Hvornår går højere løn fra at hæmme konkurrenceevnen (eller motivationen) til at fremme den? Det har jeg tænkt over ved flere lejligheder, og i dag bragte et elegant tweet den op igen:
Til eftertanke: Skal de velstillede motiveres, skal de have mere. Men skal de dårligst stillede motiveres skal de have mindre. #dkpol
— Ole Hanelius (@OleHanelius) March 16, 2013
I april 2012 kunne man læse at ny overenskomst for 600.000 lønmodtagere giver tilbageholdenhed som fremmer konkurrenceevnen. Nogenlunde samtidigt kunne man læse at toplederes lønninger skulle stige af hensyn til konkurrenceevnen, for ellers ville de bedste søge udenlands*. Og bankdirektørerne holdt sig selvfølgelig ikke tilbage.
Så hvor skiller det? Hvilket kompetenceniveau er lige præcis så differentierende at det er en lønstigning værd?
Og tilbage det citerede tweet: Jeg tror at hvis man er variabelt lønnet, så kan en mærkbar relativ stigning virke motiverende. Det kan så ske ved et lavt (timelønnet) eller højt (selvstændige) udgangpunkt, og betyder jo nok mest jo tættere man lever på eksistensgrænsen. Men for højtuddannede funktionærer tror jeg ikke lønnen rykker det store.
*: Det er dog svært for danske topchefer at veksle deres danske mojo til et udenlandsk job
Se også: http://www.b.dk/nationalt/direktoer-loenninger-paa-himmelflugt