Plads til mennesker og natur

Debatindlæg, bragt i Lokalavisen Frederiksberg 9. november 2017.


I sidste nummer af Lokalavisen skriver Peter Fjerring (V) om parkering og nævner her at Alternativet gerne vil indføre restriktioner og gebyrer. Det har han helt ret i. Vi vil nemlig også gerne have fremkommelighed, for gående, cykler, kollektiv trafik og biler. I den rækkefølge – ikke alt kan jo være lige vigtigt. Samtidig prioriterer vi at bruge vores knappe plads på mennesker og natur (fx træer eller skolehaver), frem for på endnu flere parkeringspladser end de 23.000 vi allerede har.

Og nej, det er ikke en god løsning at bygge flere parkeringskældre. Dels fordi mere parkering bare giver flere biler, som så giver mere biltrafik – også når man trækker mindsket søgetrafik fra. Dels fordi underjordiske parkeringspladser koster 250-500.000 kr. at anlægge pr plads (!), ifølge en rapport fra Realdania. Det vil ingen jo betale for. Så kommunen, dvs. de ca. 2/3 skatteydere uden bil, må derfor betale, som vi så det ske med P-kælderen ved Frederiksberg Gymnasium.

Vi vil derfor hellere gøre som fx San Francisco har gjort, og optimere brugen af de parkeringspladser vi allerede har, gennem en (over tid) mere markedsbaseret prissætning, for både gadeparkering og parkeringshuse. Det må da tiltale det ellers normalt markedsorienterede Venstre. Også fordi det er det mest omkostningseffektive.

Kilder:

Realdania: https://realdania.dk/publikationer/realdania-by-og-byg/parkering-og-bykvalitet—inspirationsh%C3%A6fte-og-eksempelsamling  (side 51)

P-kælder Frederiksberg Gymnasium: https://www.frederiksberg.dk/sites/default/files/meetings-appendices/439/Punkt_180_Bilag_3_Evaluering_af_den_nye_pordning.pdf

San Francisco: http://sfpark.org/how-it-works/pricing/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *