5 spørgsmål til klimafodslæberne

Følgende indlæg har været bragt som en kommentar på Ræson.dk d. 30. juni 2018.

For mange har stadig en fodslæbende tilgang til at mindske vores individuelle og samlede klimapåvirkning. Undskyldningerne er mange, men holder de? 

Kommentar af Søren Have

JEG ER særligt optaget af behovet for grøn omstilling i forhold til klimaforandringerne. For at den grønne omstilling for alvor skal komme i gang, er der brug for, at flere er med. Ikke bare i ord, men også i handling. Jeg synes derfor, det er både interessant og vigtigt at forstå, hvad der ligger til grund for, at mennesker ikke handler i større omfang. Særligt de som kunne og – i min optik – burde.

Til lejligheden har jeg lavet denne skala for, hvordan jeg oplever, at folk forholder sig til klimaforandringerne:
Klima-benægter: En person, som anfægter den ellers overvældende videnskabelige evidens for at kloden opvarmes, og/eller at dette skyldes udledningen af klimagasser fra menneskelig aktivitet.

Klima-defaitist: En person, som anerkender menneskeskabte klimaforandringer men mener, at det bedre kan svare sig at afbøde virkningerne af klimaforandringerne og løse andre problemer i verden end at bremse dem. Et godt eksempel på sådan en er Bjørn Lomborg.

Klima-fodslæber: Personer, som også gerne kalder sig selv ”klimarealist” og giver udtryk for, at vi skal gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer. Men vi skal heller ikke gøre for meget eller for hurtigt, for så bliver det måske for dyrt, besværligt, etc. Jeg har her fx vores klimaminister Lars Christian Lilleholt i tankerne.

Klima-utilitarist: En lidt mere ambitiøs variant af klima-fodslæberne, typisk bestående af økonomer eller erhvervsfolk, som kan se det økonomiske potentiale i at bidrage til den grønne omstilling.

Klima-høge: Personer, som målrettet prøver at ændre samfundsstrukturer og egen adfærd for at accelerere den grønne omstilling. Uden at påstå jeg er perfekt – mindre kan også gøre det, som Mickey Gjerris så fint har gjort rede for – så er det her, jeg placerer mig selv.

Denne klumme er, som det fremgår af overskriften, primært henvendt til klima-fodslæberne. Særligt de, som har (eller har ambition om) et politisk mandat, fordi borgerne klart har givet udtryk for at de efterspørger politisk lederskab i forhold til den grønne omstilling.

Jeg håber, at nogen af de, som føler sig ramt, vil reflektere over de spørgsmål, jeg rejser, og kommentere mit indlæg. Det er ikke min hensigt at fordømme nogen – det kommer der ikke meget grøn omstilling ud af. Jeg vil tværtimod gerne i dialog, og jeg svarer derfor også gerne selv på spørgsmål om mine holdninger og valg. Nu til spørgsmålene.

1. Hvad vil du svare dine børnebørn, når de spørger: ’Hvad gjorde DU så?’
Uanset om vi lykkes med den grønne omstilling eller ej, så er det tydeligt, at vi i disse år står ved en skillevej: Vil vi fortsætte som hidtil, vel vidende hvilke konsekvenser det kan have? Eller vil vi ændre kursen? Uanset hvad må mange af os forvente at blive spurgt i fremtiden: ”Med al den viden du havde, hvad gjorde du så, bedstefar/mor?” Lidt på samme måde som vi spørger vores forældre/bedsteforældre om, hvad de gjorde under besættelsen i 1940-1945. Dog med den betydelige forskel, at det ikke er med livet som indsats at gøre noget i forhold til den grønne omstilling. Det kræver bare, at man stemmer og forbruger anderledes. Så hvad vil du sige? Vil du som vores klimaminister sige, ”Jeg er nok ikke personen, der tænker på, hvad der skal ske i Danmark om 100 år”?

