ledelse, under ansvar. Dvs fuld uddelegering, ikke bare af opgave, men også beslutningskompetence.
4. Det er OK at fremhæve det gode eksempel og give en anerkendelse. Den skal dog være målrettet den enkelte, så anerkendelsen for nogen vil være ros i plenum hvor det for andre vil være ekstra fri til uddannelse. Og det skal være åbenlyst for alle at personen fortjener denne anerkendelse.
Og nej, dette konflikter ikke med pkt 2: Pointen er at den personlige anerkendelse styrker den indre motivation. Den har ikke til formål at udgøre en ydre motivation, og er derfor heller ikke aftalt på forhånd.

Jeg er med på at en række eksisterende regler og politikker nok ikke spiller så godt sammen med disse principper. Men derfor kan man jo godt prøve. Det vil jeg i hvert tilfælde gøre, hvis jeg får muligheden.

Hvis du vil vide mere om indre/ydre motivation, så anbefaler jeg følgende links som har inspireret mig:
– Fremragende animation fra RSA om Daniel Pinks tese om at det er ‘Purpose, mastery and autonomy’ som giver indre motivation: https://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc&sns=tw
(Bemærk i øvrigt hvordan jeg ovenfor er inspireret: Punkt 1 = Mastery; punkt 2 = purpose; punkt 3 = autonomy.)
– Glimrende Zetland-artikel om lidt de samme emner: https://www.zetland.dk/historie/sowGjaJr-aeQEmzaB-210dc
– Børsenartikel om hvordan Nobelprisbelønnet forskning argumenterer for at “hvis man slet ikke kan vurdere kvaliteten af det udførte arbejde, skal man ende på en fast løn og helt opgive incitamentsaflønningen.”: http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/153087/artikel.html
Dette gør sig jo ofte gældende med offentlige ydelser. Det er først mange år efter at den reelle kvalitet kan aflæses i diverse statistikker.
– Fremragende interview med en af skaberne af styringstænkningen i det offentlige. Han siger bl.a.: “Professor Lotte Bøgh Andersens forskning viser, at det ikke er egennytte, der betyder noget for offentligt ansatte, men at der også er et meget stort element af ’kald’. Det, som de offentligt ansatte går efter, er mening, glæden ved at hjælpe andre og det at gøre en forskel. Problemet med styringen er, at hvis der fastlægges forsimplede mål og lægges økonomiske incitamenter ind, smadrer du de offentligt ansattes motivation.” http://politiken.dk/debat/art5619213/Vi-smadrer-de-offentligt-ansattes-arbejdsgl%C3%A6de

(Se evt også hvad jeg skriver på Twitter om indre motivation.)

Galimatias i 2 etager

Jeg ser lige at Magistraten skal behandle en redegørelse om byggeriet ved Skolen på Grundtvigsvej.

Det kan jeg godt forstå, for det er en skandale. Ikke så meget forsinkelsen og fordyrelsen (som nok er grunden til Magistraten har bedt om redegørelsen) – sådant kan ske ved byggerier. Men på grund af det skyldes en beslutning om at bygge en P-kælder i to etager. Under skolegården. Til 425.000 kr pr plads!

Denne beslutning har unødigt forsinket skolegårdens færdiggørelse, så børnene har måttet lege på gaden, givet farlige skoleveje og generet trafik og beboere i området i øvrigt.

Nu er Magistratsmøder desværre ikke åbne for spørgsmål, men hvis de var ville jeg spørge om følgende:

1. Hvorfor fandt et flertal af Kommunalbestyrelsen det nødvendigt at bruge så mange penge på parkering? Det er vel ikke et krav at en skole skal have egen parkering? (Det har Skolen på Bulowsvej fx ikke)
2. Og hvorfor blev kun ca 3½ af de 30 mio kr for parkeringskælderen betalt af parkeringsfonden?
3. Skolen har været åben i 1½ år uden parkeringskælder. Samtidig har der det sidste halve år været opgravet på Alhambravej. Alligevel går det – Vil I indrømme at parkeringskælderen reelt er unødvendig?
4. Hvordan vil I (og By- og Miljøudvalget) lære af dette?

Er empatikrisen nøglen?

Da jeg i aftes genså TV2’s suveræne reklame fordi den var gået viralt udenlands, læste diverse tweets om Trump og samtidig læste denne artikel om folks komplet uacceptable (og ulovlige) opførsel mht deling af andres private billeder, slog det mig: Har alle de kriser vi ser faktisk rod i empatikrisen?

