Hvad skal vi svare?

Læsere af denne blog vil vide at jeg har kredset en del om det moralske / etiske spørgsmål om det personlige ansvar for at (forsøge at) bremse klimaforandringerne. Jeg blev derfor også ekstremt nysgerrig da jeg læste Informations omtale af en ny bog af Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willig, med titlen Hvad skal vi svare:

Sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen har skrevet en nådesløs bog om, hvad vi skal sige til vore børn, når de spørger, hvad vi egentlig gjorde for at redde den verden, de skal arve. Der er ikke brug for letkøbt optimisme – situationen kalder på modstand, mener de.

Det er stærke ord. Så jeg bestilte bogen i mandags, fik den onsdag og blev færdig med den i går. I det følgende vil jeg kort ridse lidt tanker op som jeg gjorde mens jeg læste den (første gang; jeg skal læse den igen, for jeg speedlæste nok lidt for meget af nysgerrighed 🙂 )

Bogen åbner med en god metafor på hvordan vi mennesker på forskellige måder har drevet og driver os selv mod ragnarok, og gennemgår i de følgende 9 kapitler disse fælder (ruser).

De første fælder (teknologi-fix, social medie distraktion og konsulent-forandringslitani) forekom nogenlunde ligetil, nok fordi nogle af budskaberne er hørt før (og bl.a. bygger på klummer af Rasmus Willig, som jeg havde læst). Dog havde jeg det liiidt stramt med sparket over konsulent-skinnebenet (som forfatterne dog undskylder senere i bogen), da jeg jo netop prøver også som konsulent at drive den forandring jeg mener der skal til. Både i mit valg af arbejdsplads, og i valg af projekter.

De næste 6 kapitler gav mig dog anledning til en del refleksioner, og det var her jeg virkelig fandt bogen værdifuld. Her følger nogle enkelte nedslag.

Lokal vs. Global. Bogen beskriver (ligesom jeg selv) hvordan ens handlinger i den antropocene tidsalder får globale konsekvenser. Og siger at vi både må handle lokalt for at ændre tingenes tilstand, og samtidigt arbejde politisk og aktivistisk for at ændre systemet. Jeg er helt enig.

Naturen. Bogen plæderer for at vi har tabt koblingen til naturen, og at det er essentielt vi får den tilbage, da kærligheden til alt levende kan være drivkraften for den krævede handling. Det fik mig til at tænke: Har jeg denne kærlighed til alt levende? Nej, ikke rigtigt, faktisk. Jeg må tilstå at jeg ser ret instrumentelt på naturen. Har jeg haft kærligheden til naturen – jeg er jo opvokset på landet? Det tror jeg ikke. Kunne jeg få den? Det tror jeg heller ikke.
Men hvad er det så der driver mig til at arbejde så meget for den grønne omstilling? Jeg tror det er noget med at jeg finder det umenneskeligt – eller måske rettere, uværdigt for menneskeheden – at vi ikke agerer på den viden vi har. Og at det er dybt uansvarligt overfor vores efterkommere.

Hvorfor gøre noget? Bogen gav mig også en aha-oplevelse i gennemgangen af hvad der kan motivere folk til ændre adfærd. Selvfølgelig er der en cost-benefit-tilgang, i familie med konsekvensetik (du er ansvarlig for dine konsekvenser). Og en pligtetik, som udspringer af den gode vilje. Men, argumenterer bogen, der er også en dyds-etik: At “det er et gode at praktisere et sådant sammenfald mellem ord og handling, selv i de tilfælde, hvor det kan påpeges, at handlingen ikke betyder alverden, når regnskabet gøres op”.
Jeg tror det, med den forklaring, i høj grad er dydsetikken som driver mig.

Håb vs alarmisme. I et kapitel laves en rigtig god analyse af optimisme, håb og alarmisme.  Konklusionen, som jeg er enig i, er at håb uden handling ikke er nok.  Så – konkluderer bogen videre – det som der er brug for er reel modstand.

Så, til spørgsmålet ‘Det går da meget godt, ikke Far?’ vil jeg svare: “Nogen ting går i den rigtige retning. Men meget går i den forkerte retning. Og det kan give dig og dine børn nogle rigtig svære problemer, hvis ikke vi sørger for at ændre retningen. Og det sker ikke af sig selv, så derfor gør vi i vores familie nogle ting anderledes end i andre familier. Og jeg arbejder for at få flere til at gøre det samme*.”