2. Lader du dine børn smide affald på gaden?
Når klima-fodslæbere afviser handling, er det ofte med begrundelsen om, at det ikke nytter noget, at vi gør noget i Danmark, hvis ikke andre gør det samme. Omvendt kunne man spørge: ”Opdrager du ikke dine børn til at lade være med at smide skrald på gaden, selvom andre måtte gøre det?” Det tror jeg, de fleste mennesker gør, ud fra en basal betragtning af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Nogen vil sige at det jo lidt er gratis fordi det er så nemt at gøre det rigtige her, selvom mange andre ikke gør det. Jeg vil derfor igen minde om besættelsen, hvor nogen gjorde modstand, selvom det var meget usikkert om det ville lykkes. Klima-fodslæberne ved i øvrigt godt, at havet består af dråber. Hvis alle handlede som ansvarlige borgere, ville det være perfekt (se også Peter Bjerregaards fremragende Ræson-kommentar om dette).

3. Hvorfor er det egentlig, at BNP-vækst er en forudsætning for grøn omstilling?
Da de 301 danske forskere kom med et klimaopråb tidligere på året og kritiserede den nuværende vækst-fetichisme, var svaret fra mange klima-fodslæbere, at ”hele forudsætningen for, at der er overskud til at investere i grønne løsninger, er, at der er økonomisk vækst”. Og hvorfor så det, vil jeg gerne spørge? Hvorfor kan vi ikke bruge noget af vores eksisterende rigdom anderledes? Det behøver ikke engang være så meget som mange tror: Det Økonomiske Råds formandskab har fx vurderet, at omstilling til fossilfrihed i 2050 vil koste 0,2 pct. BNP-vækst. Ikke om året. Men i alt frem til 2050. Det svarer til 4 måneders økonomisk vækst med den nuværende prognose. Og med de velkendte prognoseusikkerheder, så er det reelt set ingenting.

Derudover siger klima-fodslæberne typisk: ”Men hvorfor er du imod fremskridt? Skal vi alle bo i jordhuler?” Nej, selvfølgelig ikke. For BNP-vækst og fremskridt/værdiskabelse er ikke det samme, hvilket flere økonomer i de senere år har forsøgt at få politikerne til at forstå (se fx indlægget af Mariana Mazzucato her). Jørgen Steen Nielsen sagde det også på vanlig vis så glimrende i Information: ”Forskernes pointe er ikke, at væksten skal bekæmpes. Pointen er, at spørgsmålet om vækst eller ikke-vækst er sekundært. Vi skal tale om og styre efter, hvad der er vigtigt for bæredygtigheden, sundheden, den menneskelige trivsel etc. Efterfølgende vil det vise sig, om efterstræbelsen af disse samfundsmål udløser vækst eller ej.” Økonomen Kate Raworth beskriver i bogen ’Doughnut Economics’, at vi har brug for et økonomisk system som er agnostisk mht. vækst. Dvs. en samfundsmodel hvor det fx ikke opfattes som negativt, hvis den økonomiske aktivitet faldt som følgende af, at man havde opfundet en ren og næsten gratis energikilde som gjorde at folk og samfundet i det hele taget behøvede at bruge færre ressourcer. Alternativets udspil om de 3 bundlinjer viser en mulig vej hertil.

Indtil vi når dertil, så er det bydende nødvendigt, at vi løbende mindsker emissionerne fra vores aktiviteter (afspejlet i BNP) hurtigere end vores BNP måtte vokse. I de senere år er det faktisk gået den modsatte vej.

4. Hvad er det værste, der kunne ske ved, at vi omstillede for hurtigt eller uden grund?
På nettet florerer en fremragende tegning, hvor en klimaforsker forklarer, hvordan vi med grøn omstilling vil få energiuafhængighed, ren luft og vand, bevare regnskovene, etc. En tilhører rejser sig og siger: ”Men hvad nu hvis det er et stort svindelnummer og vi skaber en bedre verden uden grund?”. Klima-fodslæberne anfægter typisk ikke, at en verden med et grønt energi- og transportsystem, et landbrug med mindre miljøaftryk, etc. vil være en bedre verden uanset om andre lande følger trop. Ofte fremføres det dog, at vi skal passe på ikke at gøre det for dyrt og for hurtigt. Hvorfor egentlig? Som beskrevet ovenfor er det peanuts der skal til, også selvom vi skulle vælge at gøre det hurtigere end 2050.

