Better Place – Elbilbranchens Betamax?

Da det i tirsdags var netop 1 år siden vi fik vores Renault Fluence ZE elbil med Better Place abonnement, havde jeg planlagt i denne weekend at skrive noget om det første års erfaringer (som jeg gjorde efter den første uge, og da vi solgte ‘oser-bilen’):

I forgårs begyndte der så løbe rygter om Better Places nærtforestående konkurs:

Det har der været før, men denne gang forekom de mere håndfaste. Og desværre var der denne gang hold i dem. Til morgen tikkede mail fra Better Place ind med besked om konkursbegæring, og det er nu også offentligt.

Hvorfor gik det som det gik? Det skyldes ikke (kun) kommunikationen, som en bagklog (og forsmået?) kommunikationsrådgiver skrev for nyligt. Min analyse er følgende:

  1. Elbiler løser et energiproblem, ikke et transportproblem, og hvis der skal ske (en grøn)masseudbredelse af elbiler er det nødvendigt at udjævne opladning. Og det er Better Places batteriskiftemodel perfekt til. (Se uddybning i min kronik i Ingeniøren)
  2. Der gik for lang tid før der kom nogle biler med udskifteligt batteri. Og for få modeller. (Og afgiftslettelsen på små biler generelt har gjort det generelle marked for elbiler svært.)
  3. Og så dødsstødet: Skifer gas og recession. Den økonomiske afmatning har mindsket energibehovet og fremkomsten af skifergas gør at det problem (afhængighed af fossile brændstoffer) som elbiler skulle løse, med et ikke forekommer så vedkommende mere. CO2 mængden i atmosfæren er for abstrakt en størrelse til at bekymre de fleste.

Så selvom batteriskifteløsningen måske teknisk set var den bedste løsning, tabte den. Ligesom betamax angiveligt var bedre en VHS, men tabte formatkrigen.

Hvordan var det første år så? Berigende. Det er vist det ord som dækker bedst.

  • Bilen: Fed acceleration (op til 140 km/t hvor den en begrænset til), stille og uden lugt. Den skal til det årlige serviceeftersyn d. 3. juni, men jeg forventer ikke der skal foretages noget.
  • Opladning: Har virket fint, selvom det er underligt at Frederiksberg Kommune kun har fået 2 (skriver: to) ladestandere til over 100.000 indbyggere.
  • Batteriskifte: Netværket af skiftestationer var landsdækkende 1. januar 2013 og fuldautomatisk (og dermed døgnåbent) fra 1. april 2013. Under opbygningen fik kunderne fik rabat som kompensation, dels på grund af ufuldstændigheden, dels på grund af nogen ustabilitet. Men efter at det gik fuldautomatisk har det bare kørt som smurt. Var i Jylland så sent som i torsdags.
  • Batteriet: Nominelt skulle det kunne klare 180 km, men det er målt på samme (kunstige) EU-bestemte måde som når man måler benzinbiler til at kunne køre meget længere end de i praksis kan. Reelt kan en Fluence ZE køre mellem 80 og 150 km. På motorvej har jeg i gennemsnit kørt 100 km på en opladning. Til bykørsel er det helt fint, men det betyder at der skal skiftes mindst 3 gange for at køre til familien i Jylland (Slagelse, Kildebjerg, Vejle og evt Randers). Selvom om skiftene virker fint, burde kun der kun være 1-2 skift. Og det lader til at Better Places placering af skiftestationer desværre er placeret udfra en forventning om højere rækkevidde, hvorved man ofte skal skifte ‘før tid’ (og det er hændt jeg har ’satset’ på at skippe et skift, så jeg det sidste stykke har måttet snegle mig afsted). Jeg håber derfor meget at der kommer et 2. generationsbatteri snart.
  • Totaløkonomien: Jeg forventer stadig det vil være billigere – det har det været til nu (vil opdatere efter serviceeftersynet)
  • Omverdenen: Det har generelt været en fornøjelse at tilfredsstille folks nysgerrighed om hvordan elbiler er som eneste transportmiddel (udover cyklen, som jeg helst bruger). Men det er hændt at nysgerrigheden er afløst af nedrakning (og på det seneste decideret skadefro). Jeg ved ikke om det er for at retfærdiggøre folks valg om fortsat at køre i en bil der giver et usundt nærmiljø, men rart er det ikke. Og jeg skal indrømme at jeg derved er blevet provokeret til selv at blive skarp (og, desværre, en anelse ‘hellig’) i tonen. Det er ingen tjent med.

Hvad så nu? Vi har et batteri i bilen, selvom det er leaset af Better Place – hvis kurator vil have det tilbage kan vi lease det af Renault. Og heldigvis kører netværket videre indtil kurator måtte give besked om andet (Update: det er ikke nødvendigvis sikkert…). Jeg forventer at enten DONG eller CLEVER overtager ladestanderne – de står der jo allerede (hvilket har været en kæmpe investering).

Det er straks værre med skiftestationerne, i og med det jo desværre har vist sig at ingen andre bilfabrikanter end Renault vil lave biler med udskifteligt batteri (og Renault trak endda også sin støtte for nyligt). Der går selvfølgelig rygter om at Tesla barsler med udskiftelige batterier – det ville være fantastisk, og jeg håber kurator afklarer om der kunne være noget i det:

Jeg ser også af Better Places meddelelse at de vil arbejde med Renault på en løsning. Det kunne evt være en ombygning til at bilen kan hurtiglades.

(Update: Måske er jeg blevet snydt af en urban myth hvad angår betamax-referencen. Hmm, beholder overskriften alligevel… )

(Update: TV2 Nyhederne ville gerne have en kommentar – så det fik de selvfølgelig.)

Har idealister noget at gøre i politik?

En ting er at regeringen generelt lader til at have forladt især de grønne ambitioner, men det overrasker mig at Miljøminister Ida Auken og Klima- og Energiminister Martin Lidegaard også lader til at være blevet ‘assimilerede’ ind i den fremherskende ‘vækst for enhver pris’-diskurs. (13 maj 2013: Den fulde Mandag Morgen analyse)

Det minder mig lidt om Helge Sanders ‘Fra Forskning til Faktura’: Det skal kunne betale sig! Forskning altså. Og nu skal det også kunne betale (her og nu) at gøre noget for at vi også fremover har en beboelig klode.

Men hvor det var forventelige toner fra venstre-manden Sander, så undres jeg over Aukens og Lidegaards renoncering. Og skuffes. Specielt også fordi resultaterne lader vente på sig.

I min optik er styrken ved en koalitionsregering at man kan have folk som har delt sig efter anskuelser, men som alligevel går sammen for at lave politik. Det muliges kunst, siger nogen. Man gør det også i det private. Når man godt ved at der er vigtige modstridende hensyn at varetage, så sætter man forskellige folk i spidsen for hvert hensyn, og så må der opstå en balance. Men det kræver at folk bliver i rollen, så at sige. Ellers skævvrides både debat og beslutninger.

Så finansministeren fokuserer på at holde budgetterne, skatteministeren på at få pengene ind, vækstministeren på  økonomisk vækst og miljø- og klimaministrene på miljø og klima. Jeg mener: Hvis ikke de skulle gøre det, hvem så?

Det får mig mere generelt til at tænke om det i det hele taget er muligt at være både idealist og minister/folketingsmedlem? Det håber jeg. Der er realpolitikere, levebrødspolitikere og embedsmænd nok.