Venstre – den indre kræmmers parti?

Der er sikkert mange redelige Venstre-politikere/medlemmer (f.eks. Bertel Haarder og min gamle IBM-kollega Jakob Ellemann-Jensen virker sådan) og ordentlige Venstre-vælgere. Derfor skal jeg også med det samme beklage hvis dette indlæg er (for) en-øjet. De gode V-folk må have det hårdt nok i forvejen.

På sin blog skriver Søren Pind i dag om polemikken med Løkkes GGGI-rejser:

Mit håb er, at man sætter sig ud over politik, og husker det gamle budskab om, at alle er vi født som syndere. Alle begår vi fejl. Alle har vi brug for tilgivelse for at kunne komme videre. Den ene dag er det den ene, den anden det næste. Om jeg får lov til at opleve det i det danske politiske og mediemæssige klima er et åbent spørgsmål.

Det kan jeg kun være enig i. Det skal være sådan at ikke kun fejlfri mennesker kan blive politikere. Det er vi alle bedst tjent med.

Men man kan ikke forvente at få tilgivelse gang på gang. Tilgivelse plejer at forudsætte bedring, og det er angiveligt ikke sket siden Løkkes sidste bilagssag.

Hvad værre er, er at det ser ud til at det gennemsyrer meget af partitoppen. Jeg har gravet lidt eksempler frem:

Udover denne ‘ragen til sig og sine’ (som nogen mener er i strid med Venstres grundsyn) er der også andre ting som må få de gode Venstre-folk til at krumme tæer: Claus Hjorts magtfordrejning, det underlige sammenfald mellem Fritz Schurs opstigning i erhvervslivet og hans aktiviteter i Venstres fundraiser-klub, Søren Gades “the buck stops here” (hvad den så ikke gjorde) og hans underlige, selviscenesatte exit, Gitte Lillelund Bechs direkte skift fra forsvarsminister til lobbyist for bl.a. Eurofighter, Hans Christian Schmidts favorisering af egen egn, …

Alt dette er slemt nok. Men det største problem er at det – tror jeg – har givet partiet så flosset et ry, at at da konspirationssagen (‘brevet‘) om Helle Thorning-Schmidts skattesag kom, da var automat-reaktionen ikke skepsis. Man tænkte det som en reel, sandsynlig mulighed at nogen fra Venstre kunne finde på sådan noget – “sådan er de jo”:


Det mener jeg er en katastrofal udvikling. Berlingskes Bent Winther var efter jægerbogssagen inde på om det var spindoktorsystemet som “har introduceret en ny ministeriel kultur, som bygger på tvivlsomme principper som går-den-så-går-den”. Måske. Jeg tror dog nærmere spindoktorer bare forstærker ledelsens kultur, jf. ovenstående. Jeg er derfor mere enig med Helle Ib om at “Løkke må rydde op i Venstres rådne kulisse“. Men måske er Løkke ikke den rigtige til det heller.

Trængselskommissionen har afleveret – hvad nu?

Jeg har tidligere skrevet om at Trængselskommissionen var sat på en svær opgave. Kommissionen har nu leveret en ret solid og sammenhængende transportstrategi for Hovedstaden.

Spørgsmålet er hvad så nu? Det har jeg og mine to kolleger Ole Lykke Christensen & Leif Caspersen skrevet et debat-indlæg om i Altinget (paywall – sorry).

Update 10. november 2013: I dag har Frank Jensen, overborgmester i København, foreslået at Københavns Kommune betaler omegnskommunerne for at lave park&ride anlæg. Det synes jeg er en rigtig god ide, for det er denne type tiltag der skal til. Så kan det diskuteres om pengene eventuelt skal komme fra den andel af parkeringsafgifterne Københavns Kommune sender til Staten.

Men straks siger bl.a. borgmestrene i Gentofte og Albertslund fra, og siger de “ikke skal være parkeringshus for hele Sjælland”.

Suk. Hader at sige ‘I told you so’, men:

Og for rigtig mange af initiativerne gælder det, at nogle kommuner vil skulle betale en større pris, hvis vi som samfund skal kunne høste fordelene. Og det er her, det bliver svært: Er omegnskommunerne eksempelvis villige til at lave park & ride ved deres stationer og få mere trængsel i deres bymidte for at minimere trængsel på indfaldsveje til og på veje i København?

(Udsnit fra ovenfor omtalte indlæg i Altinget.dk.)