Delebiler + Collaborative Consumption (Kollektivt Forbrug) = Meget mere plads!

For nylig så jeg Rachel Botsmans inspirerende TED indlæg om ‘Collaborative Consumption‘. Begrebet samler på fornem vis mange af de eksempler vi allerede kender på borger-til-borger samarbejde/deling (couch-surfing, delebiler, boghylder på arbejdspladsen, …) og sætter det i en samlet kontekst.

Persontransport i bil er et rigtig godt eksempel på hvordan Collaborative Consumption kan ændre forbrugsmønstre og forretningsmodeller. For nuværende er det generelle billede af bilbaseret persontransport jo at:

  • Hver mand (m/k) har sin egen bil som udgangspunkt, ofte købt til at dække peak-behov (jeg har selv for nuværende en station-car fordi vi nogen gange skal køre til Jylland eller på ski-ferie)
  • Delebilsordninger vinder dog indpas, så ikke alle behøver at eje en bil, den kan også korttidslejes [mindsker behovet for p-pladser]
  • Og der arbejdes også for at potentialet i samkørsel kan realiseres [mindsker behovet for både p-pladser og veje].

Ude i verden er skridtet dog taget fuldt ud til også at gøre bilen til et kollektivt forbrugsgode, i tråd med credo’et what’s mine is yours. Eksempelvis har RelayRides  lavet en peer-to-peer delebilsordning hvor alle som har en bil kan melde den ind i ordningen. Smart! Forestil dig at de fleste af vejens biler er med i en sådan ordning. Så kunne hver anden nok undværes og alligevel ville du have adgang til et varieret udbud (lille bil til pendling, station-car til IKEA, Tesla til cruising, …).

Hvordan kunne vi få noget tilsvarende op at stå herhjemme?det må være kompliceret, tænker du sikkert. Ja, men når det kan lykkes i bilens hjemland, så skulle vi nok også kunne finde ud af det i Danmark. Det vigtigste er nok at få afklaret hvordan de forsikrings- og skattemæssige aspekter vil være. Det vil jeg søge at få afklaret i den kommende tid. Stay tuned!

PS. Check også lige denne fantastiske oversigt om the future of car-sharing!

Enøjet vismand: Hellere brænde CO2-beviser end bygge vindmøller

Opdatering 15 april 2014: Vismændene argumenterer nu igen for at bruge EU’s forkølede kvote-system som primært middel til grøn omstiling. Suk. Igen.

Opdatering 19 februar 2014: Nu argumenterer det miljøøkonomiske råd gudhjælpemig for samme:

»Den stigende andel af vedvarende energi reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter. Disse kvoter kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af vedvarende energi i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan,« står der i anbefalingerne fra Det Miljøøkonomiske Råd.

Suk.

I dagens Børsen argumenterer overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, formand for Det Økonomiske Råd for at hvis der opstilles flere vindmøller vil dette føre til faldende efterspørgsel efter CO2-kvoter, hvorved priserne på disse vil falde. Og hvis CO2-kvoterne falder vil det blive billigere at producere ’sort’ energi fra eksempelvis kul. Ergo vil vi gøre klimaet en bjørnetjeneste ved at sætte flere vindmøller op, og kunne i stedet lige så godt bruge pengene på eksempelvis at købe CO2-beviser og herefter destruere disse.

Det mener jeg godt nok er en enøjet betragtning:

  • For det første ignoreres det strategiske mål Danmark har sat om at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer (jf. Energistrategi 2050). Et mål som i høj grad er drevet af andet end CO2-emissioner, nemlig udenrigs- og sikkerhedspolitik [Fogh vågnede nok op da russerne lukkede for gassen til Europa ved årsskiftet 2008/2009]
  • Dernæst er der hele problematikken med CO2-kvoterne. Efter den omfattende svindel med dem har jeg svært ved at tro på at det at købe et CO2-bevis og destruere det vil have nogen som helst effekt. Hverken drive prisen på dem op eller reducere udledningen. Jeg tror derimod på at hvis vi bygger 200 vindmøller (eller en masse solceller, eller …) og får vores energi den vej fra så vil man kunne pege på konkrete reduktioner i udledningerne.

Jeg er enig i at hvis man antager at kvotesystemet faktisk virker, så ville det ud fra en rent økonomisk betragtning sikkert få mere CO2-reduktion for pengene hvis man destruerede kvoter. Men det fremtidssikrer ikke vores energiforsyning i samme takt.

Samkørsel og trængselsafgifter går hånd i hånd

Samkørsel har stort potentiale for at reducere emissioner og trængsel. I arbejdsmæssigt regi (også privat, for den sags skyld) har jeg siden smart phones så småt begyndte at komme frem (dvs. medio 2008) argumenteret for at de kunne være med til at bringe samkørsel ind i det nye årtusinde (se bl.a. vedhæftede som jeg tidligere har præsenteret for Vejdirektoratet, kommuner m.fl.).
Med smart phones og sociale medier kan man nemlig nu overkomme de hidtidige barrierer for mere udbredt samkørsel, da man nu både kan opnå høj fleksibilitet og tryghed, da man kender den, man kører med.

Samtidig kan Trængselsafgifter – afhængig af satserne – have stor adfærdsregulerende virkning, og har potentiale til både at påvirke transportbehovet, såvel som valg af transportform (egen bil / samkørsel / kollektiv transport / cykel / …)

  • Trængselsafgifter er således en hjælp til øget samkørsel, da der skabes incitament til at køre sammen, så man herved kan dele udgifterne mellem flere
  • Men samkørsel er også en hjælp til trængselsafgifter da man (for dem, hvor kollektiv transport eller cykel ikke er et reelt alternativ) gennem samkørsel kan anvise et alternativ til den potentielt store udgift, der kan være forbundet med fortsat at køre alene i egen bil

Det vil således være oplagt, at implementering af trængselsafgifter i Københavnsområdet ledsages af en velfungerende samkørselsordning.

Dette kunne f.eks. opnås som følger:

  1. Opnå erfaringer med at nå kritisk masse (dvs. at få folk nok med) ved at lave pilotprojekter for ”korridorer” mellem boligområder og virksomhedsklynger [Formel M projektet har dette på tegnebrættet]
  2. På baggrund af disse erfaringer gennemføres regionalt (evt. nationalt på sigt) udbud af en samlet samkørselsordning som efterfølgende lægges på alle offentlige instansers hjemmesider
  3. Som en del af oprettelsen af brugerprofil for betalere af trængselsafgifter, gøre det nemt at blive medlem af samkørselsordningen (f.eks. med bare et par få ekstra afkrydsninger i ens profil)
  4. Tilbyd, at man kan modtage ”push” notifikationer à la: ”Du kan sandsynligvis køre til/fra arbejde sammen med en række andre – tryk her for at se hvem og hvordan.”
  5. I en overgangsperiode kunne det også overvejes at give rabat på trængselsafgiften, hvis der foreligger en samkørselsaftale (svarende til nogen landes high-occupancy lanes, hvor man skal være flere i bilen).