Ægte opsparing – det er det vi skal have!

De Økonomiske Råd (‘Vismændene’) har for nylig i en spændende artikel i Information argumenteret for at Danmarks ageren de sidste mange år godt kan karakteriseres som ‘bæredygtig’.

Dette skyldes at vores samlede ‘ægte opsparing’ årligt udgør ca. 7% af BNP, hvor ‘ægte opsparing’ skal forstås som:

  • Opsparing i fysiske aktiver (ca. +5%)
  • Forskning og øget uddannelsesniveau (ca. +10-11%)
  • ‘Slid’ på naturressourcer (ca. -2%)
  • Bedring/forværring af miljø og klimaeffekter (ca. -7-8%)

Jeg har tidligere været uenig med Vismændene, men her synes jeg de har fat i det rigtige. Det er så muligt at opgørelsesmetoderne skal raffineres så usikkerhederne kan nedbringes (øges vores uddannelsesniveau eksempelvis stadig med 10% årligt?), men det kan der vel arbejdes med.

Jeg er derfor helt enig i deres indspark til politikerne:

I Norge beregnes en form for ægte opsparing systematisk hvert år som led i en bredere opgørelse af forskellige bæredygtighedsindikatorer. Det betyder, at de norske politikere løbende kan blive målt på, om udviklingen skønnes at være bæredygtig. Den danske regeringen vil udvikle en bæredygtighedsstrategi med tilhørende indikatorer og overvågning. Ægte opsparing bør være en naturlig del af den strategi.

Vi skylder de kommende generationer det.

Så sker der noget: Bilproducenterne tager delebiler og samkørsel til sig

Jeg har tidligere advokeret for større sammenhæng i transportsystemet mellem kollektive transportformer og private transportformer som cykel, samkørsel og delebiler.

Flere bilproducenter er allerede i gang med at integrere delebilsordninger i deres bil-computere, og nu går BMW det naturlige skridt videre: Deres DriveNow app til deres delebilsordning integrerer nu med den større Tyske samkørselsordning flinc. Man kan dermed i et hug minimere omkostningerne  (og udnytte kapaciteten) relateret til biler – både når de ikke kører og når de er ude at køre.

Jeg har for længe siden oprettet en konto ved flinc, så det må jeg prøve næste gang jeg er i Berlin. Hvis nogen kommer før mig, så lad høre!

Vækst. Middel eller mål?

Forleden skrev jeg et indlæg i Polikens analysesektion, om de muligheder og udfordringer deleøkonomien giver for både virksomheder, staten og kommunerne. En af de afstikkere der ikke blev plads til at forfølge i artiklen var deleøkonomiens kobling til BNP og andre gængse mål for økonomisk vækst. Pointen var at jo mere deleøkonomi, des mindre ‘traditionel’ økonomisk aktivitet, og dermed potentiel fald i BNP.

Fremkomsten af deleøkonomi er dermed endnu et eksempel* på at sund fornuft ikke spiller godt sammen med det pt. vigtigste mål for de nationale økonomiers sundhedstilstand: BNP. Af samme grund har EU og andre organisationer også siden Stieglitz-rapporten arbejdet på at udvikle yderligere indikatorer som også tager sociale og miljømæssige hensyn. Dette arbejde støttes af både Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, og efterspørges især også af klimakommisær Connie Hedegaard.

Hvis man sammenligner med hvordan virksomheders sundhedstilstand måles, ser man der heller ikke kun på omsætning (svarende til BNP) men selvfølgelig også på profitgrad. Og en tilsvarende diskussion om en ny form for kapitalisme finder sted blandt ledelsesguruer som Gary Hamel og Michael Porter. De gennemgående temaer er: Hav virksomhedernes formål for øje og tænk værdiskabelse bredere.

Dette er klassisk strategisk analyse, og vi er dermed inde ved kernen af problematikken: De enkelte nationalstaters formål er ikke økonomisk vækst. Det er at give deres borgere (og deres efterkommere) de rette rammer for udfoldelse af et godt liv. I nogen situationer er økonomisk vækst så et godt middel til dette, i andre ikke.

Det svære er at kvalificere ordene ‘rette rammer’ og ‘godt liv’. Dette vil i sagens natur være meget individuelt, hvorfor det også vil være underlagt demokratiske beslutningsprocesser. Dvs., tilsvarende virksomheder der skal formulere strategier og handlingsplaner, således må staterne også tage tingene i rigtig rækkefølge:

  1. Definer formål
  2. Sæt en retning og mål
  3. Definer KPI’er i relation til målene.

Det første punkt burde være hurtigt klaret ud fra grundloven, og nogenlunde uafhængigt af partiskel. Punkterne 2 og 3 vil afhænge af den aktuelle regerings politiske overbevisning, men der findes gode eksempler på at konsensus er mulig (jf. det seneste energiforlig).

Det er værd at bemærke at når bare 1 og 2 er på plads kan vi – som vi også gjorde mere førhen – begynde at tale om ‘fremskridt’. Det er mere forpligtende, da det kræver at man ved hvor man skal hen. Men langt mere relevant end bare fortsat at tale om vækst, vækst, vækst.


*: Andre eksempler: En uopmærksom kaptajn påsejler jernbanebroen over Limfjorden – genererer en masse arbejde og dermed bidrag til BNP; oprydning efter miljøforurening; overproduktion; etc.

Opdatering 5. januar 2014: For noget tid siden gjorde Michael Minter mig opmærksom på at Danske Bank i deres investormagasin allerede tilbage i oktober 2011 beskrev “Vækstens forbandelse” (side 18-21). Det er læseværdigt. Det beskrives også hvordan BNP er et dårligt mål for fremskridt. Et alternativ er ‘Genuine Progress Index’, som lyder til at være mere i tråd med hvad jeg søgte i mit indlæg nedenfor.

BNP vs GPI