Selvkørende biler og roadpricing: A match made in heaven

Jeg har tidligere været inde på hvorledes det kunne give god mening at lade elbiler og hybridbiler være de første til at betale variable km-afgifter (roadpricing) i stedet for registreringsafgift.

Samme ræsonnement gør sig gældende, lettere modificeret, for selvkørende biler (af et vist niveau, f.eks NHTSA 3 eller højere; se oversigten i min tidligere artikel):

  • Teknik: Hvis bilens GPS (og andre systemer) er nøjagtig nok til at den kan køre selv, er den også nøjagtig nok til at kunne opgøre den rigtige afgift. Roadpricing kommer så at sige indbygget.
  • Sikkerhed: De fleste gevinster kunne høstes allerede med de nuværende teknologier, men de er meget dyre pga. registreringsafgiften.
  • Provenu: Der er forventning om at selvkørende biler på sigt også bliver delte, således at der bliver færre biler, som så til gengæld kører mere. Omlægningen til km-afgift vil sikre at provenu (fra registreringsafgifter, P-afgifter, fartbøder, …) ikke udhules mere end ønsket.
  • Trængsel: Tilsvarende den aktuelle debat om de mange nye Uber-biler har givet mere trængsel i New York, skal der være en begrænsende faktor på helt selvkørende biler som cruser rundt efter folk. En tids- og stedafhængig km-afgift er perfekt her til.
  • Politisk risiko: Som jeg anførte for elbiler, så vil folk også friviligt købe denne nye biltype (med tilhørende ny beskatningsform). Hvis man synes det er en dårlig ide, kan man bare købe en ‘classic’ bil.

Det kunne være interessant om Transport- og Bygningsministeriet (og Skatteministeriet) kiggede nærmere på dette.