  • Økonomisk ulighed: Vi kan ikke sætte os ind i de svages udfordringer, så vi vil ikke dele med dem – ‘de kan jo tage sig sammen’
  • Flygtninge og konventioner: Vi kan ikke forestille os hvad de flygter fra, så vi vil ikke en gang tage imod kvote-flygtninge og vi overvejer at opsige konventioner  – ‘de må jo blive og tage kampen op’
  • Klima: Vi føler ingen forpligtelser for kommende generationer, så vi vil ikke ændre adfærd for deres skyld- ‘vi sikrer vores egne børn, det kan andre vel også gøre’
  • Politisk kultur: Vi kan ikke forstå hinandens visioner og mistror derfor hinanden og forfalder til motiv-tænkning – ‘det må være fordi de meler deres egen eller støtters kage’
  • …Hvis empatikrisen virkelig er nøglen, hvordan kan vi så højne empatien? Det vil jeg tænke lidt over…

Strategi eller benlås?

Jeg så i dag at Frederiksbergstrategien nu omsættes til Kommuneplan. Udover at vi fra Alternativets side har kommenteret at vi synes Frederiksbergstrategien er lidt et skønmaleri, så kom jeg til at tænke på en anden ting vi burde have påtalt: Den vedtages på det helt forkerte tidspunkt.

Som det fremgår, skal alle kommuner hvert 4. år vedtage en kommuneplan. Men hvorfor gøre det i det sidste år af valgperioden, så den næste kommunalbestyrelse bindes? Hvorfor ikke gøre som fx i Guldborgsund Kommune (link kræver desværre abonnement – jeg nåede at læse da det var gratis), hvor man har konstateret at det øger engagementet både blandt folkevalgte og borgere hvis kommuneplanen (strategien) vedtages i starten af valgperioden. Dvs. i det første år efter valget.

Det synes jeg vi skulle arbejde henimod her på Frederiksberg. Da planerne koster penge at lave, kunne det evt foregå ved at de kommende planer bliver 3-årige. Så vil det passe om et par perioder.

3 berigende år som Alternativist

I går var jeg til Alternativets halvårsmøde, hvor Uffe som afslutning reflekterede over de præcis 3 år der er gået siden Alternativet blev lanceret ‘overfor en verdenspresse bestående af 2 journalister’, som Uffe sagde det.

Det fik også mig til at reflektere. Og da jeg samtidig håber snart at træde ind på den (kommunal)politiske scene, tænkte jeg at det var en god anledning til at fortælle lidt om min vej ind i Alternativet, og hvorfor jeg har valgt at blive og engagere mig mere og mere.

Som barn af selvstændige forældre og opvokset i Schlüters velmagtsdage, satte jeg mit første kryds ved Konservative. Og da jeg i 2000 flyttede til højborgen Frederiksberg meldte jeg mig også ind i Konservatives vælgerforening på Frederiksberg.

Selvom jeg nok altid havde været miljø- og ressourcebevidst, så havde jeg i 2007 fattet interesse for klimaudfordringen, og med Connie Hedegaard til at tage sig af det og med Konservatives fokus på ikke også at smide miljøregningen i børneværelset følte jeg mig godt hjemme til og med valget i 2010. Men så begyndte tingene at skride. Den grønne profil svækkedes. Socialkonservatismen blev mindre social. Og jeg ændrede mig også. Jeg blev mere kritisk overfor vækst som mål i sig selv, i lyset af klimaudfordringen. Og så kom også det med offentlighedsloven. Så i april 2013 meldte jeg mig ud af Konservative.

Det naturlige andet parti at se hen for en borger som gerne ville fremme grøn omstilling fra en midter-position, var Radikale. Så jeg begyndte se mere på hvad de lavede og stod for. Og Radikale stod i høj grad for grøn omstilling. Og lavede rigtig mange gode og rigtige ting desangående. Men jeg oplevede at Radikale, når hårdt stod mod hårdt, prioriterede god, gammeldags vækst over grøn omstilling. Nødvendighedens politik, altså. Det skyldtes måske krydspres fra regeringssamarbejdet med S og SF, og er muligvis en uretfærdig fremstilling, men det er ikke desto mindre min oplevelse. Jeg følte mig dermed politisk hjemløs.

Så da Uffe efter ministerstormen etablerede Under Radaren, trådte ud af Radikale og i sensommeren 2013 begyndte at skrive mere om vækstkritik og behovet for en radikal bæredygtig omstilling var interessen vakt.

Derfor var der heller ikke langt fra tanke til handling, da Uffe og JosepIndmeldelse i Alternativethine Fock d. 27 november 2013 lancerede Alternativet. Efter at have set det tænkte jeg: “Det kan være det!” Jeg tror jeg læste manifestet samme aften, men er ikke helt sikker. Men sikkert er det at jeg meldte mig ind samme aften.