5. Hvor mange kopper kaffe må den grønne omstilling koste?
Jeg undrer mig over mennesker, som afviser at købe en elbil, fordi rækkevidden af elbilen gør at de måske engang hver anden måned skal bruge 2 x 25 minutter på at lade den op på turen til familiebesøg. Mennesker som samtidig bruger masser af tid på sociale medier, Netflix og sport (ting som man i øvrigt snildt kan gøre, mens man lader). Hvis det ikke er på grund af besværet, så er det ekstraomkostningerne ved det grønne valg, som folk stejler over. Det er selvfølgelig bagvendt, at det grønne valg ofte er det dyreste og det skal vi have lavet om på, eksempelvis med et helt anderledes bilafgiftssystem som foreslået af CONCITO. Men indtil da kan det nytte noget, hvis nogen gør en ekstra indsats. Jeg ved godt, at ikke alle har økonomisk mulighed for det, men mange har. Så hvor meget tid og penge må den grønne omstilling koste? Én kop kaffe (inkl. ventetid) på Starbucks per uge? Måske endda 2? De ovenfor nævnte 0,2 pct. BNP-stigning svarer til at hver indbygger i 2050 ’går glip’ af gennemsnitligt ca. 550 kr.

Til at begynde med behøver det slet ikke at koste noget. Du kan bare skrue ned for kødet og op for grøntsagerne. Det er godt for din økonomi, dit helbred og klimaet.

Lad mig slutte af med at understrege, at jeg er er klar over, at mine spørgsmål både rammer ind i ting, som den enkelte er herre over, og ting, som kræver en større systemændring. Jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Som Jørgen Steen Nielsen skrev i bogen ’En lille guide til overlevelse’:

”Det er derfor, det ikke er tilstrækkeligt at tale om at forbruge sig grøn – vi er nødt til at ændre nogle indgroede mønstre og vaner. Dertil er der både brug for personlig indsats og for politik.
En vekselvirkning med andre ord. Vi skal ikke reduceres fra borgere til forbrugere. Men heller ikke overlade alt til formynderstaten, der bare skaber ansvarsforflygtigelse. Den enkle sammenhæng er den, at gør vi selv det rette, vover også politikerne at tage dristigere skridt.” ■

Søren Have (f. 1970) er konsulent og stillede op til kommunalvalget for Alternativet på Frederiksberg i 2017. Søren Have har været engageret i klimadebatten siden 2011 og er særligt en stærk fortaler for grøn omstilling af transportsektoren. 

Interrail? Fedt! … Kan man det?

Siden jeg i 1988 og 1989 var på interrail, har togrejse stået for mig som en god rejseform, hvor man får flere ting med, og hvor selve rejsen også tilfører noget. Derfor nød jeg også meget den togtur vi havde på vores lange rejse for to år siden.

I år foreslog jeg derfor familien at vi skulle tage på interrail. Børnene er store nok til det nu (10½ og 15), og vi havde lidt forskellige ønsker (London, Portugal, strand, …) som kunne passe godt med interrail. Og så kunne vi også undgå at flyve.

Når jeg før/efter har talt med folk om at vi var på interrail, var svarene ofte først “Interrail? Fedt!”, men så kom det hurtigt “Kan man godt det?” Og ja, det kan man godt, men det er desværre ikke så lige til, fordi:

  • Mange har aldrig prøvet at køre internationalt i tog, men er mere vant til at flyve
  • Togselskaberne har løbende nedprioriteret internationale tog – især DSB
  • I modsætning til fly/busser er der færre direkte tog, så man skal skifte oftere. Og ligesom med connecting flights, så er det altid en ekstra hurdle.