Tak til forfatterne for at læne sig ud og potentielt risikere statustab med at skrive et sådant kampskrift. Det er der virkelig brug for. Anbefalet læsning, i hvert tilfælde som kilde til refleksion og opildning for de som allerede er positivt stemte overfor omstilling. De som endnu er skeptiske tror jeg skal have bogen i mindre doser.

*: Og dermed kan jeg, ligesom bogens forfattere, nemt fremstå “som en hellig fanatiker, og herved miste status”. So be it. Noget må ske.

 

Sæt H. C. Andersen på skrump

Af Niko Grünfeld og Søren Have, kandidater til kommunalvalget for Alternativet i hhv København og på Frederiksberg.

Nej, det er ikke salig H. C. Andersen vi vil sætte på skrump. Men den 6-sporede vej, H. C. Andersens Boulevard, som han har lagt navn til. Det vil vi komme tilbage til.

Først lidt historie. Inspireret af mange amerikanske storbyer var København tæt på også at få motorveje ind gennem byen i 60’erne og 70’erne. Mange vil vide at der var planer om at lave en hævet motorvej (kaldet ’Søringen’) på 4-8 spor der hvor søerne er i dag. Det fik vi heldigvis ikke, pga. folkelige protester.

Planlagt net af motorgader. Fra: http://www.byplanlab.dk/sites/default/files2/BHU_SKRIFT50.pdf

Men Bispeengbuen, som ender i H. C. Andersens Boulevard nåede at blive bygget desværre, inden at protester og oliekrisen i 1973 satte en stopper for planerne om at fylde København med motorgader. I mange år måtte naboerne til den døje med støjhelvede lige uden for vinduerne, men efter 30 år blev der opsat støjskærm.

City-plan Vest (Vesterbro) illustrer hvad Bispeengbuen bare var forsmagen på. Fra http://videnskab.dk/kultur-samfund/politikere-ville-fylde-byerne-med-beton#&gid=1&pid=2

Der er dog stadig i dag en voldsom støj og forurening, og Bispeengbuen / H.C. Andersens Boulevard (herefter ’vejen’) lægger både et stort beslag på byrummet, og deler byen meget op.

Det er derfor også blevet foreslået af Miljøcenter Nørrebro at grave hele vejen ned i en tunnel, fra Borups Alle til på den anden side af Langebro. Dette har man fx gjort i Boston med ’the big dig’, hvorved et stort område er givet tilbage til byen. Men det var rigtig, rigtig dyrt. Og gav gener i mange år.

Og i København og Frederiksberg vil vi hellere bruge pengene på mennesker end biler. Også selvom vejen er statsvej – pengene skal jo stadig findes. Derfor tænker vi om der ikke var en billigere og mindre big-bang måde hvorpå vi kunne bevare den nuværende mobilitet, og samtidig realisere visionen – som vi helt og holdent deler – om at fjerne miljøgenerne fra vejen, og i stedet at lave den til en – over tid – enkeltsporet vej, i et rarere by/park-miljø. Og stadig med plads til at frilægge åen og klimasikre.

Man kunne passende starte med Bispeengbuen, da den står foran en renovering som vil koste 125 mio. kr. Men i stedet for at bruge milliarder på at grave den ned som senest foreslået af Ida Auken og Jan. E Jørgensen, så foreslår vi i stedet at gøre som i San Francisco. Her fjernede man simpelthen en højbanemotorvej, og anlagde i stedet for en meget mere rolig vej. Og det gør man også andre steder. Byplanlæggere kalder det ’road diet’. Så vi sætter vejen på skrump.

Den generelle forventning er at de selvkørende biler kommer i løbet af 10-20 år. Og at vi med dem kan afvikle mere trafik på samme vejareal. Men så lad os da bruge den ’teknologi-dividende’ på at frigøre noget af arealet. I stedet for at støbe vores nuværende verdensbillede i beton. En dyr beton-tunnel, vel at mærke.

Nedenstående glimrende grafik viser et eksempel på hvordan vejen kunne ende med at blive. Herunder bl.a. hurtigt skabe mere plads til cykler, som også Morten Kabell foreslår i dag.

H. C. Andersen var glad for at rejse og selvom han nok ville synes at det havde været rart med nutidens biler, så tror vi ikke han ville nyde udsigten og larmen hvorfra han sidder i dag. Lad os rette op på det, til gavn for os og kommende generationer.