Jeg var med til nogle af de første møder på Vesterbrogade, men gik også med jobskifte-tanker og var midt i flytning, og kunne derfor ikke overskue at skrue helt op for aktivismen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var strukturerne nok også dengang lidt for løse til min natur.

Men interessen var der, og jeg søgte så at støtte  og give indspil på Twitter. Dette førte – på typisk Alternativ-humoristisk vis – til at jeg i efteråret 2014 mødtes med Uffe over en kop kaffe. Her talte vi om vækst som middel i stedet for mål, Jørgen Steen Nielsens bog, vælgererklæringer og alt muligt andet.

Det var en berigende samtale. Som bare gjorde at jeg følte mig endnu mere hjemme i Alternativet.

Siden har jeg til årsmøder, workshops, etc haft mange andre berigende samtaler med Alternativets altid lydhøre folketingsmedlemmer og med andre ‘almindelige’ alternativister som jeg selv. Jeg indgår dermed i det forpligtende fællesskab Alternativet er. Og ja, det er forpligtende, for som Uffe sagde i aftes: “Verden [både i Danmark og i udlandet] ser på os og får håb. Det håb skal vi nære og udbrede.” Det vil jeg gerne være med til. Særligt i denne tid hvor en venstre-ledet regering trækker vores land i hvad jeg synes er en helt forkert retning.

I efteråret 2015 var jeg derfor også med til at stifte Alternativets Kommuneforening på Frederiksberg. Nu var job- og boligskifte faldet på plads, og jeg havde ved flere lejligheder set at den konkrete omstilling sker lokalt. Så selvfølgelig skulle vi også gøre Frederiksberg endnu mere bæredygtig. Og det arbejder vi så på nu, særligt med henblik på at blive klar til kommunalvalget om knap et år. Jeg går efter selv at blive valgt til Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Nu har jeg stået længe nok ude på sidelinien og kloget mig og må ind på banen og tage ansvar. Vil du med?

 

Frederiksbergstrategien: Mere end en brochure?

Selvom vores familie hører til den minoritet på Frederiksberg som har bil, synes jeg bilisterne har alt for gode vilkår, eksempelvis billig parkering.

Derfor skar det også i øjnene at der i udkastet til Frederiksbergstrategien 2015 stod følgende uden overhovedet at berøre bil-parkering:

… vi prioriterer sunde og grønne transportformer som gang, cykling og offentlig transport

På et borgermøde om strategien kom det frem at grunden til at parkering ikke berøres angiveligt er at dette skiller partierne i kommunalbestyrelsen, og at der ønskes konsensus om strategien. Smart. Men ikke særligt hensigtsmæssigt, da parkeringsstrategien er et af de få greb en kommune har i forhold til at regulere transporten.

I høringssvaret fra Alternativet Frederiksberg vedrørende udkastet til Frederiksbergstrategien, skrev vi derfor også:

Strategien er formuleret i meget overordnede vendinger, som derfor nemt kan blive intetsigende og uforpligtende. Det svære er altid fravalget. Vi foreslår derfor at udvalgte dilemmaer trækkes frem og belyses. Derved vil strategien blive et bedre pejlemærke for hvordan sådanne dilemmaer skal håndteres. Hvilket almindeligvis er formålet med en strategi.
Et godt eksempel er prioriteringen af Frederiksbergs knappe areal: Det er velkendt at nogen gerne vil prioritere dette til parkering, andre til byrum/bebyggelse. På trods heraf nævnes bilparkering ikke i strategien.

Som anført i indledningen nævnes parkeringsstrategien ikke, på trods af at den i praksis ofte overtrumfer målet om at ”vi prioriterer sunde og grønne transportformer som gang, cykling og offentlig transport.” Dette bør der rettes op på.

Alle høringssvar opsummeres og kommenteres af forvaltningen som input til kommunalbestyrelsens behandling. Svaret på vores påpegning af den åbenlyse konflikt mellem overordnet strategi og P-strategi er følgende:

Udgangspunktet er at det skal være muligt som beboer at have en bil, og kunder skal kunne komme frem til butikker m.v., men kommunen prioriterer sunde og grønne transportformer som gang, cykling og offentlig transport.

Med andre ord: Bil, og dermed parkering, er topprioritet for flertallet i kommunalbestyrelsen. Derefter de andre transportformer. Og derfor arbejdes der også for yderligere 1600 parkeringspladser i gadeplan, og 2-3 parkeringskældre.

Frederiksbergstrategien blev vedtaget 12. juni 2016. Men hvis den også på andre områder overtrumfes af særskilte strategier/forlig, så er den reelt intet værd. Bare en glittet brochure, tilrettet efter et alibi-borgermøde og ditto høringsrunde.