Vi havde en skøn tur, hvor vi kom vidt omkring (se strækningerne nederst), og dermed også gjort nogle erfaringer. Det følgende er derfor ikke en rejsebeskrivelse af hvad vi oplevede, men mere en slags summarisk tips og tricks til togrejse i Europa (med børn).

Før turen:

  • Regn på om det bedst kan svare sig at købe billetter til enkelte strækninger, eller om I hellere vil have fleksibiliteten ved et interrailpas – få evt hjælp fra Ulrich ved togrejse.dk, som vi også købte vores interrailpas og nogle reservationer ved.
  • Tip: Hvis I køber interrailpas, så betal lidt ekstra for 1. klasse. Så er der større sandsynlighed for at I bare kan ‘vælte ind’ i et tog, og få pladser sammen, uden at have pladsreservationer (der er typisk altid flere ledige pladser i 1. klasse).
  • Husk: Nogle tog kræver pladsbillet, herunder forbindelsen København-Hamborg. Sørg for at booke den – også for hjemturen, hvilket vi ikke havde tænkt på, hvorved vi fik en noget mere bøvlet hjemrejse.
  • Som på alle ferier: Tal om hvad man hver især gerne vil have ud af ferien. Men i dette tilfælde er det også vigtigt at tale om hvordan togrejserne skal foregå – mange små stræk, eller længere med sovevogn?
  • Find evt. flere gode råd og tips på følgende sites:

Under turen:

  • Sørg for at installere div. apps fra Deutsche Bahn, SNCF, … og særligt ‘Rail Planner’ hørende til Interrail kortet, så I løbende kan planlægge og evt købe pladsbilletter.
  • Obs: Nogle tog kræver pladsbillet, fx hurtigtogene i Frankrig og Spanien. Sørg for at købe disse så tidligt som muligt, da nogen af togene kun har et vist antal pladser afsat til interrail-passagerer. Derudover kan det være en udfordring at reservere pladsbilletter på tværs af to lande, før man er i det land hvorfra man skal rejse: Vi prøvede fx at booke pladsbilletter Lyon-Hamburg mens vi var i Madrid, men det kunne de ikke.
  • Hav altid masser af vand og energibarer med. Man ved aldrig hvornår man er fremme 🙂
  • Sørg for at prøve at køre med hurtigtog. Det er SÅ fedt bare at glide afsted med 300 km/t. Kombiner evt. med et måltid i spisevogn, som man jo stadig har i mange andre lande (fx Tyskland, Frankrig og Spanien).
  • Og husk så at kigge ud, i stedet for ned i en bog/skærm – det er skønt at se det skiftende landskab glide forbi.

