Om teknologifix af klimakrisen

I ugens løb har en udtalelse hvor Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen siger at klimakrisen kun kan løses med teknologi givet anledning til en del debat. Det kan jeg godt forstå. Jeg mener selv at teknologivejen ikke er tilstrækkelig, dels fordi vi ikke har tid, dels fordi ny teknologi ofte fører til den såkaldte rebound-effekt. I dette indlæg vil jeg uddybe dette.

Tid: Videnskaben siger entydigt at det er vigtigt at emissionerne reduceres hurtigt. Derfor kan vi ikke i de sektorer hvor de teknologiske løsninger ikke er skalerbare endnu bare køre videre uændret, indtil de teknologiske løsninger er der. Et eksempel er luftfarten: Med tiden kan luftfart blive meget mindre klimabelastende gennem brændstoffer lavet fra vindstrøm og gennem elektriske fly. Men indtil da kræves adfærdsændringer for at knække emissionskurven. Det er så et politisk valg hvordan det skal ske (afgifter, rationering, …).

Rebound-effekt: Hvis en ny grøn teknologi skal erstatte en eksisterende sort teknologi, skal den enten være billigere (ved samme kvalitet) eller også skal den sorte forbydes. Politisk kan det være svært at skaffe flertal for forbud (tænk bare på brændeovne), så politikerne vil oftest søge at fremme det grønne valg gennem relativ prisfordel (med tilskud eller afgifter). Det betyder at hvis man vælger den grønne teknologi, så har man nogle penge til overs. Det kritiske er hvad man så bruger de penge på*. Der er basalt set følgende muligheder:

  1. Man bruger pengene på at købe sig til en ekstra fridag, hvor man ikke laver ting som giver til mere udledning end ellers. Det kan fx være at man læser eller spiller skak med sine børn.
  2. Man sparer pengene op.
  3. Man bruger pengene på forbrug af varer/ydelser som har CO2-udledning. Det kan fx være at man tager en weekend flytur til London.

Det er klart at option 1 ikke leder til yderligere udledninger. Men det vil føre til lavere økonomisk aktivitet i samfundet, dvs. lavere BNP. Det har jeg det fint med, men mange politikere (herunder Socialdemokratiet) vil ikke bryde sig om dette. Så den option er nok ikke det som Sass Larsen havde i tankerne.

Option 2 vil have samme effekt på emissionerne og BNP, i det mindste på den korte bane.

Option 3 er nok den de fleste umiddelbart (ubevidst) vil vælge. Spørgsmålet er så hvilket forbrug det går til. Hvis det fx går til at købe dyrere, men samme mængde fødevarer eller til teaterture, så er klimaeffekten fra teknologiskiftet bevaret, og man vil være et skridt nærmere den nødvendige totale afkobling af BNP og CO2-emissioner.
Men hvis de fx årligt sparede 10.000 kr på en elbil går en ekstra årlig flyvetur for en familie på 4, så udligner de ekstra emissioner ca. gevinsten fra skiftet til elbil**. Og så er vi lige vidt.

Derfor skal vi ikke alene forlade os på teknologifix. Vi skal spille på alle tangenter:

  • Ændre adfærd, så vores aktiviteters klimaaftryk mindskes her og nu (mindre rødt kød, holde igen med flyvning, ..)
  • Substituere med ny teknologi med lavere emissioner (vindmøller, solceller, elektrificering electrofuels, …)
  • Forske i nye teknologier (nye batteriteknologier, energilagring, kunstigt kød, …)

*: Rebound-effekten kan undgås, hvis al forbrug er pålagt en uniform, høj nok CO2-skat. Men i og med at økonomer i 30 år har sagt at dette er den rigtige løsning, uden at den af den grund er blevet til noget, så skal vi ikke sætte vores lid til en sådan global skat. Måske dansk, nordisk og i EU. Men så kommer tidsaspektet igen.)

**: Ifølge Klimarådet sparer en elbil relativt til en fossilbil ca. 120g CO2 per km, ved en livscyklus på 200.000 km. Dvs. 24 ton CO2. Fordelt over 6 år er det 4 ton CO2 om året. En tur for 4 fra Danmark til Barcelone har jf. Atmosfair en klimaeffekt på ca. 3,6 ton.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *