Enjoy the silence

Enjoy the silence. Det er nok Depeche Mode’s ord som bedst opsummerer hvad vi mest har værdsat ved nu at have kørt elbil i 5 år: Stilheden. Både omkring os, men særligt inde i bilen hvor vi nemt kan høre både radio og hvad hinanden siger.

Jeg vil i dette indlæg prøve at opsummere godt og skidt, ups and downs efter  5 år som elbilist. Som mange nok vil vide er vi ret positive overfor elbilisme men, som min datter sagde, så skal vi også nævne ulemperne. Ellers er det utroværdigt. Og det kan jeg da kun være enig i.

Efter lang ventetid startede det godt. Vi fik vores længe ventede Renault Fluence d. 21 maj 2012. Til de som ikke kender modellen, så var det den (eneste, viste det sig) model som kunne få skiftet batteri på en af Better Place’s stationer. Den første uge var som en drøm. Der var selvfølgelig nogle bump på vejen, fx at Frederiksberg krævede at ladestandere skulle være Frederiksberg-grønne, og Better Place stod fast på stordriftfordele (så de ikke skulle være grønne). Men det skulle vise sig at være småting.

I løbet af 2012 blev der ikke solgt de mange elbiler som det ellers var forventet. Det var der gode grunde til: De små var for dyre og de store … fraværende – husk på, det var før Teslas Model S. Men Better Place-skiftestationerne bredte sig, og var efterhånden landsdækkende. Så i august kunne vi køre til Jylland, og solgte derfor vores Passat benzinbil. Frederiksberg Kommune og Better Place kæmpede dog stadig om farven på ladestanderne, så daglig ladning skete fortrinsvist ved de standere som Better Place havde opstillet ved Rikkes arbejdsplads (DONG).

Og så var der gået et år med Fluencen. Det ville jeg skrive om en søndag morgen. Jeg havde godt hørt om at det knagede i Better Place pga det svigtende kundeantal, men var alligevel overrasket da det viste sig de krakkede stort set på årsdagen. Det var ikke en rar tid. Vi ‘bleeding edge first-movers’ var rimeligt på røven. Særligt vi som var afhængig af de offentlige ladere, som kurator valgte at lukke. Det var selvfølgelig en ting. Men det jeg syntes var værre var at den grønne omstilling fik et skud for boven, og at – synes jeg – diverse politikere lod stå til da det gjaldt.

Nå, med noget pres (sammen med andre i samme situation – tak til Forenede Danske Elbilister – FDEL for det!) fik vi solgt vores Fluence tilbage til Renault: Vi skulle jo kunne køre til Jylland, og det kunne vi ikke længere pga. de lukkede skiftestationer.  Det endte os nok med at koste ca. 25.000 kr. Fred med det. Nogen betaler det samme for en cykel de mudrer til i skoven. I stedet købte vi i november 2013 en eUp. Den udmærkede sig ved at kunne hurtiglade, og ved at være på markedet (vi havde dengang som nu ikke brug for en Tesla).

Vi var rigtig glade for vores eUp. Den var super-nem at parkere og efter at E.On havde overtage Better Places standere virkede ladning på Rikkes arbejde også igen. Hurtig-laderne lod dog vente lidt på sig, så vi måtte på et tidspunkt tage en benzin-bil til Jylland. Det var ikke populært ved den yngste datter. Men efterhånden kom hurtigladerne, herunder ved færgelejet i Sjællands Odde som jeg tidligt foreslog. Så det var som det skulle være. Og dog. Vi  skrev nu 2015, og afgiftsfritagelsen var ved at løbe ud. Igen glimrede politikere ved ikke at sætte handling bag flotte ord om grøn omstilling, så vi endte som bekendt med en alt for hårdhændet indfasning (som samme politikere måtte slække en anelse på i 2017 hvor elbil-salget faldt til stort set nul.)

Det betød at vi, da vi i 2016 måtte opgradere til en eGolf så også vores høje teenager kunne være på bagsædet, skulle betale ca. 18.000 kr mere i afgift. Det var noget ærgerligt, på trods af at vi fik en nogenlunde pris for vores 2½ år gamle eUp, så vi endte med at rimelig totaløkonomi for eUp’en.

Vi kører her i 2017 stadig i eGolf’en. Og det er vi som nævnt indledningsvist rigtig glade for. Men som beskrevet ovenfor, så har alt ikke været en dans på roser. Og brændt barn frygter stadig at ubeslutsomme politikere kan føre til at der ikke i tide kommer nok elbiler til at udbyderne af elbil-infrastruktur kan få en fornuftig forretning. Så de må dreje nøglen om. Hvis det sker, så vil der gå mange år før nogen igen tør at levere opladning til elbilister (uden egen lader på matriklen).