Vores tur

  • Vi var afsted i 3 uger, og havde købt 1. klasses interrailpas. For to voksne, en ung og et barn (gratis), og for tilkøb mht Eurotunnel, og div pladsbilletter, betalte vi i alt ca. 20.000 kr.
  • Vi kørte følgende strækninger:
    • København (afg 7.35)-Hamborg-Osnabrück-Amsterdam (ank. 19.00)
      • Pga radio-problemer måtte vi alle skifte tog i Puttgarden, men ellers gik det fint, og vi var planmæssigt i Amsterdam.
    • Amsterdam-Bruxelles-London
      • Vi tog fra Amsterdam om formiddagen for at have lidt tid i Bruxelles til at se et par high-lights, og tog så Eurostar til London.
      • Og det gik bare strygende – første gang vi rigtig kørte med høj fart, og med ankomst til tiden, på trods af lidt forsinket afgang.
      • Og så fik man aftensmaden serveret. Perfekt.
    • London-Paris
      • Igen hurtigtog, og med aftensmad ombord. Kørte smooth. Og ankom dagen før Bastille-dagen – perfekt timing (ved et held faktisk).
      • Til og med dette tog havde vi reserveret hjemmefra. Her startede ‘det spontane’. Vi bestemte os for at få lidt strand-tid i Biarritz, og herefter tage nattog til Lissabon. Så det fik vi booket pladsbilletter til.
    • Paris-Bordeaux-Biarritz
      • Hurtigtoget til Bordaux gik glimrende, men så var der desværre problemer med en køreledning, så vi måtte vente et par timer i Bordaux. Det var under VM-finalen, så man kunne høre folk juble i bølger, afhængigt af hvilket netværk de var på.
      • Og da vi kom til Biarritz kogte byen i fest.
    • Biarritz-Hendaye-Lissabon
      • Der er ikke mange forbindelse til Portugal, og slet ikke hvis man vil undgå mange skift. (‘The man in seat 61’, jf ovenfor, har dog et forslag til en anden rute, som også lød spændende. Men det skal nok være uden børn.)
      • I Lissabon tog vi også udflugter med tog til hhv strand-byen Cascais og kongesommerslot-byen Sintra. Også på interrailkortet.
    • Lissabon (afg. 21.30)-Madrid (ank. 8.00)
      • Her tog vi også nattoget, hvilket gjorde at vi havde en hel dag i Lissabon og også en hel dag i Madrid, efter at have smidt bagagen på hotellet (Mediodia – centralt lige ved stationen; kan anbefales)
      • Her ville vi egentlig gerne have booket pladser til turen hjem, men som nævnt ovenfor var det ikke muligt. Men vi fik booket til og med Lyon.
    • Madrid-Figueres Vilafant-Nimes-Lyon
      • Her tog vi hurtigtog fra Madrid til en ny station tæt på grænsen til Frankrig. Og det var nok den fedeste tur overhovedet. Afgang på minuttet. Flot udsigt. Omdeling af menukort og hede vådservietter inden morgenmaden blev serveret. Premierefilm på skærmen. En klar forbedring fra da jeg i 1989 bandede over Renfes elendige tog.
      • Skiftene gik fint, og vi havde en hyggelig aften i Lyon.
    • Lyon-Dijon-Mulhouse Ville-Müllheim-Freiburg-HamburgVi havde egentlig håbet at at kunne nå fra Lyon og hjem på een dag, men af mange grunde lykkedes det ikke:
      • Vi ville ikke forbi Paris igen, fordi vi så skulle rakke mellem stationer sent om aftenen eller tidligt om morgenen
      • Hurtigtoget Lyon-Bruxelles på strækningen Lyon-Bruxelles-Köln-Hamborg var udsolgt.
      • Så vi tog den op igennem Tyskland, hvor så DB glimrede ved at have en del forsinkelse, så vi først var i Hamborg kl 19.
      • Turen Freiburg-Hamborg var den eneste hvor vi ikke kunne sidde sammen, da toget var totalt udsolgt, og vi bare gik ombord. Tip: Hvis du gør det, så start med at finde et sted at smide bagagen, og gå så rundt for at finde en plads. Men vores ældste datter fik så øvet sit engelske i den kupe hun sad i, hvilket hun syntes var meget fedt.
    • Hamborg-København
      • Som nævnt allerførst havde vi ikke fået reserveret, så det er helt klart et tip: Sørg for at reservere pladser på denne strækning. Vi tog derfor via Fredericia (i stedet for over Rødby-Puttgarden). Det gav dog også problemer – se alle vores skærmydsler i denne live-tweetstorm fra mig. Men vi nåede hjem 🙂
  • Jeg kan anbefale alle de steder vi var. Hvis vi skulle have justeret noget, ville vi måske nok gerne have taget et par dage mere i Biarritz (end 3 dage). Men vi ville også gerne nå ned til Lissabon.

Hvis du efter at have læst dette tænker ‘fedt, det vil jeg også’, men lige har nogle spørgsmål, så skriv i kommentarfeltet. Måske kan jeg svare 🙂