Hvis jeg skal opsummere positiv/negativ-listen, ser den dermed ud som følger:

Positivt:

  • Stilheden. Det er bare så skønt at slippe for støjen og vibrationerne fra eksplosionsmotoren. (Men at EU så fra 2019 vil kræve kunstig støj fra elbiler ved lave hastigheder kan jeg slet, slet ikke forstå.)
  • Bykørsel. Når man først har vænnet sig til at køre bykørsel ved brug af motorbremse (der lader), så kan man ikke undvære det.
  • Grøn omstilling. Vores hovedargument (helt tilbage fra COP15) var at komme i gang med den grønne omstilling. Og det fortsætter vi med.
  • Drift. Det er nemt og billigt at have en elbil. Strøm er billigere, og vi har på 5 år ikke skulle have repareret andet et nogle punkterede dæk og et par buler. Ingen olieskift. Ingen nye bremseklodser/skiver. Ingen ny udstødning.

Negativt:

  • Rækkevidden. Selvom vi har fået længere rækkevidde med eGolf’en, så er det stadig ikke prangende (100-150 km, alt efter kørestil og vejr). Det har også betydet at vi til udlandsture (ski til Sverige) har skullet leje en fossil-bil.
  • Optagede ladere. Det er blevet bedre, men det er stadig et problem at folk som ikke skal lade (elbilister eller ej) holder på en ladeplads. Og problemet kompliceres af at offentlige myndigheder ikke altid forstår at P-pladser med ladestandere ikke skal opfattes som parkering reserveret til elbiler, men som *ladepladser*.  NB: Dette gælder dog ikke hurtigladerne, som ofte er opsat på tankstationer (hvor folk jo godt ved at man ikke parkerer ved ‘pumpen’).
  • Idiot-effekten. I et glimrende interview beskrev Frank Hvam (som også er elbilist) hvordan han følte sig lidt som en idiot, i og med at han skulle betale overpris for sin elbil og samtidig døje med ovenstående gener.)

Summa summarum: Vi kører glade videre i vores eGolf. Og her til sommer tager vi den også på ferie til Sverige, nu hvor Clever også dækker derovre. Hvis du er bilist og ikke allerede har prøvet at køre elbil, så prøv det. Der er nu så mange flere modeller på markedet (også lade-hybrider), så der er nok også en til dit behov. Og det er efterhånden meget få steder i Danmark hvor man ikke er tæt på en hurtiglader.

Hvad er bæredygtighed?

I dag har Jacob Engel-Schmidt et indlæg hvor han spørger ‘Hvad betyder bæredygtighed egentlig?’ I indlægget kredser han om balancen mellem især økonomisk og miljømæssig bæredygtighed og siger:

Lad mig slå fast. Venstre går ind for en bæredygtig udvikling. Jeg oplever desværre, at venstrefløjen forsøger at tage patent på at være de gode, grønne bæredygtige. Venstrefløjen fokuserer alt for snævert på miljømæssig- og socialbæredygtighed, men glemmer den økonomiske, der er forudsætningen for de to førstnævnte.

Det mindede mig om mit blogindlæg om Titanic, hvor jeg beskrev skismaet mellem at prøve at gøre noget ved klimaforandringerne, og i stedet bare prøve at sikre sig og sine. Ændre skibets kurs eller score proviant og redningsveste?

Jeg tror derfor også at Jacob gør ret i at stille spørgsmålet, for der er nok to grundlæggende forskellige syn på hvad bæredygtighed er:

Mitigerende: At samle penge vi kan give til efterkommerne så de kan afbøde de miljø- og klimaskader vi laver (bl.a. som følge af at gøre økonomien bæredygtig).
Kort sagt: Sælg det sidste Nordsøolie så vi kan spare op til høje nok diger (og hegn).

Forebyggende: At bruge økonomiske ressourcer på at omstille vores levevis så vi dels gemmer nogle ressourcer til senere generationer, dels bremser klimaforandringerne.
Kort sagt: Lad olien blive i jorden, så behovet for høje diger og hegn er meget mindre.

Alt efter hvor man befinder sig på skalaen* mellem disse yderpunkter, vil man lægge forskellig betydning i ordet ‘bæredygtighed’. Og man vil have forskellige syn på hvor meget samfundet og ens levevis potentielt skal laves om af hensyn til klimaforandringerne.

Selvom jeg selv opfatter den forebyggende tilgang som den ‘ægte’ bæredygtighed, så vil jeg ikke gøre mig til dommer over hvad andre lægger i ordet. Jeg tror bare at vi i debatten med fordel kan have ovenstående i baghovedet, når talen går på bæredygtighed.

*: Det er nok et samspil af mange forskellige ting som afgør hvor man ligger på skalaen. Hvis man fx generelt går ind for at enhver må klare sig selv, så trækker det nok i retning af mitigerende (det er fx også påvist at ens politiske ståsted betyder noget for om man tror på klimaforskning). Hvis man er religiøs og føler en forpligtelse for skaberværket og menneskeheden som sådan, så kan det trække i retning af forebyggelse.  Ens egne aktuelle økonomiske situation kan også betyde noget. Etc.